Eva Marianne Rosenbæk, 32 år, scient.pol. og Master of Arts in Peace and Conflict Studies. Har tidligere arbejdet i en fagforening og i en universitetsadministration. Har siden februar været ansat som forhandlingskonsulent hos Danske Fysioterapeuter.
Du sagde dit tidligere job op. Hvorfor det?
”Fordi det ikke var ideelt for mig. Og selvom jeg har gået ledig nogle måneder, har jeg brugt dem positivt til at finde ud af, hvad der gør mig glad for at komme på arbejde. Jeg har været til samtaler nogle steder, hvor jeg har tænkt: ’Okay, det er jo bare et job’. Men sådan tænker jeg ikke her, hvor jeg er nu.”
Hvordan fik du jobbet hos Danske Fysioterapeuter?
”Den gængse vej via en opslået stilling. Jeg har søgt mange job – primært opslåede, for jeg har fundet ud af, at mit netværk nok ikke er så DJØF-præget. Det har taget sin tid, men jeg har fået det job, jeg allerhelst ville have.”
Hvad er det, der gør jobbet ideelt?
”Den perfekte kombination af spændende faglige udfordringer og en enormt god stemning. Her er ingen nulfejlskultur, og det er en organisation, der i høj grad er båret på ideer. Når man får en ide, får man også lov til at løbe med den – og mister man pusten lidt, er der opbakning fra både kolleger og chef. Vi er et godt team – sammensat af både dem, der får ideerne, dem, der løber med bolden, og dem, der sørger for at få den i mål.”
Hvad laver du?
”Jeg udvikler, undersøger og finder de gode argumenter til vores politikere i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og i forhold til påvirkning af politikerne på Christiansborg. Og noget meget væsentligt for mig i mit job: Jeg synes, jeg gør en forskel både i den direkte rådgivning og i de projekter, jeg laver.”
Hvad er dine fremtidsplaner?
”Da jeg læste, drømte jeg om at blive generalsekretær i FN. Jeg ville ud at redde verden. Og en dag kunne et job hos FN i New York da også godt være et drømmejob – hvis altså jeg passer ind i kulturen, for det er det allervigtigste. Jeg er næsten gift med en sygeplejerske, som støtter mig i min karriere, og som også har udlængsel, så alt er muligt. Men det er opgaverne og arbejdskulturen, der er nummer et nu. Og man kan også være med til at redde verden i en fagforening. Jeg vil også gerne være leder på sigt, og lederdrømmene overtrumfer nok min udlængsel nu.”
Ledige stillinger