Forskning om rygning er ikke junk-science

8.9.2010

af

Læserbrev af Charlotta Pisinger, læge ph.d. MPH.

Det undrer mig meget at djøfbladet bringer læserbreve som ’Flere underlødige presseklip’, af Carsten West (djøfbladet nr. 13, red.).

Ethvert veluddannet menneske ved, at der foreligger massiv international videnskabelig forskning der viser, at rygning er forbundet med stor helbredsfare. At påstå det modsatte, er som at påstå at jorden er flad.

En ryger dør i gennemsnit næsten ti år før en ikke-ryger. Dette er bl.a. blevet vist i én af de største videnskabelige undersøgelser - af meget høj kvalitet - hvor næsten 35.000 læger er blevet fulgt i over 50 år. Det kan næppe kaldes ’junk-science’.

Rygning er årsag til otte-ni ud af ti tilfælde af lungekræft og KOL (rygerlunger), og hvert tredje tilfælde af cancer (bl.a. i lunger, spiserør, bugspytkirtel, strube, mundhule, nyrer) samt hjertekarsygdom. Rygning påvirker hele kroppen og øger risikoen for impotens, grå stær, psoriasis, urin inkontinens, mavesår, skjoldbruskkirtelsygdom, knoglebrud, barnløshed, tab af tænder m.m.

En cigaret indeholder, udover giftige gasser som kulilte, over 40 kræftfremkaldende stoffer, og hver eneste cigaret skader. Der er ikke tale om en personlig ekstremistisk holdning – det er en kendsgerning. Rygning slår omkring 14.000 mennesker ihjel hvert år herhjemme. Til sammenligning dør lidt over 300 i trafikken.  Der er særdeles god grund til at være bekymret for sit helbred, hvis man ryger!

Også passiv rygning er bevist at være skadelig, selvom tobaksindustrien i årtier har forsøgt at mistænkeliggøre forskning der påviste dette. Ikke-rygere der udsættes for tobaksrøg har beviselig forhøjet risiko for at dø af en rygerelateret sygdom. Børn der udsættes for de toksiske stoffer i tobak pga. mors rygning i graviditeten har næsten dobbelt så stor risiko for at dø ved fødslen (født for tidligt/for små, foreliggende moderkage, moderkageløsning) og i det første leveår. Børn der udsættes for passiv røg i hjemmet er langt mere syge i deres barndom end børn der ikke udsættes for røg, og skaderne er varige. Dette er bl.a. blevet vist i en stor svensk undersøgelse af 11-årige børn. En skanning af deres blodkar viste, at jo højere nedbrydningsprodukt af nikotin børnene havde i blodet, desto lavere var blodgennemstrømningen i deres blodkar (tidlige tegn på åreforkalkning).

At jeg ofte fremhæver Californien som forbillede skyldes, at det dér er lykkes at nedbringe rygeprævalensen til omkring 9%, mod 21% i Danmark. Dette har betydet, at man har haft et massivt fald i rygerelaterede dødsfald, i forhold til resten af USA. Over 30.000 færre er døde af hjertesygdom og over 10.000 færre er døde af lungekræft. Angst æder ikke nødvendigvis sjæle op. Det kan få fornuftige mennesker til at tage fornuftige valg, og holde op med at ryge.

De personlige angreb er grebet ud af den blå luft. Man skulle næsten tro at Carsten West (CW) har fået penge af tobaksindustrien for at skrive læserbrevet.

Som CW måske ved, så kan man i Danmark ikke købe sig til akademiske grader i kiosken. Videnskabelig forskningskarriere er heller ikke noget man får forærende; det er bestemt ikke nemt at få sine resultater publiceret i anerkendte internationale tidsskrifter, hvor alt vurderes meget kritisk af flere eksperter på området. Jeg udtaler mig ikke om ting jeg ikke ved noget om.

Der er sjovt nok fundet sammenhæng mellem sure opstød og rygning - mon ikke CW’s egen rygestatus er forklaring nok på hans læserbrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet