Risiko for social uro

Filosoffen Ole Thyssen advarer om, at det kan komme til konflikt mellem overklasse og underklasse i Danmark på grund af den strukturelle krise. Indtægterne falder, mens udgifterne drives i vejret af velfærdskrav. Og politikerne?

Da regeringen for nylig fremlagde den såkaldte økonomiske konvergensplan, skete det med et optimistisk overlæg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) antydede, at det udmærket lader sig gøre at fremme velstand og velfærd på samme tid frem mod 2020. Og det til trods for at der skal spares over 30 milliarder kroner på de offentlige budgetter i de nærmeste fem år.

Ole Thyssen, dr.phil. og professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, er ikke så sikker. Som filosof træder han et skridt tilbage og forsøger at identificere brudflader i samfundsudviklingen. Og så finder han tegn på skrøbelighed.

Ole Thyssen advarer således om risikoen for social uro, fordi faldende indtægter og øgede udgifter i samfundet sætter krisen på spidsen.

”Danmark sidder i en strukturel fælde nu. Det kan enten føre til fælles besindelse - det er den smukke løsning – eller det kan – og det er der snarere risiko for – føre til øget konflikt ligesom i Grækenland. Folk vil ikke finde sig i, at noget, som de har opnået, bliver taget fra dem. Enhver velfærdsforbedring bliver øjeblikkeligt betragtet som en umistelig rettighed. Alle de, der rammes, spørger, hvorfor eliten skal gå fri,” siger Ole Thyssen, som er ekspert i systemteori og politisk filosofi.

Den 65-årige filosof har ikke glemt begreberne fra ungdomsårenes marxisme, men han har siden tilført sin tænkning borgerlig/liberale elementer.

En række eksplosionspunkter

Ole Thyssen opregner, hvad han kalder ”en kanonade af eksplosionspunkter”, der  truer nationen, og kaster ”økonomisk grus” i samfundsmaskineriet i disse år: Indtægterne er faldende, fordi en større andel af befolkningen bliver ældre, olie- og gas fra Nordsøen tørrer ud, og der foregår en affolkning af industri og landbrug. Servicejob bliver der også færre af.

Ole Thyssen rejser spørgsmålet om, hvorvidt folk inden for kreative erhverv kan holde Danmark oppe, for det er sådan, vi har indrettet os i øjeblikket.

”Men kan vi leve af at kommunikere med hinanden? Kan vi leve af at gøre noget kreativt for hinanden?” siger filosoffen og udstiller sin tvivl.

Sideløbende med faldende indtægter eksploderer udgifterne til sundhed, uddannelse og velfærd. Regeringen fritager i sin konvergensplan sundhedsområdet fra udgiftsstoppet, og det koster. Landbruget og finanssektoren, som i fede tider hylder markedsøkonomien og scorer en fortjeneste, tigger sig til kompensation fra staten.

Rettigheder og pligter

Begge søjler, som dansk politik hviler på – velstand og velfærd – begynder at forvitre. Overklassen går efter rigdom og får skattelettelser, underklassen forlanger velfærd. Folket vil noget forskelligt, og riget fattes penge.

Ole Thyssen påpeger, at mens næsten ingen anfægter, at velstanden er ulige fordelt, så betragtes det som et problem, hvis der ikke er adgang til velfærd for alle. Og hele tiden til mere af den.

Opfattelsen fremmer en ”endeløs kravsinflation”, og læger og beslægtede akademikere på velfærdsområdet er med til at presse på. De professionelle, som han døber dem, er ifølge Ole Thyssen ikke neutrale eksperter. De har deres karriere, deres og kollegernes fagområde at tilgodese.

”Udviklingen er drevet frem af en uhellig alliance af almindelige folk – campingfolket – som gerne vil have mere, og professionelle, som bedyrer, at de informerer, men som i realiteten gør reklame for deres fagområde. Man kan næsten ikke se tv-nyheder eller åbne en avis uden at høre om offentlige svigt,” siger han.

Konklusionen er hver gang et krav om at få tilført flere ressourcer, men spørgsmålet er, hvor langt solidariteten kan bære? Staten er ikke længere en ramme for loyalitet. En ramme, hvor alle er parat til at stille op og gøre noget, men også til at lide og påtage sig afsavn. Antallet af borgerlige pligter er stort set lig nul. Så hvornår kommer der en klassekonflikt?

”Hvor lang tid vil overklassen blive ved med at hjælpe en underklasse, som ganske ofte – sådan lyder melodien i hvert fald – af egen skyld er blevet nødlidende? Hvis folk ryger for meget, drikker for meget, fikser for meget og ikke kan finde ud af elementære ting som at stå op om morgenen, passe børnene og opdrage dem, hvornår siger overklassen så, at nok er nok?”

Og hvis det sker, så er det altså, at den nye underklasse, nemlig velfærdsklassen, kan true med social uro.

Muligt gennembrud

Hvilke muligheder byder sig til? Giver det mening at tale om social harmoni? Der bliver talt om økonomiske gennembrudsområder, som hidtil har været forsømt, heriblandt vedvarende energi og nanoteknologi. Ole Thyssen tvivler på, at Danmark og Europa bliver spydspids, fordi vi har en ”forkælet økonomi og en forkælet holdning”. Mange unge er for fine til at anstrenge sig, selvom det er det, der skal til, mener filosoffen. De er omklamret af forældreomsorg og offentlig velfærd.

Desuden bliver alle – og unge især – bombarderet med billeder af luksus. Der er pragtfulde mennesker, som i pragtfuldt tøj bevæger sig rundt i pragtfulde omgivelser.

”Vi forsøger at komme lidt nærmere på det. Lidt større, lidt bedre. Der indpodes en strukturel utilfredshed. Så parallelt med at nogle af de professionelle presser på for mere velfærd, og deres reklame peger på svigt, så har vi her rigdomsreklamen, som peger på luksus. Det driver os. I gamle dage var man taknemlig for al den ting, som Gud har gjort,” siger Ole Thyssen.

Langer ud efter djøfere

Ole Thyssen tvivler på, at den stedse mere udbredte managementkultur er med til at give dansk økonomi et løft:

”Kan vi skabe fremgang ved, at der eksempelvis er en stor gruppe af djøfere, som lever af at måle og veje og lægge planer, men hvor man får en fornemmelse af, at de malker arbejdsglæden ud af livet på plejepersonalet, universitetsansatte og alle mulige mennesker. De mener selv, at man kan styre sig igennem, uden at de nødvendigvis ved, hvad det handler om. Meningen er selvfølgelig, at der skal blive bedre og billigere og mere strømlinede produkter, men ofte ser man, at der opstår en masse irritation, bøvl og frustration. Man kan tvivle på, at det giver bonus.”

Så vidt det ”økonomiske grus”. Men der er også ”politisk grus” i samfundsmaskineriet.

Et fravær af statsmænd

Ole Thyssen er ikke overbevist om, at vi har de politikere, der er i stand til at håndtere de langsigtede problemer.

”Nu får vi at vide, at vi skal spare, men – skynder politikerne sig at tilføje – det kommer ikke til at gøre ondt,” siger han.

Politikerne er efter hans opfattelse bange for at støde vælgerne fra sig.

”Politikerne har ikke noget arvesølv. De er parat til at sælge ud af alt, hvis de fornemmer, at det er det, som folk vil,” siger han.

Ole Thyssen så gerne, at der var statsmænd blandt de danske politikere, der turde bruge det lange perspektiv og kunne kompensere for den manglende oplysning i befolkningen. I et demokrati blander det saglige spil om at løse problemer sig med det politiske spil om at komme til magten.

Han forklarer med henvisning til filosoffen Thomas Hobbes, at problemet med at lade folkestemningen styre er, at folk er nærsynede. De ser store ting som små – og små ting som store.

Men som den dialektiker Ole Thyssen er, ønsker han sig ikke statsmænd, hvis det sker på bekostning af demokratiet i Danmark. Han hylder princippet: Hvem der kan overbevise flest. Det er ikke perfekt, men alternativet ville være værre – fx oplyst enevælde. Hvem skulle den enevældige leder da være? spørger Ole Thyssen, som afslår at gå i front og vise vejen ud af landets dybe strukturelle krise. Han forklarer med Friedrich Engels’ ord, at hvis han præsenterede en utopi, ville det bare være fremskridtsmusik spillet på et barns trompet.

”Jeg forsøger at give et tidsperspektiv, som ikke handler om næste valg. At bidrage med den form for frigørelse, der ligger i ordene,” slutter han.