Mistænkeliggørelsesorgan

Hvorfor sagde I kollektivt nej i Hovedudvalget?

”Vi tog stilling til det konkrete forslag. For det første frygtede vi, at det ville åbne op for en ubehagelig stemning af angiveri. Det lignede et mistænkeliggørelsesorgan. For det andet er det yderligere et kontrolorgan, som vi ikke mener, der er behov for. I den offentlige sektor er der i forvejen – i modsætning til den private sektor – en række ordninger og kontrolorganer, som man kan gå til. Det er lige fra tillidsrepræsentanten til revisionen. Som embedsmand har jeg under alle omstændigheder pligt til at reagere, hvis jeg opdager en ulovlighed. Ellers begår jeg en tjenesteforseelse,” siger konsulent Steffen Steinberg, der er Djøf-tillidsrepræsentant og næstformand i Hovedudvalget i Frederiksberg Kommune.

Hvorfor kalder I det angiveri?

”Normalt taler man jo meget om, at så kan cheferne blive kontrolleret noget mere. Men på medarbejdersiden var vi enige om, at forslaget også ville bringe de menige medarbejdere i fare for at blive udsat for anonyme beskyldninger, som man ikke kan forsvare sig imod.”

Men der kunne jo komme ulovligheder frem, som ellers ikke var blevet opdaget?

”Ingen steder kan man gardere sig 100 procent mod brodne kar. Men vi synes, at forslaget kom til at give et indtryk af, at alle offentligt ansatte er ude på at sjuske eller begå ulovligheder. Det bør være muligt at fremstå som en handlekraftig kommune, som ønsker at komme snyd og svindel til livs, uden at man skal mistænkeliggøre samtlige medarbejdere.”

Dine kolleger i den gamle Farum Kommune ville måske godt have haft et sådant organ?

”Farum Kommune var en meget speciel kommune. Jeg tror ikke, at et sådant organ havde gjort fra eller til. Med den ledelsesstil, der var, ville anonymitet næppe have garanteret en chef længere nede mod repressalier fra øverste hold.”

Hvad er dit bud, hvis politikerne ønsker øget mulighed for at få det at vide, hvis noget halter.

”Det er, at offentligt ansatte, også chefer, bliver vænnet til at bruge deres ytringsfrihed noget mere – og at deres politiske ledelser tilsvarende vænner sig til det. Som offentligt ansatte har vi en vidtstrakt, lovsikret ret til at ytre os kritisk om forhold på vores job, som man ikke har i den private sektor.”