Højesteretsdommernes rå børste

WASHINGTON DC: – Det er ikke nemt at få et interview med USA’s mest berømte, nogle vil sige mest berygtede, højesteretsdommer. Antonin Scalia giver kun få interviews og slet ikke til udenlandske medier. ”Hvorfor skulle jeg det,” som han siger. Det er ikke en del af hans opgave at gøre sig til overfor journalister, forstår man.

Efter nogle måneders charmekampagne er det alligevel lykkedes for djøfbladet at få en aftale på 30 minutter, der ender med at vare en time. For selvom den 75-årige Scalia har ry for at være en rå børste, er han også en mand med humoristisk sans og med ordet i sin magt. Han nyder simpelthen samtalekunsten.

Jurister skal elske sproget

”Min far var lingvist, og jeg har læst latin i otte år, græsk i syv og tysk og fransk i to år. Hvis du ikke har en sproglig bagage, hvis du ikke holder af ord og diskussioner i det hele taget eller ikke sætter pris på sproget i lovteksterne, bliver du aldrig en god jurist,” siger Antonin Scalia.

Den unge Scalia tog sin juragrad med udmærkelse på eliteuniversitetet Stanford.

”Studierne var meget krævende. Og der var flere af mine medstuderende, der var smartere eller mere velbevandrede i paragrafferne end jeg. Men der var ikke nogen, der skrev bedre. Det gav mig et forspring. Den enkle sandhed er, at der er godt sprog, og der er dårligt sprog. Der findes ikke noget specielt indforstået sprog eller hemmelig kode, som du skal kunne mestre som jurist.”

Som højesteretsdommer har han et rygte som den mest humoristiske – der er lavet studier, som dokumenterer førstepladsen i form af latter fra kolleger eller tilhørere – og den mest barske.

Uden for referat lader flere advokater med møderet for Højesteret forstå, at de finder Scalia afskrækkende. Han er kendt for at skrive bidende kendelser, og hvis han er i mindretal og skal afgive dissens, har han ikke holdt sig tilbage fra at kalde sine kollegers afgørelser for ’fjollede’, ’nonsens’ og ’uforståelige’.

Glasklare afgørelser

Forespurgt afviser han blankt anklagen:

”Jeg kunne ikke drømme om at være uforskammet eller urimelig. Men jeg går varmt ind for direkte tale i retten. Floromvunden langsnakkeri er ikke mig. Det skal der nok være nogle advokater, der tager anstød af. Langt det vigtigste er, at afgørelserne og de argumenter, der leder til afgørelserne, er glasklare. En dom skal være umiddelbart forståelig, og den skal have et klart lovgrundlag i forfatningen. Men det betyder ikke, at den skal være kedelig, eller at der ikke kan være indlagt morsomheder undervejs. De to aspekter udelukker ikke hinanden. I øvrigt kan humor være en af de bedste metoder, hvis man ønsker at destruere et grundløst argument.”

Scalia bliver i juridiske kredse set som bannerføreren for en bestemt version af den konservative ’originalistiske’ skole – kort sagt den bogstavelige: Ingen dommer bør gå ind at fortolke lovene. I stedet bør han eller hun forsøge at holde sig så tæt på det originale indhold af teksten som muligt. Skolen kaldes derfor også for textualism i den amerikanske juridiske debat.

Selv siger han: ”Ord har en mening. Og hvis love skal ændres, kræver det, at politikerne laver dem om.”

Han erkender dog, at man ikke altid kan vide, hvad ”den simple og almindelige mening” med lovteksten er, og i sådanne tilfælde ser han på, hvad han kalder ”de objektive lovmæssige og juridiske standarder”: Den betydelige juridiske bagage en lov bærer med sig. Hvis den traditionelle retshistorie støtter en bestemt fortolkning, er det den, han vil være mest tilbøjelig til at stemme for.

Konservative kongstanker

Som konservativ giver han intet for abstrakte referencer til samfundsudviklingen og slet ikke det berømte citat fra (den liberale, red.) Chief Justice Earl Warren, der i 1958 udtalte, at Højesteret skulle stræbe efter at udvikle ”mere rimelige eller hæderlige standarder, der udvikler sig som følge af et mere modent samfund” – en sætning, Scalia citerer med udtalt afsky.

”Forfatningens fædre anså det ikke for selvfølgeligt, at samfundet ville blive bedre og bedre. Det er en mulighed, men det kunne lige så vel gå den anden vej. Det, forfatningen gør, er at beskytte individet og give det visse umistelige rettigheder mod statslig tyranni eller vold.”

Argumentet om det mere modne samfund med højere standarder for moral er forsøgt anvendt som argument for, at brugen af dødsstraf strider imod den amerikanske forfatning, specifikt mod det ottende forfatningstillæg, der forbyder ’grusom og usædvanlig afstraffelse’.

Det bider ikke på Scalia: ”Som man kan forvisse sig om i enhver westernfilm, så hængte man rask væk hestetyve før i tiden. Man kan på ingen måde argumentere for, at forfatningens fædre ville have forbudt dødsstraf.” 

Højesteret har forholdt sig til dødsstraf flere gange og har aldrig dømt straffen som værende i strid med forfatningen, men har af flere omgange præciseret kriterierne for dødsstraffens anvendelse.

Nøjagtig det samme gælder ifølge Scalia for retten til abort. En sådan ret findes ikke i forfatningen, påpeger han. Hvis der skal indføres en ret til abort, skal det ske via lov – ikke gennem en højesteretsdom, hvor en ikke-valgt jurist, dommer eller ej, tager beslutningen: ”Det strider mod enhver sans for retfærdighed. Den slags skal enten vedtages stat for stat eller ved en føderal forfatningsændring.”

Imod politisering af udnævnelser

Scalia peger på, at Højesteret måske nok i praksis har løst et politisk problem med den berømte Roe vs Wade-dom (1973, red.), der har garanteret alle amerikanske kvinder ret til abort – om end kvinder fra de lavere sociale lag ofte har problemer med at finansiere indgrebet, da mange private forsikringer ikke dækker, og der i den nye sundhedsreform er indført et forbud mod at anvende føderale midler til aborter.

”Den dom ragede kartoflerne ud af ilden for politikerne, der blev sparet for en hel masse ballade. Men det bliver det ikke mere rigtigt af. Det var en hurtig, retlig måde at komme udenom et demokratisk problem på.”

På trods af at Scalia selv anses som den mest konservative røst i hele Højesteret, er han ikke desto mindre i juridiske kredse kendt for at være en lige så kraftig modstander af konservativ som af liberal aktivisme.

Og han begræder i høj grad den politisering, som USA’s højesteret har gennemgået. Herunder udnævnelsen af dommerne selv:

”Jeg blev selv bekræftet i 1986 af Senatet med stemmerne 98-0. I dag tvivler jeg på, at jeg overhovedet ville kunne få de 60 stemmer, som er nødvendige for at blive godkendt. Der er sket et enormt skred hen imod en kraftig politisering, og alle mulige besværlige problemer overlades nu til os: seksuelle og etniske minoriteter, udlændinge, immigration, abort. Men igen vil jeg sige, at det allervigtigste, man som dommer kan gøre, er at stå vagt om forfatningen. At sørge for at den ikke bliver skrevet om.”

Forfatningens ret til flagafbrænding

Scalia erkender, at der ingen udsigt er til en tilbagevenden til, hvad han uden ironi kalder: ”De gode gamle dage, hvor sagførere var sagførere og ikke politikere,” hvilket groft sagt er ensbetydende med tiden før 1960’erne.

Men det er ham magtpåliggende at understrege, at han, selvom han beskriver sig selv som en socialkonservativ lov og orden-type, først og fremmest er optaget af, at forfatningen overholdes. Han nævner, at han stemte sammen med Højesterets liberale dommere i en berømt afgørelse, der bekræftede retten til at afbrænde det amerikanske flag som en del af en vidt spredt ytringsfrihed: ”Jeg afgav den femte nødvendige stemme i den sag. Jeg finder det afskyeligt at brænde flaget, men det er disse menneskers ret i henhold til The First Amendment.”

Scalia erkender, at det på nogle områder er blevet meget svært at værne om forfatningens ord. Han siger: ”The Fourth Amendment forbyder fx det, der kaldes urimelige ransagninger, og sætter egentlig barren ganske lavt for, hvad ordensmagten kan foretage sig. Og hvis nogen havde sagt til mig for 50 år siden, at man skulle gennemgå en fuld kropsvisitering for at få lov til at stige ombord på et fly, ville jeg være blevet både forfærdet og forarget. Men vi bevidner i øjeblikket et samfund, der synker ned i barbari, og så skifter forståelsen af, hvad der er urimeligt.”

Har han som kendt konservativ nogensinde selv haft lyst til at blive politiker?

”Aldrig. Politikere har brug for at blive elsket for at blive genvalgt. Dommere behøver, heldigvis, ikke at bekymre sig om deres popularitet. Jeg ville være en absolut elendig politiker,” ler han og siger med et svært oversætteligt, men vældigt sigende udtryk: ”Besides, I do not suffer fools gladly.”

“Politikere har brug for at blive elsket for at blive genvalgt. Dommere behøver, heldigvis, ikke at bekymre sig om deres popularitet”

Amerikanske højesteretsdommere

John G. Roberts - Chief Justice of the United States. Udnævnt af præsident George W. Bush i 2005.

Antonin Scalia - Udnævnt af præsident Ronald Reagan i 1986.

Anthony Kennedy - Udnævnt af præsident Ronald Reagan i 1988.

Clarence Thomas - Udnævnt af præsident George H. W. Bush i 1991.

Ruth Bader Ginsburg - Udnævnt af præsident Bill Clinton i 1993.

Stephen Breyer - Udnævnt af præsident Bill Clinton i 1994.

Samuel A. Alito, Jr. - Udnævnt af præsident George W. Bush i 2006.

Sonia Sotomayor - Udnævnt af præsident Barack Obama i 2009.

Elena Kagan - Udnævnt af præsident Barack Obama i 2010.