Afhopperne

Peter Blinkenberg skal nu gøre det stik modsatte af, hvad han har gjort i størstedelen af sin karriere. Den tidligere anklager skal forsvare en mand, som han lige så godt kunne have forsøgt at sende i fængsel, hvis ikke det var, fordi han for knap to år siden skiftede side og nedsatte sig som selvstændig forsvarsadvokat efter otte år i anklagemyndigheden hos blandt andet bagmandspolitiet.

Og han er ikke den eneste, der har prøvet at skifte side i retten. Mette Grith Stage var anklager i otte år og er nu forsvarsadvokat med base i Kolding.

”Nu ser jeg klarere, at nogle anklagere tager det for personligt. De optræder så indignerede, som om de er ofrets personlige talerør, og sådan var jeg muligvis også selv, men det er uklædeligt – en anklager skal være objektiv,” siger Mette Grith Stage, der ligesom Peter Blinkenberg sprang over på den anden side uden problemer.

”Jeg har det som en fisk i vandet. Som anklager er det nemt at pudse glorien, fordi man er på ofrenes side, men det appellerer mere til mig at være forsvarer. For det første har man jo en klient, som har rigtig meget på spil, for det andet skal forsvareren – ikke ligesom anklageren – være objektiv. Det betyder, at jeg kan engagere mig, og at mit fighterinstinkt vækkes. Ligesom klienten vil jeg gerne vinde sagen – det er en langt federe fornemmelse end at tabe.”

Anklagerens tricks

Claus Guldbrand er endnu en, der har prøvet at arbejde på begge sider af hegnet. Efter 15 år som anklager var han forsvarer i knap et år, men er nu tilbage i anklagemyndigheden som vicestatsadvokat i Statsadvokaturen for Fyn, Syd- og Sønderjylland. Han kunne ikke forlige sig med tanken om, at nogle af de tiltalte gik fri, selvom de burde have været dømt, hvis bare politi og anklagemyndighed havde gjort deres arbejde ordentligt. Det kolliderede frontalt med hans værdier, og derfor vendte han tilbage til sin gamle rolle.

”Jeg fandt ud af, at det betød utrolig meget for mig at repræsentere noget, jeg troede på. At være forsvarer holdt bare ikke i længden,” siger Claus Guldbrand.

Ikke desto mindre understreger han, at alle anklagere burde opleve tilværelsen på den anden side, for det var i den grad en øjenåbner. Blandt andet fordi han fik et andet syn på den udøvende myndighed – som et sted, hvor systemtænkningen kan have en tendens til at smitte af på arbejdet.

”Det føles som en selvfølgelighed at foretage efterforskningsmæssige indgreb, fx ransagninger, selvom det har store omkostninger for folk. Man ser det som et nødvendigt led i politiets og anklagemyndighedens arbejde og tænker måske ikke så meget på de mennesker, det handler om. Som forsvarer er man meget mere skeptisk over disse ting.”

Claus Guldbrand har stor forståelse for, at forsvarerne nogle gange ”skyder med løst krudt” – opgaven er bundet, og når vedkommende i nogle tilfælde ikke har et eneste godt argument at gøre godt med, så må man ty til dem, man nu har.

Mette Grith Stage kan nogle gange undre sig over, at politiet modarbejder forsvarerne ved fx enten at have undladt at have afhørt vidner eller inddrage beviser, som helt åbenbart kunne have tilført sagen oplysninger og have stillet spørgsmål ved tiltaltes skyld.

”Man kender modpartens tricks og kan se, når anklageren bluffer. Man ved, at det, på grund af ressourcemæssige hensyn, aldrig bliver til noget, når de fx vil rejse en sag ved et nævningeting eller anke en dom. Ofte ved man fra sin egen tid i systemet, at det aldrig vil lykkes at overtale den lokale anklager eller statsadvokaten,” siger hun.

Som i film

I de større sager bruger forsvarerne lang tid sammen med tiltalte – dels i retten, men også under sagens forberedelse, hvor de gennemgår alle sagens facetter for at finde det rigtige forsvar.

”Det er klart, at nogle tiltalte gør et større indtryk end andre, og i enkelte tilfælde kan jeg på et eller andet plan godt sætte mig i den tiltaltes sted. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg accepterer, at de har begået kriminalitet, men jeg tror, at langt de fleste tiltalte er bragt ud i en situation, hvor mange andre kunne finde på det samme. Det handler ofte om, at presset er blevet for stort,” siger Peter Blinkenberg, der udelukkende beskæftiger sig med strafferet – mest sager om økonomisk kriminalitet.

I begyndelsen var han mest nervøs for, om han kunne distancere sig tilstrækkeligt fra anklagerrollen og det, han havde arbejdet for i otte år.

”Jeg reflekterede meget over, om jeg som forsvarer ville komme til at savne ord i retten, men det har jeg ikke haft problemer med.”

Forsvarerens rolle er at sikre den tiltalte den bedste og mest rimelige behandling i retten, hvad enten den tiltalte ønsker frifindelse eller vælger at erkende.

”Jeg har heldigvis ikke haft problemer med at fremhæve netop de omstændigheder, som taler for den tiltaltes uskyld. En sag vil jo – næsten – altid kunne anskues fra mere end én vinkel. Og så er det jo anklagemyndighedens opgave at løfte bevisbyrden for den tiltaltes skyld. Det kan nogle gange være vanskeligt, men som forsvarer er det jo ikke op til mig at gøre anklagemyndigheden opmærksom på sagens beviser.”

Så det er rent faktisk som i filmene: En dygtig forsvarer kan redde forbryderen fra fængsel, selvom der findes fældende beviser. Peter Blinkenberg har med sin egen formulering fået frifundet dem, han skulle – uden tvivl fordi han har erfaring fra den modsatte side og ved, hvordan man tænker. Han kan se, hvor der er huller, og forudse, hvilke spørgsmål anklageren vil stille, og så må han have tre-fire modspørgsmål parat. Det er – medgiver han – lettere at så tvivl om noget end at bevise det, og bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden, der står for 80 procent af arbejdet i en straffesag. Anklageren forbereder sagen, udarbejder anklageskrift, forelægger sagen i retten og er også den, der begynder afhøringerne. Man har talt med vidner og vurderet, at her har man en vindersag.

Så er det umiddelbart lettere at være forsvarer, selvom anklagemyndigheden er langt forud, når forsvareren får leveret ti meter ringbind og skal stride sig gennem bilag efter bilag for at stable et godt forsvar på benene. 

I retten udfolder spillet mellem forsvarer og anklager sig – et drama nogle gange, hvor anklageren fører sig frem med en styrke, der ofte ikke er belæg for. Fx ved at påstå, at en klient har valgt ikke at udtale sig til politiet, fordi han, hvis han åbnede munden, meget hurtigt ville komme i problemer. Men anklageren ved udmærket, at forsvareren ved, at ingen har pligt til at udtale sig til politiet.

”Men der kan sidde nogle domsmænd, der ikke kender til de regler, og som måske vil synes, at hvis man er uskyldig, så er det første, man vil gøre, at rense sig for mistanke og tale med politiet. Medmindre jeg har fuldt overblik over sagen – hvilket kræver, at jeg har haft sagens akter til gennemgang – råder jeg mine klienter til at vente med at udtale sig til politiet.”

Sure kolleger

De forhenværende anklagere møder i dag deres tidligere kolleger i retten. Og det var ikke alle kolleger, der ønskede dem held og lykke, da de annoncerede, at de ville skifte side. I Peter Blinkenbergs tilfælde blev enkelte direkte sure og syntes, at han var en femte kolonne, mens andre havde tænkt på at gøre det samme.

”I de år, jeg var anklager, fik jeg virkelig dømt mange mennesker til mange år i fængsel, men på et eller andet tidspunkt kommer det til dig – det kom i hvert fald til mig: Man spørger sig selv, om det nytter noget, og om straffen er for hård. Man ser familiefaren, der sidder i retten og græder. Manden har begået en forbrydelse, og nu er jeg med til at give ham det sidste skub ud over kanten,” slutter Peter Blinkenberg.