Studerende skal være mere handlekraftige

11.8.2010

af

Projekt Next Generation skal de næste fire år styrke studerendes kompetencer, viden og aktiviteter indenfor entreprenørskab. De skal turde være mere igangsættende og blive bedre til at skabe vækst.

Danmark mangler vækstvirksomheder, og dem, vi har, vokser langsommere end i andre lande. En af grundene er, at danskere generelt er mindre virkelystne i vores arbejdsliv, end man er i mange andre dele af verden. Vi er med andre ord ikke tilstrækkeligt entreprenante, og det skal projekt Next Generation gøre noget ved.

Projektet skal over de første tre år blandt andet samle et elitekorps af 18 undervisere, der skal være drivkraften bag en mere innovativ undervisningspædagogik og bedre undervisning i entreprenørskab.

”Når man almindeligvis underviser studerende i entreprenørskab i Danmark, handler det tit om at opstille et budget og lave en businessplan. Det er også vigtige ting at kunne som iværksætter, men det er ikke de kompetencer, vi har allermest brug for at styrke hos danske studerende i dag for at gøre dem mere entreprenante. Det handler kort og godt om, at de skal blive bedre til at handle på nye ideer og tage initiativet, når et nyt påhit opstår og altså med andre ord være mere foretagsomme,” siger Karina Rohtoff Svendsen, der er koordinator på projekt Next Generation, der retter sig mod studerende i Region Hovedstaden og bygger på et samarbejde mellem forskellige partnere, herunder CBS, DTU og Københavns Universitet, der konkret holder til på Copenhagen School of Entrepreneurship på CBS.

Praksis ind i undervisningen

Karina Rohtoff Svenden fortæller videre, at målet i sig selv ikke er at etablere nye deciderede entreprenørskabsfag på de tre uddannelsesinstitutioner, men at få mere entreprenørskabsånd ind i de eksisterende, blandt andet ved at trække flere praksiselementer ind i undervisningen.

”Det kan fx være, at man giver de studerende 48 timer til konkret at tage handling på en ide, de har, og måske ringe til myndigheder, mulige kunder eller samarbejdspartnere. Ganske enkelt for at lære dem at turde tage de første afgørende skridt,” siger Karina Rohtoff Svendsen og understreger, at målet ikke kun er at skabe flere selvstændige iværksættere, men også at udvikle en større virketrang for de studerende, der kommer til at sidde i faste jobs i virksomheder og organisationer – dem man kalder intraprenører i stedet for entreprenører.

”Vækst skabes ikke kun fra selvstændige entreprenører, men også fra innovative medarbejdere ansat i almindelige eksisterende virksomheder. Men det kræver, at de tør forfølge de nye ideer, de får på en arbejdsplads. Derfor handler det også om at udvide studerendes opfattelse af, hvad de kan med deres uddannelser, og at man som fastansat jurist eksempelvis godt kan være entreprenant alligevel. Men man skal turde, og det skal vi lære dem,” slutter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet