Djøferne gør en forskel, men hvorfor?

Der bliver sat damp under udviklingen, når djøferne bliver ansat i kommunerne. Jo flere djøfere en kommune ansætter, des flere organisationsforandringer sker der.

Og det skyldes fx, at djøferne bliver ansat med mandat til forandring, men også djøfernes fokus på cv-pleje.

Det viser ny forskning fra AKF, Anvendt KommunalForskning, som forskningsleder Lene Holm Pedersen og to ph.d. studerende fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Yosef Bhatti og Asmus Leth Olsen, står bag.

De har sammenlignet antallet af djøfere i kommunerne med graden af udlicitering og udbredelse af borgerservicecentre.

Og konklusionen er klar: Jo flere djøfere, des mere udlicitering og flere borgerservicecentre.

Men hvorfor gør djøferne en forskel?

Den oplagte forklaring er nemlig ikke, at djøferne er djøfere, mener Lene Holm Pedersen.

”Djøferne er jo ikke én profession. Tag en jurist og en økonom. Deres viden og normer kan variere meget, og de arbejder ud fra meget forskellige teorier og metoder,” siger Lene Holm Pedersen.

Og de kompetencer, djøferne trods alt har tilfælles – at kunne analysere og strukturere – deler de langt hen ad vejen med andre akademikere, siger hun.

Til gengæld har Lene Holm Pedersen tre andre forklaringer på, hvorfor djøferne så gør en forskel?

Den første er, at de simpelthen ansættes med et mandat til forandring.

”Kommunerne har tradition for, at de ansatte i forvaltningen er vokset op indefra: En skolelærer bliver skoleleder og siden leder af en forvaltning. Men når en kommune ansætter en djøfer udefra, er det et tegn på, at de er forandringsparate – ansættelse af en djøfer er en forandring i sig selv i forhold til det tidligere rekrutteringsmønster,” siger Lene Holm Pedersen.

Den anden forklaring på, at der sker forandringer, når djøferne kommer ind i kommunerne, er cv-pleje.

”Et incitament til at gennemføre forandringer kan være, at djøferen bliver kendt som en, der kan gennemføre og lede store forandringer. Det kan skrives på cv’et og i sidste ende hjælpe en videre op ad karrierestigen i eller uden for kommunen,” siger Lene Holm Pedersen.

Og så er der selvfølgelig djøfernes kompetencer.

”Den tredje forklaring er, at djøferne har en naturlig interesse for økonomi, organisation og politik, og at de har nogle faglige kompetencer på de områder. Når vi kan se en sammenhæng mellem antallet af djøfere og udliciteringsgraden, kan det fx være, fordi det kræver juridiske og økonomiske kompetencer at skrive et udbudsmateriale.”

Men er det udelukkende i den kommunale verden, at rekrutteringen af djøfere afspejler udviklingen i kommunen? Vil ansættelsen af en djøfer på det private arbejdsmarked også betyde forandringer, og vil djøferen have de samme incitamenter til at gøre en forskel?

”Det er ikke noget, vi har undersøgt. Der findes andre forskningsresultater, der peger på, at højtuddannede skaber værditilvækst i de private virksomheder, men det gælder alle højtuddannede,” siger Lene Holm Pedersen.

Men når djøferne gør en forskel – er det så en forskel til det bedre?

”Det ved vi så ikke noget om. Er udlicitering godt eller skidt? Det er ikke forskningsmæssigt dokumenteret, og vi har heller ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at borgerservicecentrene er forandring til det bedre. Men det er en helt anden historie.”

Læs mere om Lene Holm Pedersen, Yosef Bhatti og Asmus Leth Olsens forskning i Samfundsøkonomen nr. 3, 2011 - klik på linket i højre side.