De fede år er helt forbi

De fede år er helt forbi, fastslår arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, som i 25 år har fulgt og analyseret ok-runderne. De har opstillet to scenarier for ok-11 (se faos.dk): En minimalstrategi, hvor der ved ok-11 gives så lidt som muligt i håb om, at man så kan få et markant bedre resultat om to år. Og en velfærdsstrategi, hvor man får nogle nye velfærdselementer, som i første omgang ikke koster så meget, men som siden kan udbygges. De to forskere tror på minimalscenariet.

Siden har statsministeren så sendt efterlønnen til tælling, og valgtrommerne er gået i gang.

Begge dele styrker B-siden, fordi efterlønsdebatten gør B-sidens krav om en tryghedspakke endnu mere aktuelt, og fordi en regering typisk ikke vil lægge sig alt for meget ud med samtlige offentlige ansatte lige før et valg – og da slet ikke, når den lige har dødsdømt efterlønnen. Men Due og Madsen tror stadig på minimalscenariet.

Eller mere præcist: En minimalstrategi med fokus på tryghed.

Tryghed vinder over løn

Problemet er, at B-siden skylder penge. De markante lønstigninger ved ok-08 har vist sig at være dyrekøbte. Kort efter fik vi finanskrise, så lønnen i det private gik i stå, og de offentlige lønninger pludselig steg mere end de private. Derfor skylder B-siden på forhånd arbejdsgiverne 1,23 procent i kommunerne og 1,24 procent i regionerne og måske helt op over 1,5 procent i staten på den såkaldte reguleringsordning. Det er aldrig set før.

”Så det første er, at gælden skal betales tilbage,” siger Jørgen Steen Madsen.

Derfor får A-sidens store ønske om, at mere af rammen skal ud som lokalløn svære ben at gå på. For hos B-siden gælder det om at få så meget som muligt af den magre ramme ud som generelle lønstigninger, der kommer alle til gode.

”For at gøre reallønstabet så lille som muligt. Vi taler ikke engang om en fastholdelse af reallønnen, men om en minimering af dét reallønstab, som jo er helt sikkert det første år, og som næppe kan indhentes det andet år, hvis det bliver en toårig periode. Så noget stort gennembrud for arbejdsgiverne på lokallønnen er svært at tro på,” siger han.

Til gengæld fremstår B-sidens krav om tryghed – seniorordninger, efter- og videreuddannelse, jobrotation, øget arbejdsmiljøsatsning etc. – endnu klarere i lyset af efterlønsdebatten.

”Prioriteringen er vendt på hovedet hos de menige sosu'er og sygeplejersker. Sidste gang var det løn. Nu ligger tryghed øverst og løn helt i bunden. Man er klar over, at det koster, at man fik så meget sidste gang, nu hvor verden har ændret sig.”

Vi får heller ikke gentaget sidste rundes interne krig mellem varme og kolde hænder om lønkagen. Sidste gang gik FOA og Dansk Sygeplejeråd solo i konflikt for at få noget ekstra. Nu er deres strejkekasse tom. Og vi har haft ikke bare en finanskrise siden, men også en Lønkommission, hvis tal ikke blev den håndsrækning til dem, som de havde håbet.

Jørgen Steen Madsen vil ikke dømme striden afblæst. Men hvis nogle af de varme hænder får særlige forbedringer, bliver de yderst marginale.

Næppe nyt AC-lønsystem denne gang

En anden alvorlig sag fra sidste gang bliver til gengæld ikke glemt: Kravet om, at den tvungne tilbagetrækningsalder for bl.a. politifolk skal hæves. Det var lige ved at få forhandlingerne til at bryde sammen bag de lukkede døre sidste gang, så det blev sendt til hjørne.

Denne gang vil arbejdsgiverne formentlig igennem med noget. Her kommer efterlønsdebatten dem til hjælp. For når andre gruppers tilbagetrækningsvilkår forringes, øges argumentet for, at også statstjenestemænds vilkår skal forringes.

Og så er der specielt for djøferne: Personalestyrelsens direktør, Lisbeth Lollike, har meldt ud, at hun meget gerne vil have et helt nyt AC-lønsystem, som er helt og aldeles lokalt aftalt.

”Igen, den slags koster, og der er ingen penge. Så jeg tvivler. Men man kan forestille sig, at parterne får nedsat et udvalg, som så skal bane vejen for nogle beslutninger om to år. Eller måske nogle forsøgsordninger,” siger Jørgen Steen Madsen.