Tillid skaber god økonomi

11.8.2010

af

Foto: Rainer Jensen/Polfoto

Foto: Rainer Jensen/Polfoto

Hvorfor er bønderne i Nepal bedre til at lave effektive vandingsanlæg end de store internationale virksomheder? Den første kvindelige modtager af Nobelprisen i økonomi giver svaret – og så er hun ikke engang økonom.

Det gav genlyd blandt verdens førende økonomer, da årets Nobelpris i økonomi tilfaldt Elinor Ostrom fra Indiana University, Bloomington, USA. Ikke fordi hun er den første kvinde nogensinde, der modtager prisen, men fordi hun ikke er økonom. Elinor Ostrom er ph.d. i statskundskab, og blandt mange økonomer var hun forinden et helt ukendt navn.

”Økonomer vil hade, at prisen i økonomi går til Elinor Ostrom endnu mere, end republikanerne hadede, at fredsprisen gik til præsident Obama,” skrev den ene af forfatterne til bestselleren ’Freakonomics’, økonomen Steven D. Levitt fra The University of Chicago, i dagene efter offentliggørelsen.

”Økonomer ser helst, at denne pris tilfalder økonomer,” fastslog han.

Det foregående års vinder af prisen, økonomen Paul Krugman, kaldte imidlertid valget af Elinor Ostrom og landsmanden Oliver E. Williamson, som hun delte prisen med, for fuldt fortjent. Også Stanford-økonomen Paul Romer, der selv er blevet nævnt som en mulig kandidat til nobelprisen i økonomi, bakkede priskomiteen op. På sin blog skrev han, at hvis økonomkolleger er utilfredse, siger det mere om dem end om prismodtageren.

Fællesskaber og tillid

76-årige Elinor Ostrom fik Nobelprisen for sine årelange arbejder inden for fælles naturressourcer, common-pool resources. Det er ressourcer, som flere har adgang til, og hvor den enkeltes udnyttelse kan begrænse de øvrige brugeres udbytte, fx udnyttelse af drikkevand, skovbrug og fiskeri.

Ifølge den klassiske teori er det en dårlig ide at overlade den slags til folk selv. Biologen Garrett Hardin beskrev i en artikel fra 1968, ’Fælledens tragedie’, hvordan bønder, der alle har adgang til at lade deres dyr græsse på et stykke jord, hver især er optaget af, at deres egne dyr får mest glæde af græsset. Dermed bliver engen overgræsset og værdiløs.

Det er for pessimistisk at antage, at mennesker kun agerer for kortsigtet fortjeneste, mener Elinor Ostrom. Hun fremhæver, at fællesskaber langt fra altid fører til tragedie. I mindre samfund skaber mennesker relationer, og de etablerer regler og overvågning. Det betyder ofte bedre udbytte, end hvis staten fastsætter regler fra centralt hold.

Det Svenske Videnskabsakademi gav Elinor Ostrom Nobelprisen, fordi hun har udfordret den konventionelle antagelse om, at fælles ejendom bliver dårligt forvaltet og enten bør privatiseres eller reguleres af en central myndighed. Hun har vist, at brugerne ofte udvikler raffinerede mekanismer for, hvordan der træffes beslutninger og selv fastsætter sanktioner. Og hun har beskrevet, hvad der skal til, for at brugerne opnår et højt udbytte, skriver akademiet i sin begrundelse.

”Vi mennesker vil gerne have simple svar, og derfor har vi også normalt opereret med to løsningsmodeller for denne situation: privatisering eller statslig indgriben. Men hvis du fx er fisker eller benytter et græsningsareal, så ved du, at det på længere sigt er en fordel for din familie, at du ikke driver rovdrift. Kan du tale med de andre brugere, finder I måske frem til nogle regler for udnyttelsen, der passer til de lokale vilkår, og I organiserer jer sådan, at I også håndhæver reglerne,” siger Elinor Ostrom.

Hendes forskning bygger på omfattende feltarbejde fra store dele af verden – og bærer præg af de mange rejser og af besøgende fra hele verden.

”Vi har blandt andet studeret 250 vandingsanlæg i Nepal. Det viste sig, at de anlæg, bønderne selv havde etableret, fungerede bedre, end de anlæg, der var udført af udefrakommende firmaer. De lokale anlæg betød ofte tre hold årlige afgrøder, mens to var det almindelige for de områder, der blev serviceret af de store virksomheders anlæg. Man havde brugt masser af penge, men havde ikke inddraget de lokale bønder, fordi man ikke mente, de kunne bidrage med noget. Bønderne arbejdede sammen og fik fremragende resultater, siger Elinor Ostrom.”

Hvordan ser du statens rolle?

”Jeg er ikke imod statslig indblanding. Vi har brug for institutioner, der skaber rammerne, for at folk kan påtage sig selvregulering. Hvis der fx opstår en konflikt, er der brug for et velfungerende retssystem på et højere niveau. Men jeg er imod et bureaukrati, der klarer alt for folk.”

Tillid er afgørende

Da Elinor Ostrom i sin Nobel-forelæsning skulle koge sin livslange forskning ned til en håndfuld slides og et sprog, som andre end fagfolk også kunne forstå, fremhævede hun blandt andet tillid som noget meget vigtigt, når de fælles naturressourcer skal forvaltes:

”For kollektive handlinger antager vi et større udbytte, hvis alle bidrager. Men hvordan ved jeg, om du deltager, og om ham der og hende der deltager? Du må enten tro på, at de andre deltager, eller have en eller anden form for dyr overvågning og håndhævelse, der sikrer, at aftalerne bliver overholdt. Derfor er tillid helt afgørende for, hvor stort et udbytte fællesskabet opnår.”

Hvordan får man etableret den tillid?

”Der er ikke en enkelt rigtig måde at gøre det på. Hvis bønder fx deler et vandingsanlæg, så lærer de hinanden at kende. De laver nogle regler, fx en rotationsordning. Når anlægget overgår fra den ene til den anden, mødes de og har mulighed for fx at sige: ’Kan jeg få fem minutter mere’. I fællesskab udvikler de regler, der passer til den konkrete situation. Det handler om de relationer, der opstår, og om de regler vi laver for at regulere vores relationer. Det er folk ofte de bedste til selv at gøre,” siger Elinor Ostrom.

Store enheder ikke bedre end små

Mangfoldighed er et af omdrejningspunkterne for Elinor Ostroms forskning. Hun fremhæver igen og igen, at der ikke findes universalløsninger på reguleringsmæssige spørgsmål:

”Tilbage i 1960’erne blev komplekse systemer særligt inden for den offentlige forvaltning opfattet som kaotiske. Antallet af institutioner blev stærkt kritiseret, mens få interesserede sig for, om tingene overhovedet fungerede. Bare det faktum, at der var tale om mange enheder, blev opfattet som forfærdeligt. Typisk var dokumentationen for, at tingene ikke fungerede, blot et organisationsdiagram, der så kompliceret ud. Men fordi noget er kompliceret, behøver det ikke at være kaotisk. Vi gennemførte studier af politiets organisering i en række storbyområder, og ikke i et eneste tilfælde fandt vi, at en stor centraliseret politienhed var bedre til at servicere et lokalområde end mindre enheder. Senere så vi på forskellige former for service i 80 forskellige storbyområder. Her nåede vi frem til, at et miks af små og store enheder fungerede bedst. Et resultat, der betød, at vi kunne tilbagevisen teorien om, at enstrenget hierarki altid er at foretrække.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet