Hjælp dig selv - brug skyldfølelsen

Men illusionen er bristet, og det er gået op for os, at der er meget at lære om at lede sig selv, lyder det fra Sanina Kürstein, selvstændig konsulent og redaktør af en nyudkommet antologi om selvledelse i det moderne arbejdsliv.

”Selvledelse har ikke noget med personligheden at gøre, men er en kompetence, som skal læres ligesom andre faglige kompetencer. Har man problemer med det, er det ikke, fordi man er dum, doven eller ’forkert’, men fordi det er et vilkår i vidensarbejde,” siger hun.

Problemet i dag er, at vi ikke rigtigt tør italesætte det, og derfor bliver det tabu og henlagt til personligheden, privatsfæren og samtalen mellem medarbejder og chef.

Hvis vi derimod ser på det som en kompetence, der skal læres og trænes, får vi det afdramatiseret og kan bruge metoder og værktøjer til glæde for både den enkelte og organisationen.

Mærk kroppen – den har ret

Men hvilke værktøjer er der? Sanina Kürstein peger på én, som er lige ved hånden: kroppen.

”Vi er ikke skabt til at sidde foran en computer hele dagen og kun bruge hovedet, så for at holde koncentrationen frasorterer vi sansningen af tid, sted og krop. De fleste kender fx det med at rejse sig og opdage, at der pludselig er gået meget lang tid, og at vi har ondt i øjnene eller skulderen,” siger Sanina Kürstein.

Pointen er, at vi hurtigt misbruger vores evne til at presse os selv psykisk, når vi laver meget vidensarbejde, og stopklodsen – kroppen – har vi slået fra.

”Så hvis du vil vide, om du er kørt ud af en tangent, så slip hovedet og mærk kroppen. Og handl på det, du mærker,” siger Sanina Kürstein.

Konsekvensen er, at du fx indser, at du skal have noget sparring eller have din chef ind over. Eller at det er på tide, at du tager dig lidt af dig selv – fx går hjem og slipper arbejdet.

”Nogle gange skal fysisk restituering ligefrem trænes, fordi vi aflærer os evnen, hvis vi for mange gange overhører kroppen og hjernens behov for hvile,” fastslår  Sanina Kürstein.

Hvis skyldfølelsen kunne tale

Et andet redskab, der er lige ved hånden, er skyldfølelsen. Når vi bliver overtrætte eller kører os selv for hårdt, føler vi skyld. Det overhører vi som regel. Men skyldfølelsen kan bruges som et advarselssignal om psykisk overtræthed på samme måde som en fysisk smerte.

Hvis skyldfølelsen kunne tale, hvad siger den så?

”Den siger, at du ikke er dygtig til at planlægge, at du må levere noget mere, og at dét, du leverer, ikke er godt nok – og derfor må du arbejde noget mere og levere noget mere. Det er ikke nødvendigvis rigtigt. I stedet handler det igen om, at vi som vidensarbejdere er meget hurtige til at presse os selv psykisk.”

Det lyder ret privat, men Sanina Kürsteins pointe er, at vi skal turde italesætte disse ting på arbejdspladserne.

”Som medarbejder skal man fx have en klar fornemmelse af, hvor ens opgaver passer ind i forhold til det overordnede mål. Så har man lettere ved at vælge og prioritere sine arbejdsopgaver i dagligdagen,” fastslår Sanina Kürstein.

Bliver man så bedre til at lade være med at prøve at levere en Audi med ekstraudstyr hver gang, selvom der kun er tid til en Skoda?