Embedsmand på 1. klasse?

9.6.2010

af

DJØF

DJØF

Kommentar.

I B.T. den 3. maj kunne man læse, at de ansatte i Klima- og Energiministeriet har rejst kloden rundt på 1. klasse i forsøget på at gøde jorden for en fornuftig klimaaftale ved COP15 i København. Forargelsen er stor hos B.T., som henviser til navngivne medarbejderes dyre rejser og voldsomme forbrug.

Medierne er naturligvis i deres gode ret til at rette den kritiske søger mod omkostninger forbundet med forberedelserne til klimatopmødet. Og alle skatteborgere har krav på en god forklaring på, hvordan det offentlige bruger de penge, som vi alle bidrager med. Hvorvidt forbruget forud for klimatopmødet var for højt, kan jeg ikke bedømme. Men jeg vil meget gerne opfordre til, at medierne retter fokus mod bolden i stedet for manden.

Er det for meget forlangt at overveje, om befolkningen har interesse i at kende navnene på medarbejdere, hvis største brøde er, at de har rejst på de flybilletter, som ministeriet har bestilt til dem og godkendt? Tja, det er det måske. B.T. skal jo sælge aviser og har formentlig en forestilling om, at det gøres bedst, hvis læserne kan sætte navn på de ifølge B.T. griske embedsmænd, som har plejet karrieren på 1. klasse. Glemt er det, at der er tale om medarbejdere, der samvittighedsfuldt har udført det arbejde, som deres arbejdsgiver har bedt dem om. Måske kan vi ikke forlange, at B.T. tænker på, at det er en uhørt høj og uretmæssig pris for den enkelte at betale at blive udråbt som overforbruger på skatteborgernes regning. Det ville dog klæde B.T., såvel som andre medier, at fokusere på det, offentligheden objektivt har interesse i.

Vi kan måske ikke forlange, at medierne skal tænke på de omkostninger, der er forbundet med at få sit navn nævnt i forbindelse med et forbrug, som man ikke selv har haft indflydelse på. Men vi kan bestemt tillade os at forvente, at arbejdsgiveren beskytter sine medarbejdere. Det burde ikke være en ublu forventning til en arbejdsgiver, at man vælger at gå i brechen for sine medarbejdere. Jeg havde den 3. maj en forventning om, at Klima- og Energiministeriet hurtigt ville tage ansvar for egne dispositioner og bede offentligheden rette skytset derhen, hvor ansvaret ligger. Min forventning blev ikke indfriet. Jeg mener, at en ledelsesopgave er forsømt her.

Da jeg læste artiklen den 3. maj, blev det endnu en gang klart for mig, at der i de senere år er opstået en praksis, hvor fokus ofte rettes mod den enkelte embedsmand frem for den eller de ansvarlige for området. Måske er dette et udtryk for et generelt behov for personificering hos både medier, politikere og offentligheden generelt. En ting er klart: Denne tendens kan have store omkostninger for den enkelte embedsmand. Spørgsmålet er dog også, om den ikke også har store omkostninger for samfundet, for hvad er det for et embedsværk, vi ønsker os? Er det et embedsværk, hvor alle kigger sig over skulderen og søger maksimal rygdækning? Eller er det et embedsværk, hvor medarbejderne trygt kan regne med arbejdsro, hvis de udfører deres arbejde med flid og dygtighed – og efter reglerne naturligvis?      

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet