Direktør: Måltal er uetiske og afskyelige

Måltal eller KPI’er (Key Performance Indicator, red.) er kun af det onde, mener Mogens Nørgaard, direktør og medstifter af IT-virksomheden Miracle A/S. De får virksomhedsledelser til at betragte medarbejdere som en standardiseret resurse, der bare kan erstattes af noget andet – en umenneskelig måde at betragte mennesker på, mener han.

Måltal fører til en perverteret opførsel hos medarbejdere og ledere, og får dem til at gå på kompromis med etikken er hans påstand.

Du kalder måltal afskyelige og forkastelige og siger, at de giver en perverteret adfærd! Men hvorfor den aversion mod måltal - hvorfor så stærke ord?

”Fordi det er sandheden. Jeg har prøvet alle fjollerierne omkring måltal gennem de ti år, jeg var ansat i Oracle – både at blive udsat for dem, men også at svindle med dem, så vi chefer kunne få vores bonus hvert år. Et år afhang vores mål fx af kundetilfredshed, og hvis de spørgeskemaer, vi sendte ud, kom retur og var for negative, tog vi dem fra med den begrundelse, at ’han brokker sig jo altid’ – det samme gjorde vi med medarbejderne, hvis det var medarbejdertilfredshed, vi blev målt på.”

Og her er det, Mogens Nørgaard mener, at etikken og moralen forsvinder i det øjeblik, måltallene kommer ind.

”Når der er en overflod af den slags måltal, så lægger folk deres moralske og etiske kompas fra sig. Og det giver udslag i en meget trist adfærd.”

Og det gælder fra bund til top – måltal gør noget ikke særlig klædeligt ved folk, mener Mogens Nørgaard. Og effekten af måltal slår hårdest igennem jo højere oppe i systemet, de bliver brugt.

”Jo mere måltal bruges på personniveau og jo højere oppe i hierarkiet, jo større skade gør de. Oppe på toppen ser jeg det gang på gang med de der høje tynde administrerende direktører, der løber halvmaraton og sejler havkajak. De får nogle mål af bestyrelsen, og så når de sgu deres mål. Det er jo derfor, at bankdirektører kan få ganske pæne bonusser, mens verden brænder. Eller at en god djøfer som DSB-direketøren, der havde et mål om, at et vist antal passagerer skulle køre med S-tog, indførte gratis S-tog om søndagen, fordi målet var ved at skride på et tidspunkt.”

Der er vel nogen mennesker, der bare trives bedst med mål – som elsker at vide lige nøjagtig, hvad de skal nå – hvad med dem?

”Dem bør man ikke ansætte! Men det kommer da bag på mig, at der næsten altid er et stort pres fra medarbejdere for at få mindre frihed. Men det handler jo om, at de fra andre virksomhedskulturer med måltal er vant til, at der hele tiden er mulighed for at pege et andet sted hen og sige: ’Jamen, det skyldes dumme måltal, urimelige kunder eller svigtende marked.”

Når du ikke vil bruge måltal, hvad arbejder de ansatte i Miracle så efter?

”Jeg er en stor tilhænger af at lade folk arbejde i fred. At lade dem være samme sted og blive dygtige i stedet for hele tiden at fise rundt hvert andet-tredje år og være udygtige generalister, som mange djøfere er. Når vi får folk ind fra de der corporate deathcamps - og det inkluderer i øvrigt alle offentlige institutioner - så er de vant til, at der hele tiden er styring på, hvad de skal, og hvornår de skal det og hvor tit, de skal det. Det betyder, at de er stort set uanvendelige til almindeligt menneskeligt og ordentligt arbejde overfor kunder.”

Hvad gør de galt?

”De ringer hele tiden til kunden eller lader være med at gøre noget. Og man kan da også sagtens piske folk til at presse nogle printerpatroner ned i halsen på nogle kunder ved at love noget ekstra chokolade og køre en succesrig butik på dét. Og man kan sagtens få den adfærd, hvor man slikker opad og sparker nedad ved at have en helvedes masse måltal på folk. Og jeg tror også, de fleste vænner sig til det uden at blive stressede af det.”

Men hvad er der så galt med det, når det giver overskud, folk vænner sig til det, og de bliver ikke stressede?

”Ud fra et eksistentialistisk synspunkt er der det galt med det, at når man har nået et mål, hvad er der så på den anden side af det – et nyt mål, der er 20 procent højere. Og det, mener jeg, rent eksistentialistisk er tomhed. Der er selvfølgelig også det galt med det, at det altid går ud over kunderne. Det kan man se meget stærkt eksemplificeret i alle led i det offentlige nu. At der er så mange mål og så mange regler og så meget kontrol og registreringssystemer, at man ikke mere kan tænke på kunderne. Det giver perverteret adfærd overfor kunderne, som egentlig er dem, der finansierer showet. Og det giver passive folk, som vi vel ikke er interesseret i. Jeg synes, vi er ved at ende i en god Østeuropa ting.

Møder du ofte andre ledere og virksomhedsejere, der ligesom dig har et meget anstrengt forhold til måltal?

”Morten Wagner (dating.dk) og Morten Lund (ZYB og Nyhedsavisen) og sådanne bavianer kan jeg som regel blive rørende enig med. Ellers er der langt mellem snapsene. Men enten er det foråret, jeg kan mærke, eller også er der et alment oprør i gang, selvom folk ikke er bevidste om det.”

Det er Mogens Nørgaards mening om måltal. Er du lodret uenig, eller er det også i tråd med dine erfaringer, så skriv en kommentar herunder. Mogens Nørgaard giver retursvar.