Sønderborg minus CO2 = Global succes

9.6.2010

af

I Sønderborg putter man ikke med ambitionerne. Byen vil være verdens førende CO2-neutrale vækstsamfund. De første milepæle er sat.

Når man bor i Sønderborg, tænker man stort. Havnen skal peppes op af Guggenheim-arkitekten Frank Gehry, byen vil være europæisk kulturhovedstad i 2017, og så skal Sønderborg også være det førende CO2-neutrale vækstområde i Europa.   

Sidstnævnte vision er døbt ProjectZero. Opgaven er at forvandle Sønderborgs CO2-udslip, der i dag er på linje med resten af landets, til et stort rundt nul − senest i år 2029.

”Mange steder i verden arbejder man med tilsvarende ideer, men med udgangspunkt i en low carbon-tankegang – altså at minimere CO2-udslippet, ikke neutralisere det som her i Sønderborg, hvor vi er drevet af en worldclass-ambition,” fortæller Peter Rathje, direktør i ProjectZero − et offentlig-privat partnerskab, der finansieres af Sønderborg Kommune, Bitten og Mads Clausens Fond, Nordea-fonden samt SYD ENERGI og DONG.

Visionen om sønderjysk CO2-neutralitet skal virkeliggøres via tre overordnede platforme: Energieffektiviseringer, vedvarende energi samt etablering af et dynamisk energisystem, der skal indfase de nye CO2-fri energikilder mere effektivt.

Konkret skal der i fremtiden bygges energirigtige huse som det sønderjyske ZERO+hus − et fremtidshus, der selv producerer al den energi, som en familie på fem skal bruge. Det er endnu ikke rentabelt, men det bliver det, forsikrer Peter Rathje.

Sønderborg – en plads i solen

Den sønderjyske fjernvarme skal omlægges fra naturgas til vindenergi og geotermi, der også ved hjælp af varmepumper skal erstatte de mange oliefyr i landområderne. Der skal etableres centrale biogasanlæg, og områdets virksomheder kan sigte mod at blive et kvalitetsstemplet ZEROcompany ved at arbejde med vedvarende energiforsyning og energieffektivitet.

Det hele koordineres i ProjectZero-organisationen, som også skal skabe kontakt til forskere, praktikere, undervisnings- og forskningsinstitutioner i ind- og udland og ikke mindst til borgere, erhvervsliv og myndigheder i Sønderborg-området. Det hele er til for at give Sønderborg en plads i solen i fremtiden. Og Peter Rathje så gerne ideen om CO2-neutralitet bredt ud til flere dele af det danske samfund, fordi lav CO2-udledning i fremtiden bliver et afgørende globalt konkurrenceparameter. 

”Arbejdspladserne vil flytte derhen, hvor energien er billig og CO2-neutral. Det handler om, hvor tingene kommer til at ske i verden. Med ProjectZero arbejder vi på, at det blandt andet bliver her i Sønderborg,” siger Peter Rathje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar

Der kan forekomme forsinkelser på, at nye kommentarer bliver synlige på sitet. Vi arbejder på at løse problemet.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet