Sæt kunsten fri

”Der er ikke det projekt, som ikke er fedt her. Men der mangler overordnede strategiske mål.”

Det var det første, der sprang den 45-årige cand.oecon. Tjill Dreyer i øjnene, da hun i august 2010 skiftede fra jobbet som producent på Det Kongelige Teaters opera til sekretariatschef i DJBFA; foreningen, der blandt sine medlemmer tæller 1.300 komponister og sangskrivere.

”Bestyrelsen er 11 kunstnere, som alle tænker med hjertet og sjælen. Tidligere er projekter ofte kommet til verden, fordi en god ide opstod, ikke som led i en overordnet prioritering.”

Sammen med bestyrelsen har Tjill Dreyer udformet en overordnet strategi. På samme måde, som man gør det i enhver anden virksomhed.

”Min opgave har været at trække dem med op i helikopteren: Hvorfor er vi her, hvad vil vi, og hvad vil vi have ud af det? Og så viste det sig selvfølgelig, at projektet med de ældre og yngre kunstnere, der optræder sammen på netop denne festival, passer ind i strategien, som de selv har defineret oppe i helikopteren,” siger Tjill Dreyer og fortsætter:

”Det, der sker i DJBFA, tror jeg, er unikt i kulturbranchen: At en bestyrelse, som egentlig er født ud af græsrodsbevægelsen, lader sig og sin organisation professionalisere. Nu er de på vej ud af de alenlange gentagne diskussioner; den tid, de sparer, kan de bruge til noget andet. De kan bruge deres kunstneriske integritet på kulturpolitisk strategi. Til kunstens bedste. På den måde håber jeg, at min uddannelse i organisation, strategi og ledelse bruges til at frisætte kunsten.”

Hvad er glæden ved jobbet som leder af DJBFA?

”Mange af mine studiekammerater, der gik den slagne cand.oecon.-vej, er nu direktører for private virksomheder. De får udbetalt bonusser, der er højere end min årsløn. Men når jeg sidder til middagsselskaber sammen med dem, så føler jeg, det er mig, der har vundet! Jeg arbejder for de mennesker, der gør verden til et bedre sted at være. Og så kommer jeg ud og hører musik og mærker kunsten. Det er min bonus.”

Din sekretær er også aktivt udøvende professionel bassist. Hvad giver det af udfordringer?

”Hun er en skabende kunstner, og hun tænker ikke på, om dagsordenen er fuldstændig korrekt. Hun skal heller ikke tunes til at blive en direktionssekretær. Til gengæld er hun rigtig god til mennesker. Det første halve år har vi på sekretariatet – som også tæller en håndarbejdslærer, en økonom og en halv akademiker – haft mange snakke: Om personalet nu er glade for det, de laver? Der er blevet flyttet en del rundt. Folk skal lave det, de er gode til.”

Hvad hører du selv af musik?

”Jeg elsker opera, og lige nu hører jeg en gammel indspilning fra 1950, hvor Maria Callas synger Wagner. Hun har nogle teknikker, som gør, at hun fylder et rum ud – selv når du hører det i en 60 år gammel optagelse. Det er en fed indspilning. Det er operanørderi.”

Sammen med resten af Musikkens Hus er DJBFA optaget af kampen for ophavsretten. Hvorfor det?

”Ophavsretten er hele fundamentet for den skabende kunst. Det er der, kunstnerne får løn og anerkendelse for det, de laver. På en eller anden underlig måde er det, som om de, der skaber, hele tiden skal forsvare deres ret til at få penge for det, de har skabt.”

Hvordan kombinerer du lederjobbet med arbejdsrejser til Bruxelles og aftenkonferencer med børn?

”Jeg har tre børn på 25, 12 og ni. Jeg har og har altid haft en benhård prioritering i forhold til mine børn. De har også en far, der tager sig af dem. Hvis ikke de kan være sammen med ham, så er jeg ikke til det aftenmøde eller den konference.”