21.9.2011
af
Lars Lønstrup
Der sker et skift fra offentlige til private donorer inden for udviklingsbistand. Det medfører risiko for, at hjælpen primært kommer rige vestlige selskaber, stjerner og forbrugere til gode, mener politologen Lisa Ann Richey.
Band Aid hed det dengang i 1980’erne, hvor en række superstjerner med Bob Geldof i spidsen donerede penge til afrikanere ramt af hungersnød.
I dag hedder Geldofs naturlige afløser Bono. Han står i spidsen for en række globale stjerner og selskaber, som donerer penge til afrikanere ramt af aids. Men Bono og hans samarbejdspartneres projekt, der bærer navnet Product (RED), burde rettelig hedde Brand Aid, mener politologen Lisa Ann Richey. Det er nemlig ikke de nødstedte afrikanere, som får mest ud af bestræbelserne, men derimod de globale stjerner og selskabers egne brands,. Dernæst os forbrugere og først i sidste ende ofrene for aids-epidemien.
Det er hovedbudskabet i bogen ’Brand Aid’, som Lisa Ann Richey og kollegaen Stefano Ponte for nylig udgav. Lisa Ann Richey er professor på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og har gennem en årrække forsket i sundhed og befolkningsudvikling i Afrika.
Hvad er baggrunden for jeres påstand? Hvad får stjerner som Angelina Jolie og Penelope Cruz og selskaber som Nike, Dell, Armani, Gap og American Express ud af at deltage i Bonos projekt?
”De styrker deres brand som gode ved at hjælpe nogle af dem, der har det
dårligst her i verden. Og samtidig hjælper de os forbrugere. Vi kan også føle os gode med en minimal indsats. Vi skal bare blive ved med at købe nogle bestemte varer, til nøden stopper, sådan som et slogan i (RED)-kampagnen lyder (’Shop till it stops’, red.). Det er naturligvis et vrangbillede af problemernes omfang og natur. Virkeligheden, når man er tæt på et rigtigt udviklingsprojekt, er meget mere kompliceret og krævende.”
Hvad går Bonos projekt ud på?
”Product (RED) samler penge ind til bekæmpelse af aids-epidemien i en række afrikanske lande, blandt andre Rwanda og Lesotho. Det sker ved, at en vis procentdel af prisen på udvalgte varer, som de deltagende selskaber selv har udpeget som deres Product (RED), går til at købe aids-medicin for.”
Hvor mange penge har Product (RED) indsamlet?
”170 millioner dollars siden lanceringen i 2006. Det gør (RED) til den andenstørste private bidragsyder til Global Fund, som forvalter ulandsmidler fra både offentlige og private donorer. Som privat donor overgås (RED) kun af Gates Foundation (opkaldt efter Bill Gates, red).”
Men 170 millioner dollars svarer omvendt kun til én procent af de samlede donationer til Global Fund. Er (RED) ikke bare en lille spiller i denne større sammenhæng?
”Vigtigere end det beløb, (RED) foreløbig har doneret, er, at (RED) og Gates Foundation markerer et skift i udviklingsbistandens historie. Stærke interesser ønsker, at større dele af donationerne til international udviklingshjælp kommer fra private frem for statslige eller overstatslige afsendere. Og hvis (RED) bliver en succes – hvad mange allerede synes, det er – kan det bane vejen for lignende initiativer.”
Og hvad er problemet i det? Hvorfor skal stater absolut være involverede i udviklingsbistand?
”Fordi stater har en anden ansvarlighed i forhold til sine borgere, end private selskaber. Ikke mindst når det gælder sundhed, som det radikalt gør, når det handler om livsvigtig medicin mod aids. Sådan er det i vores del af verden, og hvorfor skulle det ikke også være den bedste løsning i udviklingslandene?”
Fordi mange afrikanske stater lider af korruption, lyder en ofte fremført kritik.
”Ja, men den kritik er ikke baseret på evidens. Vist er der meget korruption i nogle afrikanske lande, men i andre er den lav, og statistiske undersøgelser af blandt andre den kendte økonom Jeffrey Sachs har vist, at korruptionsniveauet ikke er højere i Afrika end i andre fattige dele af verden. I nogle afrikanske lande fungerer de nationale sundhedssystemer faktisk overraskende godt. Og hvis det er overraskende, er det formentlig endnu mere overraskende, at de fleste afrikanske udviklingsprojekter drives af afrikanere for afrikanske penge.”
Men når der nu er korruptionsproblemer i mange fattige lande med behov for udviklingshjælp ... Hvorfor så ikke give plads til private initiativer, der går udenom de lokale magthavere og prøver at ramme den nødstedte befolkning direkte med hjælpen?
”Hvorfor skulle lederne af kommercielle selskaber, der ikke er på valg og ikke er forpligtede til at informere offentligheden, være mindre korrupte end valgte politikere og ansatte embedsmænd?
Det spørgsmål synes mere relevant end nogensinde efter finanskrisen, og efter at man i mange lande – Danmark inklusive – er begyndt at diskutere, om det er rimeligt, at mange globale selskaber betaler intet eller minimalt i selskabsskat i vestlige lande, hvor de har store afdelinger og mange ansatte.”
Mener du slet ikke, der skal være plads til private initiativer og penge i udviklingsbistanden?
”Jo, erhvervslivet er formentlig bedre til at gøre visse ting, når det gælder udviklingshjælp. Og stater er formentlig bedre til at gøre andre ting. Derfor må vi gå ind at vurdere, hvad der fungerer bedst i den konkrete sammenhæng.”
Hvorfor er I så kritiske over for (RED), at I mener, at verden – og de aids-ramte afrikanere – er bedre tjent uden?
”Det er der flere grunde til. (RED) er et paraplybrand for flere selskaber, men konstruktionen er så lukket, at vi intet ved om, hvordan de varer, der bærer mærket, er produceret. Og heller ikke hvor stor en del af salgsprisen, der reelt går til at købe aids-medicin for.”
Skal vi absolut vide det? Er det ikke nok, at (RED) skaber et overskud, som kommer aids-ramte afrikanere til gode?
”Nej, jeg mener, at vi – og det vil sige dig, mig og alle andre forbrugere – kan bruge vores penge på en bedre måde. Til syvende og sidst er det vores køb af bestemte varer, som køber medicinen. Derfor må det også være et rimeligt krav, at vi ved, hvordan varerne er produceret. Er det sket uden børnearbejdere, under miljømæssigt betryggende forhold og er der udbetalt en anstændig løn? Alt det ved vi intet om. Derfor kan logikken blive, at jo billigere (RED)-produkterne er fremstillet, jo større overskud og succes – uanset om overskuddet er skabt ved hjælp af børnearbejde, forurening og underbetaling. Det er en besynderlig logik, når det er udviklingshjælp, vi taler om.”
Men stadig: (RED) har samlet penge ind til aids-medicin. Hvor skulle de penge ellers være kommet fra?
”Det argument har jeg hørt før, men det er et falsk alternativ. Alle de deltagende selskaber er involverede i andre former for udviklingsbistand, hvoraf mange fungerer bedre end (RED). Så alternativet til (RED) er snarere bedre former for udviklingsbistand end slet ingen. Det samme gælder i forhold til forbrugerne. Mange af os ønsker, at en del af vores penge til indkøb, skal gå til udviklingsbistand. Men netop kun en del. Et nyt studie fra University of Michigan viser, at hvis forbrugeren vælger et (RED)-produkt, så fravælges samtidig andre produkter, som bidrager til udviklingshjælp – fx fairtradeprodukter.”
Hvad får selskaberne ud af at deltage i (RED)?
”For mange globale selskaber udgør den rene værdi af deres brand op imod 50 procent af selskabets samlede værdi. Derfor er det ufatteligt vigtigt at udbedre eventuelle skader på brandet i en fart samt forebygge, at skader kan opstå. At fremstå som selskabet, der arbejder hårdt for at stoppe en aids-epidemi i Afrika, vil forebygge dårlige historier om selskabet. Samtidig gavner deltagelse i (RED) selskabernes bundlinje. Ved lanceringen af (RED) sagde Emporio Armani ligeud, at (RED) udgør en ny og forstærket form for kapitalisme.”
Det udsagn var Bono hurtigt ude at modsige. Det er ikke (RED), der støtter selskaberne, men selskaberne, der støtter (RED), sagde han. Hvem har ret?
”Begge to sandsynligvis. (RED) ligner et perfekt match mellem de globale stjerner og selskabers fælles interesse om at styrke deres etiske profil.”
Hvorfor har store stjerner i underholdningsbranchen interesse i at styrke deres etiske profil?
”At demonstrere global caring er virkelig vigtigt for dagens store stjerner. De er på vej ind i en rolle som talsmænd og ordstyrere for det moderne, globale samfund.”
Men uden forbrugernes opbakning og støtte ville stjernerne jo ikke komme så langt. Hvad giver de os, siden vi tror på, at de vil udrydde fattigdom og sygdom i den tredje verden?
”De giver os en følelse af, at det er muligt at gøre jorden til et bedre sted, sådan som vi dybest set ønsker. Og dermed hjælper de os til at udholde vores viden om, hvor galt det står til mange steder i verden. Vi kan ikke tro på vores præster og politikere, men damn it!, vi kan tro på Bono!”
Product (RED)s hjemmeside: joinred.com
’Brand Aid’ af Lisa Ann Richey og Stefano Ponte er udkommet på University of Minnesota Press.
Følgende bøger beskæftiger sig med samme emne:
On celebrities and development work: Daniel Brockington, 2009, ’Celebrity and the Environment Fame, Wealth and Power in Conservation’.
On cause-related marketing: Samantha King, 2006, Pink Ribbons, Inc., ’Breast Cancer and the Politics of Philanthropy’.
On shopping: Daniel Miller 2001, ’The Dialectics of Shopping’.
On global AIDS interventions: Cindy Patton 2002, ’Globalizing AIDS’.
On branding: Michael Conroy 2007, ’Branded! How the ‘Certification Revolution’ is Transforming Global Corporations’.
Ledige stillinger