Danmark bagud i adgangen til offentlige data

22.9.2010

af

I USA er adgang til data en måde at udvikle de offentlige ydelser og samfundets velfærd på. I Danmark er vi meget mere restriktive, når det kommer til at dele ud af det offentliges viden. Det er gammeldags og udemokratisk, mener forsker.

På sin første dag i Det Hvide Hus skrev Barack Obama under på Memorandum of Transparency and Open Government – et initiativ, der skal sikre åbenhed om statens dispositioner blandt andet ved at gøre offentlige data tilgængelige digitalt. Han ansatte i samme hug indiskfødte Vivek Kundra som Chief Information Officer (CIO) med ansvar for at sikre, at informationerne rent faktisk bliver lagt ud, og at det sker i rå form uden nogen form for politisk tolkning eller spin.

Transparens og tilgængelighed giver ikke bare mening i et demokratisk perspektiv, hvor borgerne har krav på at kende til statens gøren og laden. Det giver også nye muligheder for udvikling af de offentlige ydelser. Det konstaterer professor på Harvard Business School Robert D. Austin, der er i gang med at studere konsekvenserne af det amerikanske initiativ.

Sammenlignet med USA er Danmark ret restriktiv med at videregive offentlige informationer. Det er uansvarligt i et demokratisk perspektiv, mener professor i socialvidenskab Peter Dahler-Larsen.

Åbenhed fører til besparelser

Et konkret eksempel på, hvad man har fået ud af at offentliggøre data i USA, er inden for kriminalforsorgen. Ved at frigive kriminalitetsstatistikker dag for dag og koble de begåede forbrydelser med GPS-informationer har man fået et overblik over, hvor kriminaliteten finder sted. Dermed er man i stand til mere effektivt at forebygge nogle former for kriminalitet. Andre eksempler er offentliggørelsen af indkøbsmønstre hos departementer, der har ført til besparelser og udvikling af leverandørkæder, fortæller Robert D. Austin.

Grænsen for åbenhed omkring statens informationer går ved privatlivets fred eller rigets sikkerhed.

Det samme gælder sådan set i Danmark, men her har vi bare ingen national CIO eller lov om transparens. Der er lavet et udkast til en offentlighedslov, som lægger op til lidt større indsigt i offentlige registre, men en egentlig adgang til offentlige databaser og registre bliver reelt styret af det enkelte ministerium eller den enkelte styrelses velvilje.

Frederik Siegumfeldt, jurist i IT- og Telestyrelsen forklarer, at danske myndigheder som udgangspunkt ikke er forpligtede til at udlevere oplysninger.

”Myndighederne er i et vist omfang forpligtet til at give aktindsigt, men der er forskel på det og på at stille data til rådighed. For mange offentlige institutioner er den samfundsmæssige værdi af at stille data til rådighed dog ikke særlig tydelig. Man ser måske kun det praktiske besvær og risikoen for at gøre noget forkert,” siger specialkonsulent Frederik Siegumfeldt, der også peger på et andet problem, nemlig spørgsmålet om betaling for at etablere adgang til offentlige data.

”Myndighederne må normalt ikke tjene på at give adgang til oplysninger, men eventuelle forbundne udgifter kan myndighederne kræve refunderet af den virksomhed, som ønsker adgang. Og det kan i sig selv være en stor udskrivning for en virksomhed,” siger Frederik Siegumfeldt, der understreger, at oplysningerne i databaserne kan have stor samfundsmæssig værdi fx inden for nye miljøservices.

IT- og Telestyrelsen arbejder da også fra sit hjørne af statsadministrationen for at gøre flere offentlige myndigheder bevidste om perspektiverne i at sætte data fri – blandt andet har styrelsen afviklet en konkurrence om at udvikle nye services ud fra offentlige data.

Danske myndigheder er træge

Men det er langt fra nok, hvis man spørger Rasmus Bech Hansen, indehaver af bloggen ’Grib nettet’ og partner i konsulentfirmaet Kontrapunkt Online. Han kalder myndighedernes indstilling for træg og uklar.

”Danske politikere mangler forståelse for mulighederne. Frie data er ikke bare en demokratisk værdi, men også et administrativt værktøj. Det er et oplagt redskab til at gennemføre nogle typer af politik eller nå mål, man ellers ikke kunne nå,” siger Rasmus Bech Hansen og nævner fødevarehygiejne i restauranter som eksempel:

”Det var meget svært at implementere fødevaresikkerhed, indtil man begyndte at offentliggøre smileys. Så skete der noget.”

Også folkesundheden ville kunne forbedres, mener Rasmus Bech Hansen, hvis man fx offentliggjorde klager over praktiserende læger – som patienterne har fået medhold i. Og ikke mindst uddannelsessektoren.

”Man har gjort lidt, men der er masser af data, man sagtens kunne offentliggøre. Fx omkring videreuddannelse: Hvem søger ind, hvilket lønniveau får de færdige kandidater, hvor mange arbejdsløse er der, hvad er karaktergennemsnittet og udgiftsniveauet på uddannelserne? Der er mange datasæt, der ville være relevante i forhold til, hvilken uddannelse man skal vælge. Tager man kun et datasæt, er det kun det, det handler om. Jo mere data, man frigiver, jo bedre. I dag oplever jeg ingen steder, hvor der er offensive skridt,” siger Rasmus Bech Hansen.

Borgerne skal lære at tolke data

Men kan der være gode grunde til at holde data tilbage? Netop inden for uddannelsesområdet har der længe været voldsomme diskussioner om, hvorvidt man skulle offentliggøre resultaterne af de nationale tests. Diskussionen er blandt andet gået på, at offentliggørelse af testresultater og karakterer for enkelte skoler kunne starte en negativ spiral for de skoler, der klarer sig dårligt – også selvom de er renset for social baggrund. Hvis det fx kun er de ressourcestærke forældre, der handler på de offentliggjorte informationer, kan det føre til, at de systematisk tager deres børn ud af de dårligste skoler og flytter dem over i de skoler, der klarer sig bedst. På den måde kan der opstå en øget polarisering af folkeskolen.

Omfanget af disse utilsigtede negative virkninger er endnu ikke undersøgt, men det er en væsentlig pointe, at der følger en markedsgørelse af offentlige ydelser med frigivelsen af offentlige data. Kan det ikke være grund nok til at holde lidt igen?

Nej, mener Peter Dahler-Larsen, ph.d. og professor i socialvidenskab på SDU. Markedsgørelsen er kun en af mange vinkler på den digitale tidsalder.

”Selvom du flytter dit barn til en god skole, har det konsekvenser for dig, hvis din nabos børn fortsætter i den dårlige, fordi I begge er en del af samfundet. Og det er skidt for os alle, hvis der er 20 procent, der ikke går i skole eller får en dårlig uddannelse. Vi har en god og rig demokratisk tradition, og den skal vi tænke sammen med den eksplosive udvikling på informationsområdet,” Peter Dahler-Larsen.

Det, der er forskellen fra tidligere tider, er, at alle i dag reelt kan lave og offentliggøre statistik, understreger Peter Dahler-Larsen. Enhver forælder kan lave en brugerundersøgelse i skolen eller børnehaven og publicere den på nettet. Forbyder det offentlige de halvgode data, risikerer man, at andre sælger de halvdårlige.

”Det er en fejlagtig norm, at kun det valide bør offentliggøres. Normer er forskellige, opfattelse af fx skolekvalitet er forskellig. Nogle gange kommer en definition af kvalitetsbegrebet først, andre gange kommer tallene først,” siger Peter Dahler-Larsen og sammenligner et forbud mod at offentliggøre karakterer med at offentliggøre opinionsundersøgelser op til et valg.

”Det er uacceptabelt i et demokratisk perspektiv. I stedet for at holde på data skal vi uddanne folk bedre til at tolke data. Vi skal skabe kritiske forbrugere og borgere. Dumme undersøgelser resulterer i dårlige resultater og endnu dummere overskrifter. Det skal vi bekæmpe med en oplyst og tænksom offentlighed,” slutter Peter Dahler-Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet