Offentlig og privat ledelse er adskilte verdener

19 dage. Så lang tid arbejde Finansministeriets nyudnævnte departementschef David Hellemann som partner i den private konsulentvirksomhed McKinsey&Company, inden han valgte at gå tilbage til det offentlige og jobbet som øverste administrative chef i den røde bygning på Slotsholmen.

19 dage lyder måske ikke af meget. Ikke desto mindre kan David Hellemann prale af at tilhøre en lille og meget eksklusiv gruppe af departementschefer, der rent faktisk har arbejdet i det private erhvervsliv. De to eneste andre departementschefer, der også har den erfaring, er Økonomi- og Erhvervsministeriets Michael Lunn, der var tre år i shippingbranchen før sin første fuldmægtigstilling, og Statsministeriets administrative topchef Christian Kettel Thomsen, der i sine unge dage tjente som skibskok og hovmester hos A.P. Møller.

Departementschefernes yderst begrænsede erfaringer fra det private erhvervsliv er ifølge den tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Michael Christiansen, der i dag blandt andet er formand for DRs bestyrelse, udtryk for, at privat og offentlig topledelse i dag er to adskilte verdener.

”For 20 år siden var der en formodning om, at det private og det offentlige ville komme til at ligne hinanden endnu mere, men det er ikke sket. Tværtimod er de ledelsesmæssige vilkår blevet endnu mere forskellige, og derfor er der næsten ingen udskiftning mellem det offentlige og det private,” siger han. 

I Michael Christiansens øjne er der heller ingen tvivl om, at det er yderst begrænset, hvad en offentlig topchef kan bruge erfaringer fra det private erhvervsliv til. 

”Du kan ikke lære noget som helst om, hvad det vil sige at være departementschef ved at være direktør i Novo Nordisk,” siger han.

Det private er jomfrueligt land

De offentlige topchefers yderst begrænsede erfaring fra det private erhvervsliv understreges også af en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af professor Jørgen Grønnegaard Christensen fra Aarhus Universitet.

I undersøgelsen har Jørgen Grønnegaard Christensen kigget nærmere på departements- og styrelseschefernes karriere i perioden 1950-2010. Af de 329 topchefer, der indgår i undersøgelsen, er det blot 15, der før deres udnævnelse har arbejdet i det private erhvervsliv. Og tilsvarende er det en meget lille procentdel af topcheferne, der forlader en toppost i det offentlige til fordel for en stilling i det private.

”Der er helt tydeligt tale om to vidt forskellige verdener. Det viser meget godt, at man skal have nogle ret specifikke kvalifikationer for at arbejde som topchef i både det private og det offentlige,” siger Jørgen Grønnegaard Christensen. 

Han tilføjer, at en topleder ansat i det private, uanset hvor dygtig han eller hun ellers måtte være, sandsynligvis vil få det meget svært i centraladministrationen.

 ”Har du ikke et grundigt kendskab til den offentlige sektor, og hvordan du agerer i en politisk organisation, så er du dømt til at tabe på forhånd,” siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Amerikanske topledere hopper

De danske erfaringer strider imod situationen i blandt andet USA. I begyndelsen af januar kom det eksempelvis frem, at William Daley, der siden 2004 har været administrerende direktør i finans- og forsikringsselskabet JPMorgan Chase & Co., havde sagt ja til posten som USAs præsident Barack Obamas nye stabschef i Det Hvide Hus. Jobskiftet medfører, at William Daley skifter en hyre på cirka 30 millioner kroner ud med en langt mindre løncheck på godt en million kroner årligt.

Når et lignende jobskifte næsten aldrig sker i Danmark, så skyldes det også, at man i Danmark har haft en række mindre heldige erfaringer med forsøget på at forene det private og det offentlige på lederplan, fortæller tidligere departementschef Michael Christiansen.

”Det starter helt tilbage i 1980’erne, hvor Poul Schlüter (K) gerne så, at det offentlige lærte af det private erhvervsliv. Udgangspunktet var, at man gerne ville effektivisere den offentlige sektor, og det kunne man vel lære af det private,” siger han.

Metoden var, at de offentlige ledere skulle tage bestyrelsesposter i private selskaber. Og omvendt så skulle flere af de offentlige virksomheder have repræsentanter fra det private i deres bestyrelser. I praksis havde politikerne imidlertid svært ved at acceptere, at topembedsmændene også indtog en rolle i det private erhvervsliv. Og de private ledere manglede simpelthen kompetencerne til at lede de offentlige virksomheder, fortæller Michael Christiansen.

”Det var alt sammen meget godt tænkt. Og både i det private og i det offentlige var der enighed om, at man kunne lære af hinanden. Det lod sig bare ikke gøre i virkeligheden,” siger han. Resultatet blev i sidste ende, at det private og det offentlige på lederplan rykkede endnu længere fra hinanden. Og det lider man i vidt omfang stadig under, mener Michael Christiansen. 

Private og offentlige ledere kan lære af hinanden

Formanden for Offentlige chefer i Djøf, Per Hansen, oplever også, at der desværre er en meget lille erfaringsudveksling på tværs af det offentlige og det private. 

”Det gælder om at få det blødt op, så der kommer en mere sund udveksling af medarbejdere og ideer. De erfaringer, man gør sig i den ene sektor, kan man have brug for i den anden,” siger Per Hansen og fortsætter:

”Det offentlige kunne med fordel lære noget af det private erhvervslivs ekstreme fokusering på resultatsiden, mens det private kunne lære noget om, hvordan man agerer i en kompleks verden, hvor det ikke er klart defineret, hvad der er succes.”

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der skal gøres, hvis det private og det offentlige skal nærme sig hinanden.

Per Hansen mener, at vejen frem blandt andet er at skabe en større grad af lighed mellem de private og de offentlige lederstillinger, når det handler om løn og kontraktvilkår. ”I de kommende ti til 20 år vil rigtig mange offentlige ledere gå på pension. Derfor er det helt afgørende, at lønningerne til de offentlige ledere ikke sakker alt for langt bagud. Men der må og skal også være andre ting ved de offentlige lederjob, der trækker,” siger han.

Tidligere departementschef Michael Christiansen er principielt også tilhænger af større trafik mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Han tvivler imidlertid på, at det lader sig gøre. 

”Forholdene er alt for forskellige til, at jeg tror på en større grad af udskiftning mellem de to sektorer,” siger han.

Samme holdning har professor Jørgen Grønnegaard Christensen. Han opfordrer til, at erfaringerne fra det private eller offentlige hentes tidligere i karrieren, hvor mange sandsynligvis også er mere motiverede for at bevæge sig på tværs af brancher og sektorer.