Den åbenmundede bureaukrat

Ham den mørke, som hedder Hosea, skal ikke til eksamen. Han skal hjem på sit rådhus igen. For han er direktøren for det hele - alle 7.000 ansatte i Sundhed & Omsorg.

Dét med at sende sig selv, syv chefer og rådmanden ud i praktik i marken samtidig og i en hel uge – for så rykker det noget bevidsthedsmæssigt – er en typisk Hosea Dutschke. Han har altid hovedet fuld af ideer om, hvordan man kan lave tingene om, så det bliver bedre, lyder det fra nuværende og tidligere kolleger, chefer og undersåtter.

”Han handler, og så ser han, hvad der sker, og så handler han på dét. Der er han lidt anderledes end så mange andre djøf-ledere, som er relativt omhyggelige med at minimere deres risici,” siger stadsdirektør Niels Højberg, der afviser, at han nogle gange bliver nervøs.

”Nej, for han tager altid selv ansvaret. Altid.”

Hjemme på direktørkontoret, som er et storkontor, er Dutschke også i sort t-shirt.

Nja, siger han, det er nu ikke helt rigtigt med Niels. Da de smed virksomhedsplanerne ud i Sundhed & Omsorg og i stedet fik trykt fire ledetråde på fem små papkort, var han vist lige ved at få dårlige nerver.

Ledetrådene (find dem på de5kort.dk kode 1111) er provokationer som ’Vi holder borgerne væk’ og ’Al magt til borgerne’, og papkortsættet er da også både blevet smidt i skraldespande og fisket op igen ude hos de fagprofessionelle.

”Vi fik debat og vist vejen for alle. En strategi for de næste fem år,” siger direktøren tilfreds. ”Og tanken med at give al magt til borgerne er jo, at så tager borgerne også mere ansvar for eget liv.”

Peg på mine blinde pletter

Hosea er en kaoscontainer, som får ti ideer om dagen, lyder det om ham. En humørspreder, fuld af fup – og alvor.

Så mange ideer om dagen kan ingen få ud at sejle. Så er det heldigt, at han ikke føler sig som den lille, når han ikke får ret, siger folk. Han får bare nogle nye ideer.

”Vi skal være nogen, som holder lidt fast i ankertovet, så ideerne ikke flyver for højt,” siger en af dem, som Dutschke af og til går tur med, FOA-fællestillidsrepræsentanten Britta Lund Sørensen. ’Kom Britta, nu går vi to en tur’, siger han, og så går de ud i det blå uden papir og blyant.

”Som leder skal du konstant sparke til bolledejen, være inspirator, gøre medarbejderne bedre og finde nye måder at gøre tingene på. De gode ideer opstår ikke af sig selv,” replicerer direktøren.

Magt korrumperer og mere magt korrumperer endnu mere, står der på en af hans powerpoints. Hver dag opdager man blinde pletter hos sig selv, hvor man gør noget, man ellers prædiker imod.

”Så åbn gabet. Sig det til mig, hvis jeg ikke selv har set en plet. Som topleder har du brug for, at andre tør holde et spejl op for dig. Gør plads til humoren.”

Dutschke er kendt for at have indført ’åbenhedspligt’ for alle 7.000 ansatte. Man skal sige, hvad man mener. Direktørens blog – direktoren.dk – er til fri mening og debat.

”Det, jeg slår på tromme for, er åbenhed som et organisationskulturelt fænomen, som emmer af mulighed, udvikling og ikke mindst respekt for hinanden.”

Åbenhed er heller ikke kun en åben mund, det er også et åbent sind, siger han.

”Åbenhed er et af de vigtigste drivmidler til fornyelse. Vi skal have en åben og offensiv debatkultur, hvor kritik, selvkritik og konstruktiv kritik fører til endnu bedre hjælp til borgerne.”

Embedsmænd skal blande sig

Topbureaukrater som ham selv har en særlig forpligtelse til at gabe op, for de har et særligt samfundsansvar. Derfor fandt han og nogle DJØF-kolleger i deres lidt yngre dage på Foreningen for Åbenmundede Bureaukrater, FÅB.

Vedtægterne består af tre punkter: Åbenhedspligten, samfundspligten og – loyalitetspligten. For tag ikke fejl, Dutschke er knivskarp på embedsmandsrollen som politikernes tjener.

”Men vi skal blande os meget mere i samfundsdebatten.”

Selv har han selvfølgelig altid blandet sig. Som en ven fra studietiden i Århus med byture og studenterpolitik, filosofiprofessor Vincent F. Hendricks – ham med ’Gal eller genial’ og ’Kontrovers’ på DR2 – illustrerer det:

”Da jeg forsvarede min ph.d. om matematik og filosofi, stillede en af opponenterne mig et spørgsmål. Hosea rejste sig op nede fra auditoriet og forklarede, hvorfor det var et dårligt spørgsmål. Han er ualmindelig godt begavet, men han burde faktisk ikke kunne udtale sig om matematik på dét niveau. Men det er typisk for ham. Hvis han ved noget, siger han det.”

Der er – for en offentlig direktør at være – mange hits på ham i avisdatabasen. Også en kronik i Politiken, hvor han foreslår en ’pårørendepligt’ for at råbe op om, at alle vi, der kan, i fremtiden skal tage os lidt mere af familiens svage, ældre.

”Der kom min rådmand nu efter mig et kort sekund,” smiler han.

Der er stadig liv i FÅB, selvom stifterne er steget i graderne. Da Odders kommunaldirektør – som er Dutschkes gamle chef, og som selv har fortalt det til djøfbladet – for nylig kom til at give sine chefer mundkurv på om en meget omtalt fyringsrunde, fik han en kærlig-ironisk fy-mail fra Dutschke på FÅB´s vegne.

Forskellen til en bananrepublik

Efternavnet er bekendt for dem, der har gået på uni sidst i 60´erne og 70´erne. Dutschke i Århus bærer på et stykke europæisk og personlig historie.

Vennen Pablo Llambias, rektor på Forfatterskolen, giver dette billede på det: I 1994, mens Hosea læste statskundskab, lavede de sammen filmen ’Nazismens børn’ om gamle, tyske østfront-veteraner.

”Vi kørte rundt dernede og interviewede de her ældre mænd. Hosea går jo ind i folk med træsko på, men når de fandt ud af, hvem han var, så skulle de lige studse en omgang. De kunne jo alle sammen huske hans far.”

For han er søn af den tyske studenterleder og sociolog Rudi Dutschke. Ham, der som 21-årig i 1961 var flygtet fra DDR. Ham, der blev skudt ned på åben gade i Vestberlin af en gal mand fra et højreradikalt miljø. Han blev ikke dræbt, men invalideret af et skud, der gik gennem hjernen.

Bürgerschreck nr. 1 kaldte Springer-pressen ham. Sidste år var det 30 år siden, han døde af eftervirkningerne af skuddene. I en af artiklerne i tysk presse i dén anledning fortæller en venstrefløjsiagttager fra dengang: ’Rudi talte til hjertet, ikke intellektet. Det var usædvanligt. Alle de andre talte teknokratisk, politisk og ideologisk’ (gengivet fra Peter Wivel i Politiken, red.).

I dét stykke synes sønnen at ligne faderen.

Som når han i medierne har kaldt sig selv ’bureaukrat for det smukke’ Fordi bureaukrati er at hjælpe demokratiet, det er en ære.

”Embedsmænd og bureaukrater er velfærdstatens grimme ælling. Vi er den skjulte svane, som alle er efter. Men vi bureaukrater udgør forskellen mellem en bananrepublik og en stærk velfærdsstat. Det er da smukt,” forklarer han og smiler.

Hosea var tre måneder, da hans far blev skudt ned. Han var tre år, da familien tog væk fra Tyskland og endte i Århus. Og knapt 12, da hans far døde af følgevirkningerne af skuddet i hovedet.

Han husker sin far som sej og kærlig og dybt engageret i politik i Tyskland. Hans fars død betød ansvar og pligter for Hosea, den ældste af tre, og snart stod han også på egne ben. Hans mor flyttede til Boston, men han ville ikke med. Han var blevet dansk. Han blev i sit gymnasium og lejligheden i Grønnegade, som blev en drenge- og studenterhybel med alt, hvad dertil hører.

I dag bor hans mor og lillebror i Berlin, som han føler som sin anden hjemby. Hans mor har en campingvogn ved Århus-bugten, hvor hun bor om sommeren.

Snuppet som nattevasker

En forårsmorgen sidste år på cyklen ind fra Risskov fik den åbenmundede direktør sig en overraskelse. På Ekstra Bladets spisesedler – tre styk inden rådhuset – blev han bekendt med den såkaldte nattevaskersag på et af hans egne plejehjem. Den havde han ikke hørt om før.

En lokal leder havde fået den ide at genoptage en gammel, men dengang stadig visse andre steder forekommende plejehjemskultur med, at nattevagter med god tid skulle vække demente ældre kl. 4 om morgenen og vaske dem. Det er effektivt, men ikke tilladt.

Sagen blev løst og lagt ned på en uge. Uden, fremhæver iagttagere, brug af den rutinemæssige reaktion: Flere regler og mere kontrol.

Nu kan man jo mene, at miseren – som et par ex-ansatte gik til avisen med – ifølge direktørens egen åbenhedsfilosofi vel burde være kommet frem ad de interne kanaler. Men der er ingen bad feelings mod nogen.

Som han sagde til Ekstra Bladet, som afsluttede slaget med et nydeligt portrætinterview med direktør Dutschke: ’Sådan noget må ikke ske. Derfor skal I da have stor ros for artiklerne. Jeg er meget mere til Bent Falberts bidske, undersøgende og hårdtslående journalistik end til pænhed, VL-grupper og selvsmageri’.

”Han udfordrer al bureaukrati,” lyder det fra sundheds- og omsorgschef Kristine Halvorsen, der er sygeplejerske og medlem af direktionen.

Lige nu har de bl.a. gang i et forsøg ’kontrolfri zone’ – sund fornuft som styrende princip på et udvalgt område.

”Ud fra devisen om, at en regel eller procedure er unødvendig, indtil det modsatte er bevist, forsøger vi at genetablere markarbejdernes tro på egen faglighed og tillid til, at systemer og målinger ikke er et moderne Stasi-redskab,” forklarer han.

”Målinger og dokumentation er ikke pr. definition et onde, men hvis vi ikke kan forklare og begrunde, skaber vi en forknyt offentlig sektor uden nytænkning og blottet for fantasi og lidenskab.”

Men igen: Tag ikke fejl. Hans chefer får at vide, at de er – chefer, ikke tillidsrepræsentanter. Budget og jura skal være benhårdt i orden. Er der rod dér, hvor er så den trygge ramme til at eksperimentere i?

”Jeg er vild med begge dele,” siger han, ”både kontrol og at slippe kontrol.”

Den indre djævel skal tøjles

Men hvad er så den største hindring for afbureaukratisering? Hos Dutschke får man ikke det kommunale standardsvar med, at det er regeringen, Christiansborg og mediernes enkeltsagsmølle.

”Det er ikke mindst én selv,” lyder hans svar. ”Jeg skal hele tiden holde min indre djævel i kort snor samtidig med, at jeg jo vil have styr på den her butik.”

Som topembedsmand i en ægte magistratskommune har man et frirum til at sætte dagsorden, hvis man ellers kan blive enig med sin rådmand. Så kan denne Dutschke egentlig fungere et mere stramt kørt sted, fx Slotsholmen?

”Ja, hvorfor ikke? Hos Bertel Haarder fx. Han tør da slå nogle slag i bolledejen. Og min kones job ligger jo alligevel i København nu,” svarer han tilbage.

Han snupper Bertel Haarder i farten, fordi han lige har været med til at forklare ministeren, hvordan kommunerne kan bidrage til at skabe det nære sundhedsvæsen i verdensklasse. Det optager ham, kan man høre.

”Det skal vi da gå aktivt ind i. Vi skal ikke bare stå med KL i spidsen og råbe på manna fra himlen. Det er sådan noget, jeg mener med vores samfundsansvar som embedsmænd.”

Du og jeg og den dårlige samvittighed

Plejehjem handler om at dø. I sidste ende. Dutschke har – ligesom den kendte plejehjemsleder Thyra fra Frederiksberg – spurgt sine ansatte, om de godt kunne tænke sig at dø på det plejehjem, de arbejder på.

Ja, det har jeg gjort mange gange, siger han. Svaret er som regel, at så syge håber de ikke, at de bliver, og at de allerhelst vil dø hjemme hos deres kære.

”Men hvis det ikke kan lade sig gøre, er jeg sikker på, at så vil langt de fleste se på deres kolleger og mene, at så er de i trygge hænder på plejehjemmet.”

”Men du og jeg bliver som pårørende nødt til at vågne op og tage ansvar og være der hos vores mor eller far. De professionelle gør deres allerbedste. Men det her handler om kærlighed og familie, hverken mere eller mindre. Jeg tror, de fleste skandaler opstår, fordi der er pårørende, der har dårlig samvittighed. Og så går de op i nullermænd og andre fysiske ting og ikke det psykiske.”

Eller som han sagde til en avis, da nattevaskersagen kørte:

’Vi arbejder med mennesker. Det giver mening, og intet er så givende som at hjælpe andre. Altruistisk omsorg burde være en borgerpligt – ikke mindst for journalister.’