I djøfbladet 08, 2011 anvender to V-folketingskandidater en artikel fra nr. 05 ”Keynes stadig med i toppen” til at fremhæve regeringens fortræffeligheder og oppositionens elendigheder. Men når netop Keynes inddrages og dermed finanspolitikken er i fokus, burde det ikke forbigås, at den nuværende regering i højkonjunkturårene 2006-07, hvor dansk økonomi var mere end overophedet, førte en historisk uansvarlig og ekspansiv finanspolitik. Det er nemlig ikke muligt at opdrive et tilfælde i den periode, hvor finanspolitikken retvisende har kunnet måles, hvor der er ført en så uansvarlig finanpolitik/konjunkturpolitik som i disse år. Det er i sammenhæng hermed nærmest komisk, at de to folketingskandidater kun kan mande sig op til, at ”økonomien var tæt på en overophedning” i disse år. Selv finansministeriets økonomer har nu i tilknytning til baggrundsrapporten for 2020-planen for første gang indrømmet, at dansk økonomi var overophedet, og at finanspolitikken i høj grad medvirkede hertil!
Denne fejltagelse bliver bestemt ikke bedre af, at de såkaldte økonomiske vismænd, mens dansk økonomi var mest overophedet i 2006, i deres juni rapport konkluderede, at en finanspolitisk stramning ikke engang skulle diskuteres! Et større fejlskud er vanskeligt at opdrive.
Hermed være ikke sagt, at oppositionen vil føre en ansvarlig finanspolitik, men det bliver svært at overgå den nuværende regering i uansvarlighed.
Dernæst nogle kommentarer til artiklen fra nr. 05, hvor den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke på førstepladsen overgår Keynes på andenpladsen blandt de økonomier, der har haft størst indflydelse i det seneste årti i henhold til The Economist. Personligt finder jeg det ret så mærkværdigt, at centralbankchefer næsten altid hyldes, mens de er ved magten. Først efter deres afgang kommer de kritiske røster rigtigt frem. Det er næppe muligt at finde et mere markant tilfælde heraf end for den tidligere amerikanske centralbankchef Alan Greenspan. I rapporten Financial Crisis Inquiry Report, der blev udsendt i januar 2011 af en af kongressen nedsat kommission til undersøgelse af årsagerne til finanskrisen, er der med en række citater vist, hvor afgørende og katastrofal Greenspan’s virke var for finanskrisens opståen og konsekvenser. Trods dette blev Greenspan hyldet gang på gang, mens han var centralbankchef.
Problemet er, at dette tilsyneladende er ved at gentage sig i relation til Ben Bernanke, jf. artiklen fra nr. 05. Personligt finder jeg, at han bærer et stort medansvar for, at finanskrisen blev så dyb, og at de økonomiske konsekvenser bliver så store. Det var en oplagt fejl, at han tillod at lade Lehman Brothers gå konkurs i september 2008. En hovedlære for 1930’ernes store krise var nemlig, at en større finansiel institution ikke måtte få lov at gå konkurs, idet dette ville have alt for store dominoeffekter.
Den netop citerede kongresrapport styrker bestemt ikke tiltroen til Bernanke. For det første har han skiftet vurdering, idet han oprindeligt lod forstå, at markederne var forberedt på Lehman Brothers konkurs, hvorfor han ikke forventede de helt store negative konsekvenser. Men dette synspunkt har han udskiftet, hvad han blev tvunget til at indrømme overfor kongreskommissionen. Men ikke nok hermed. Han har også efter dette påstået, at den amerikanske centralbank ikke havde beføjelser til at undgå, at Lehman Brothers gik konkurs. Også dette er lodret forkert, som det fremgår meget tydeligt af kongresrapporten.
Jeg vil på igen måde afvise, at Ben Bernanke udførte et godt job, da han efterfølgende medvirkede til at inddæmme den finanskrise, som han selv havde medvirket til at skabe – også i sin tid i centralbanken før han blev dens øverste chef.
Christen Sørensen
professor Syddansk Universitet Odense og fhv. overvismand
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER