Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod vækst. Jeg har ikke noget imod, at man prøver at gøre ting smartere og bedre. Og jeg har heller ikke noget imod, at man diskuterer, hvordan man skal gøre det. Men jeg er på det seneste begyndt at få knopper, når politikere og andre meningsdannere diskuterer vækst i medierne.
Diskussionerne handler desværre mest om, hvordan vi på kort sigt kan få et løft i produktionen frem for reel langsigtet vækst, der skabes af, at vi bliver dygtigere år for år. Dernæst undrer det mig også, hvorfor de lige pludselig alle sammen går så meget op i vækst.
Før finanskrisen var vækst ikke noget, man diskuterede. Om det var, fordi man anså det for at være uinteressant eller som noget, der kom af sig selv, ved jeg ikke. I dag er vækst det første ord, der kommer ud af en politikers mund, uanset om man spørger til højre, venstre eller midt for. Er jeg den eneste, der undrer mig over dette skift? Det er ikke, fordi jeg vil have os tilbage i en forestilling om, at vækst kommer af sig selv. For det gør den ikke. Men jeg synes, at vækst alene er et fattigt mål.
’Danmark skal i 2020 være blandt de ti rigeste lande i verden målt på BNP pr. indbygger,’ er statsministerens første (og vigtigste?) mål for Danmark. Man skal ikke være et matematisk geni for at gennemskue, at hvis dette mål skal opfyldes, så kræver det vækst. Men hvorfor er der ikke noget mål om, at vi skal være de lykkeligste? Det kan godt være, at jeg er umoderne, men jeg vil hellere være lykkelig end rig. Og korrelationen mellem lykke og rigdom har i en række studier vist sig at være meget begrænset. Men okay. Jeg skal jo ikke diktere, hvad Lars Løkke Rasmussens mål for Danmark skal være. Problemet er bare, at der ikke er nogen, der opstiller et alternativ.
Thomas Nyvang
Stud.oecon., Aarhus Universitet
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER