Rettens dør må ikke lukkes

Efteråret 2007, Bredgade i midten af København. Få hundrede meter fra Amalienborg placerer snigskytter sig på strategisk udvalgte steder, mens politiet afspærrer hele området.

Sorte biler begynder at passere gadens nummer 59 med få minutters mellemrum. I en af dem sidder en 33-årig mand: kronvidnet i en retssag mod fire formodede terrorister i den såkaldte Vollsmosecelle.

Optrinnet ved Østre Landsret hører til de mest dramatiske i nyere dansk retshistorie, men på et kontor ikke så langt derfra, i Københavns Byret på Nytorv, fortæller retspræsident Søren Axelsen, at der sagtens kan opstå større sikkerhedsmæssige udfordringer for en dansk domstol.

”Fx hvis en Al Qaeda-leder pågribes i Kastrup,” konstaterer han.

Den situation må man indtil videre tænke sig til, men dette tankeeksperiment er en af Søren Axelsens opgaver - som overhoved i landets mest travle retsinstans, hvis ansvarsområde også dækker lufthavnen. For kommer den dag, vil en dansk domstol for første gang skulle håndtere sikkerhedsniveau 3, som er det højeste, man opererer med.

”I en så højt profileret terrorsag ville dele af byen formentlig skulle spærres af. Det er utroligt komplekst for os. Vi bor et sted, hvor der kommer mange mennesker forbi hele tiden. At spærre Nytorv af ville være skrækkeligt og samtidig kræve uforholdsmæssigt mange ressourcer. Derfor har vi foreslået, at man opretter to særlige retssale, der ikke ligger så tæt på Strøget,” fortæller Søren Axelsen fra sofaen i sit højloftede kontor.

Den erfarne dommer deltog i fjor i en arbejdsgruppe i Justitsministeriet, som i juni 2010 anbefalede at etablere to retssale til højrisikosager i henholdsvis Aalborg og Glostrup. Forslaget indgår formelt i forhandlingerne om domstolenes økonomi senere i år, men Søren Axelsen anser de to retssale som en åbenbar prioritet, der sandsynligvis bliver til noget.

I en anden af de store terrorsager – den såkaldte Glasvejssag – blev retsmøderne da også placeret i Glostrup, selvom Københavns Politi havde efterforsket sagen. Dengang blev hele området omkring retsbygningen afspærret af flere snese politibetjente. Tilsvarende med trapperne i bygningen. Alle blev sluset ind gennem en enkelt elevator, og når de trådte ud, bød en metaldetektor dem velkommen i retten.

Åbenhed skaber tillid

Metaldetektorer er heldigvis et særsyn i danske retsbygninger, konstaterer Søren Axelsen – der derudover ikke ønsker at tale om de sikkerhedsmæssige tiltag, Københavns Byret har måttet iværksætte de senere år.

”Vores held er, at politiet kan gøre mange ting overordentligt diskret,” som han siger.

Han vil til gengæld meget gerne tale om det større formål, som de særligt sikrede retssale kunne tjene, og som i højeste grad ligger Søren Axelsen på sinde: de danske retssales imødekommenhed.

Når en gæst i dag træder ind i C.F. Hansens 204 år gamle retsbygning på Nytorv, møder han eller hun hverken metaldetektorer eller vagtfolk. Har man ikke brug for hjælp fra informationsskranken, kan man følge den pædagogiske skiltning direkte op til kompleksets 32 retslokaler.

”Der er meget få lande i verden, hvor det foregår sådan. I lande som Sverige og Tyskland hører den slags åbenhed i dag fortiden til,” konstaterer Søren Axelsen.

I 2001 blev en svensk anklager angrebet med en kniv i retten i Umeå, og på den anden side af Øresund er sikkerheden siden blevet opstrammet i takt med forråelsen i de kriminelle miljøer. I Danmark står vi over for et lignende pres, mener retspræsidenten.

”Skyderi i gaderne, som vi har set i det sidste år, var på ingen måde hverdagskost, da jeg blev dommer i 1993. Tilsvarende med de store narkokomplekser og terrorsagerne. Vi oplever en ny brutalitet. Det siger sig selv, at man også i den type sager skal kunne komme sikkert i retten som vidne, ellers hører alt op.”

Derfor forsøger Købenavns Byret hele tiden at styrke sikkerheden omkring retssagerne – men at gøre det med diskrete tiltag. Søren Axelsen vil for enhver pris undgå, at retsbygningen kommer til at fremstå som en fæstning – med den mistro, bevæbnede vagter og sikkerhedssluser uundgåeligt signalerer.

”Mange borgere kommer måske kun i retten en enkelt gang i deres liv. Den ene oplevelse skal være værdig. Folk har måske sovet dårligt i dagevis, de har været nervøse over at skulle i retten, deres tankevirksomhed har måske ikke handlet om andet. Hvis folk på dagen bliver mødt af bevæbnede vagter, går noget af tilliden tabt.”

En god oplevelse

Danske retssale er som sagt stadig umådeligt åbne i et europæisk perspektiv, og ifølge Søren Axelsen er åbenheden sandsynligvis en medvirkende årsag til, at de også er populære sammenlignet med andre lande. I Domstolsstyrelsens seneste brugertilfredshedsundersøgelse fra 2009 angav blot fem procent af dem, der havde været i direkte kontakt med retssystemet, at deres oplevelse havde været utilfredsstillende. Gruppen inkluderede selvsagt en stor gruppe, for hvem selve dommen havde haft uønsket udfald. Tallene vækker en vis stolthed hos Søren Axelsen.

”Tilliden til domstolene er helt utrolig vigtig for demokratiet, men det er vel at mærke noget, vi hele tiden skal arbejde for. Engang var befolkningen per definition autoritetstro, når de mødte offentlige myndigheder, men sådan er det ikke mere. Vores opgave er derfor at sørge for, at det er en værdig oplevelse hver eneste gang.”

Selvom tilfredshedsniveauet ifølge undersøgelsen generelt er højt, faldt andelen af tilfredse fra 90 til 78 procent i forhold til undersøgelsen fire år tidligere.

”Vi er jo ikke så autoritetstro, som vi tidligere har været,” som Søren Axelsen konstaterer.

Derfor skal retssystemet generelt være på stikkerne, tilføjer han. Københavns Byret arbejder hele tiden på at forbedre serviceniveauet – helt ned i mindste detalje. Skiltningen bliver løbende forbedret, retslokalerne indeholder ikke længere støvede arkivreoler, og for tiden fokuserer dommerne på deres sprog.

”Jeg vil gerne have, at dommerne begynder med at forklare, hvad der skal foregå under retsmødet. Det behøver ikke tage mere end halvandet minut, men for de tilstedeværende kan det virke stærkt beroligende.”

Byrettens dommere forsøger derfor også i stigende grad at give parterne ordet, også når deres synspunkter ikke har nogen juridisk værdi, forklarer Søren Axelsen. Selve det, at man har fået lov til at fremføre sit synspunkt, er ofte afgørende for, at folk føler sig godt behandlet – selv hvis dommen går dem imod.

Den målsætning er blevet sværere at leve op til. Det skyldes blandt andet, at danskere med udenlandsk baggrund fylder stadig mere i kriminalitetsstatistikkerne – i den senest offentliggjorte statistik fra Københavns Dommervagt gjaldt det to ud af tre. Blandt dem er mennesker, som ikke tillægger retten samme autoritet som etnisk danske kriminelle og deres pårørende.

”Vi skal ikke være blinde for, at der i Danmark bor grupper af folk, der har deres baggrund i lande, hvor der ikke er spor grund til at have tillid til hverken militæret, politiet eller domstolene. Hvis man er sådan opdraget, er der intet mærkeligt i, at man nærer en betydelig skepsis også i det nye land, man bor i,” siger Søren Axelsen.