Djøfere skal byudvikle

Byplanlægning har ændret sig markant i de sidste 15-20 år. I dag er det ikke muligt at planlægge sig til resultater. Byplanlægning er i højere grad blevet en proces, der involverer mange forskellige aktører i byen.

”Vores opgave som byplanlæggere er at sikre en proces, der fører til et resultat, og det kræver mange forskellige kompetencer og færdigheder, og det er måske derfor, at djøfere dominerer arbejdet i dag,” siger Claus Bjørn Billehøj og Anders Edstrand, der begge arbejder i Center for Byudvikling.

Ændringen i byplanlægning fra masterplan til proces handler først og fremmest om, at der er større kompleksitet på spil i dag. I 50’erne, 60’erne og 70’erne var der i København fokus på at skabe nye bydistrikter, og planlægningen var ofte rettet mod sociale og kulturelle homogene grupper, som byplanlæggerne havde et veldefineret billede af.

I dag handler det mere om at omdanne allerede udbyggede områder, der alle har forskellige kulturer og socialgrupper, og som meget ofte har modstridende interesser. Hertil kommer det fortsatte øgede fokus på storbyerne som økonomiske centre, der skal tiltrække investorer og arbejdskraft, og det bliver samtidig diskuteret, om storbyerne også er nøglen til at løse klima, miljø og ressourceproblemer. Kort sagt: De store byer vokser ikke bare i størrelse, men også i kompleksitet. Der er mange og modsatrettede krav, der skal opfyldes.

Det gælder også for København. Byen vokser med 8- 9.000 indbyggere om året, en stor del af Danmarks bruttonationalprodukt skabes i hovedstadsområdet, og konkurrencen fra de andre store nordeuropæiske byer trænger sig på.

Fra masterplan til strategi og fleksibilitet

Center for Byudvikling hører under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og tager sig af den overordnede planlægning af udviklingen i København. Det sker i tæt samarbejde med Center for Bydesign og andre centre i Teknik- og Miljøforvaltningen.

”Masterplanen som den plan, der definerer alt, var måske brugbar engang, men i dag kommer den til kort. Vi arbejder i højere grad med en strategisk tilgang, hvor der er opmærksomhed på dynamik og de aktører, der er involverede eller bliver berørt,” siger Anders Edstrand, der er cand.jur. og projektleder i Center for Byudvikling.

”Hvis vi ser på den nye planlægning omkring Nordhavn, ville man for 20 år siden sandsynligvis have udarbejdet en fysisk masterplan, hvor man havde lagt hele udviklingen fast for de næste 30-40 år. I dag handler det om at åbne processen, inddrage borgere, eksperter, erhvervsliv og hvad der ellers er af aktører, der skal til for at få processen sat i gang,” siger Claus Bjørn Billehøj, der er cand.scient. og teamleder i Center for Byudvikling.

Forankring og ejerskab

Både Anders Edstrand og Claus Bjørn Billehøj slår fast, at det er nødvendigt at inddrage alle aktører, der er eller vil blive involveret i planlægningen og anvendelsen af et område. Det er den eneste måde at skabe forankring og ejerskab til udviklingen på, når man snakker byplanlægning.

”Vi skal vide, hvad der er godt, og hvad der er skidt for de involverede, vi skal udarbejde forretningsmodeller, så investorer bliver tiltrukket og får lyst til at investere. Det er ikke nok, at vi siger, at vi vil bevare og anvende fx siloerne i Nordhavn til noget relevant, hvis der ikke er folk, der er villige til at investere i det. Sat lidt på spidsen ville man tidligere have nøjes med at sige, at siloerne skulle bevares uden at bekymre sig om, hvordan det eventuelt kunne lade sig gøre. Vi skal ind og være med til at udarbejde en forretningsplan, så siloerne også kan blive en god forretning og attraktive at investere i,” siger Claus Bjørn Billehøj.

”Vores opgave er ofte at forsøge at bøje de forskellige interesser mod hinanden, så målet opfyldes. Det er ikke altid let, for der er mange modsatrettede interesser på spil. Tag fx Nordhavn Station – at planlægge udviklingen af en station, der i fremtiden bliver et af de mest travle trafikknudepunkter i København, kræver et omfattende samarbejde med mange aktører med meget forskellige interesser. De forskellige interesser skal vi have til at finde sammen og samtidig tænke finansieringsmulighederne ind i det. Det er helt nødvendigt, for alle skal kunne se sig selv i det, hvis det skal blive en succes,” siger Anders Edstrand.

Krav til en byplanlægger i dag

I Center for Byudvikling er der ansat cirka 70 medarbejdere, hvoraf de 60 er djøfere med forskellige faglige kompetencer. Det virker måske for en udenforstående umiddelbart overraskende, at det ikke er arkitekter og ingeniører, der dominerer billedet. Men i takt med kompleksiteten i byplanlægningen er der opstået behov for andre kompetencer.

”De udfordringer, byplanlægningen stiller i dag, kræver medarbejdere med en bred vifte af faglige kvalifikationer. Vi skal kunne udarbejde den rigtige analyse af problemstillingen, og vi skal finde den rigtige metode for at få projektet i mål. Byplanlægning i dag er et miks af mange forskellige indsatser og mange forskellige faggrupper,” siger Claus Bjørn Billehøj.

Måske er det en fordom, men man forbinder ofte djøfere med traditionelle faglige dyder som kontrol, styring, mål og sætte i system. Det forekommer umiddelbart ikke at være de dyder, der er mest efterspurgt i byplanlægning i dag, hvor proces, inddragelse og fleksibilitet er kodeordene.

Både Claus Bjørn Billehøj og Anders Edstrand trækker på smilebåndet.

”I forhold til det traditionelle billede af en djøfer adskiller vi os nok. Vi måler og styrer ikke, vi udvikler. Vi har selvfølgelig nogle mål, vi går efter, men det område, vi arbejder med, kan ikke lægges fast i en forudbestemt plan. Vi skal huske på, at Center for Byudvikling ikke har kontrol over eller forhåndsviden om andre aktørers adfærd. Derfor skal vi hele tiden have fleksibiliteten med ind i billedet og være parat til at ændre og justere efter behovene,” siger Claus Bjørn Billehøj.

Det bekræftes af Anne Skovbro, direktør i Økonomiforvaltningen, som understreger: ”Proceskompetencerne er en vigtig del af den medarbejderprofil, vi går efter. Det betyder ikke nødvendigvis, at det altid er djøfere, der kan løse opgaven. Det kan ingeniører og arkitekter også, men der er måske ikke så mange af dem, der har procestilgangen.”

”Den strategiske tilgang, som præger byplanlægningen i dag, er en måde at få hul på den kompleksitet, der præger en moderne storby som København. Skal der skabes udvikling, kan vi ikke bare tvinge planlægningen ned over byen og dens beboere, investorer og andre aktører. De skal med i løsningen, hvis det skal give mening,” slutter Anders Edstrand.