Leve livrenterne!

Men er livrenter både uigennemskuelige og dyre? Ingen tvivl om uigennemskueligheden. Sammenlignet med et rent opsparingsprodukt som kapitalpension er en livrente unægteligt meget mere kompliceret. Livrenter er jo nemlig ikke bare opsparinger, men samtidig også forsikringsprodukter. Og endda meget komplicerede forsikringer. Hvor præmien på en brandforsikring stort set afhænger af sandsynligheden for brand i huset til næste år, så skal livrenterne estimere dødstidspunkterne for en mere eller mindre homogen gruppe af forsikringstagere 50 år frem i tiden.

Samtidig skal investeringerne ikke bare give maksimalt afkast, de skal også afstemmes med hensættelserne til de pensionskunder, der har tegnet livrenterne. Så livrenter er indviklede. Ikke bare for kunderne, men også for bankfolk, der jo er eksperter i opsparing og investering, men ikke nødvendigvis forsikring. På toppen af det hele har alle udbydere af livrenter deres egen version og terminologi, så sammenligninger kun er for livrentenørder.

Er livrenter så også dyre? Det er straks sværere at svare på. For i forhold til hvad? I flere artikler sammenlignes livrenter med opsparingsprodukter som kapital- og ratepensioner eller sågar simpel afbetaling på gammel gæld. Det giver bare ingen mening alene af den grund, at livrenternes helt centrale forsikringselement slet ikke findes i fx ratepensioner og kapitalpensioner. Men de tjener også to forskellige formål: En livrente er en forsikring mod at blive gammel. Eller lidt mere præcist: Den kompenserer dig for de omkostninger, du har, hvis du lever længere end gennemsnittet. Hvis du vidste, hvornår du døde, var livrenter overflødige. Et opsparingsprodukt ville være nok. Men vi ved ikke, hvor længe vi lever, og i stedet for at spare op til den længst tænkelige levetid, tilbyder livrenteproduktet en forsikringsløsning.

Derfor bør en livrente være grundstammen i enhver pensionsordning. Folkepensionen er en livrente (tænk, hvis den ikke var!), og alle arbejdsmarkedspensioner har livrenten som det helt centrale element. Sådan burde det også være for individuelle ordninger. Men – alting kan blive for dyrt. Og så er vi tilbage ved advarslerne. Som faktisk kan have noget på sig alligevel.

For hvornår er en vare for dyr? Det er den, hvis den kunne være produceret billigere og/eller udbyderen tjener ’for meget’ på den. Begge dele afhænger af konkurrencen. Og når al økonomisk teori og empiri tilsiger, at konkurrencen fungerer dårligt i markeder med få udbydere, uigennemskuelige, måske endda individualiserede produkter, og store omkostninger ved at skifte leverandør, så er der grund til vagtsomhed fra potentielle livrentekunders side. Det er nemlig en ret præcis karakteristik af situationen på det kommercielle livrentemarked.

Hvad kan man så gøre ved det? På kort sigt meget lidt, bortset fra at rigtig mange har muligheden for at købe sig livrenter i arbejdsmarkedspensionskasserne, som tilbyder livrenter af mindst samme kvalitet som de kommercielle selskaber og til klart lavere omkostninger. Hvis samfundet også vil have et velfungerende kommercielt marked, må arbejdet for øget transparens accelereres blandt andet med klare oplysninger om ejerforrentning, indførsel af fælles terminologi, etablering af referenceprodukter etc., ligesom Finanstilsynets arbejde med at begrænse omfordeling mellem kundegrupper bør fortsættes.