Pyhrrussejr for ligestillingen

Forskellige samtaler fra den 8. marts har bidt sig fast i min hukommelse. Tag bare den mandlige toperhvervsleder, der blot trak på skuldrene, da jeg spurgte, hvad han syntes om at indføre kvoter i bestyrelser: ”Jamen, så udvider vi da bare bestyrelsen og sætter et par kvinder ind. Det ændrer jo ikke noget. Dét, der er behov for, er det lange seje træk hele vejen op igennem organisationen.” Eller tag den fremadstræbende kvinde på politiskolen, der stirrede målløst på mig, da jeg spurgte, om hun gik ind for mentorprogrammer for kvindelige ledere. ”Jeg ønsker altså ikke nogen særbehandling pga. mit køn.” For slet ikke at tale om de kvinder, jeg mødte i forsvaret. ”Når vi er i Afghanistan, skal vi altså slæbe den samme rygsæk uanset køn. Så kan du ikke skrue ned for alt det fokus på køn.”

Nu kan det jo godt være, at den slags samtaler slet ikke gør indtryk på Djøfs formand Finn Borch Andersen, der i et indlæg her i bladet opfordrer mig til at komme ind i ”kampen”. Men det gør de altså på mig. Tilsvarende har det også gjort indtryk, at den norske kvotemodel, helt i tråd med min erhvervsmand fra den 8. marts, ikke har ført til, at der er kommet flere kvinder på ledelsesgangen, og at flere virksomheder har valgt at lade sig omregistrere. Og rent bortset fra det: Hvad svarer Djøf egentlig de mange dygtige kvinder, der findes i medlemskredsen, når de ligesom min samtalepartner i politiet og forsvaret mildest talt frabeder sig den slags særbehandling?

Så, nej Finn Borch Andersen! Uanset, at du opfatter det som for slapt, så vil jeg i mit virke som ligestillingsminister ikke forfalde til fristelsen at vinde en pyhrrussejr for ligestillingen ved at indføre kvoter. Jeg vil derimod fortsætte med at fokusere på det lange seje træk – lige fra at ruske op i det kønsopdelte arbejdsmarked til at motivere virksomheder til at sætte sig nogle konkrete mål for mangfoldigheden. For rent bortset fra, at kvinder også skal ville ledelse, så er jeg helt enig med dig i, at det danske samfund stadig ikke får det fulde udbytte af den ledelsesmæssige talentmasse. Skal vi opnå bedre resultater, kræver det imidlertid, at vi får både mænd og kvinder til at engagere sig i dagsordenen. Det er præcist derfor, jeg den 8. marts bl.a nedsatte et Mandepanel – og ikke fordi jeg mener, at vi er færdige med ligestillingen for kvinder, som du ellers behændigt forsøger at skyde mig i skoen. Én ting er, at man er uenige om redskaberne i ligestillingsdebatten; noget andet er at karrikere hinandens synspunkter. Men OK, det kan naturligvis også udløse en pyhrrussejr – denne gang på blot på debatfronten.