En visionær stifinder

Alle dårlige ledere burde efterlades alene, mener administrerende direktør Alfred Josefsen, der har vendt Irma fra en skrantende pige til en sprudlende karrierekvinde med stærke holdninger. Selv hylder han slagsange, balance og indiansk livsvisdom.

Der var mørkt den nat i Rold Skov. Og stille. Kun lyden af et fly af og til og en gren, der knækkede under et dyr. Alfred Josefsen sad på sit liggeunderlag og stirrede ind i et træ. Aldrig havde hans tanker været så klare. Så fokuserede.

På det tidspunkt havde han siddet i Irmas direktørstol i to år. Den skrantende Irma-pige havde rejst sig fra sygesengen og var blevet en karrierekvinde med stærke holdninger til økologi, kvalitet og kundeservice. Og underskuddet, der var på 49 millioner kroner, før Alfred Josefsen trådte til, var blevet til overskud.

Alfred Josefsen havde formuleret sin egen mission: ”Alfred, red Irma!” og siden knoklet 20 timer i døgnet for at genskabe selvtilliden og konkurrencedygtigheden i organisationen. Da ledelsen i FDB, som på det tidspunkt ejede virksomheden, ville sende ham og resten af lederstaben på lederkursus hos grundlæggeren af den såkaldte stifinderuddannelse Lasse Zäll – et tre-ugers forløb, som omfattede turen til Rold Skov – var hans prompte reaktion:

”Det har jeg ikke tid til!”

Inden kursets første dag besluttede han dog alligevel at få det bedste ud af det − når han nu skulle være der.

Kurset skulle vise sig at få stor betydning for Alfred Josefsen. Professionelt og personligt. Lasse Zäll blev siden hans personlige coach, og i dag kalder Alfred Josefsen sig for ’leder, direktør, stifinder’, fordi han lever i balance, tager udgangspunkt i sine egne ressourcer og lytter til sig selv. Som den septembernat ved træet:

”Jeg så alting på en anden måde. Silhuetterne, skyggerne i skoven ændrede sig. Jeg har aldrig oplevet et lignende klarsyn. Jeg så mit liv på den lange bane. Hvad jeg er her for. Hvad jeg vil skabe karrieremæssigt, og hvad jeg vil være for mine børn. Jeg fik en fornemmelse af retning. Af hvordan jeg skal sætte holdbare spor.”

Masser af hilsner Alfred

Alfred Josefsen sidder tilbagelænet i sin stol på sit kontor på Korsdalsvej i Rødovre. Udenfor går virksomhedens langhornede får og græsser. Inde er der kaffe på bordet. Og chokolade. På trods af at direktøren lider af diabetes 1 – den ikke livsstilsrelaterede sukkersyge. Han har venlige blå øjne bag de brune hornbriller, er i mørk jakke, vissengrøn skjorte og rødt mønstret slips – en farvekombination, der virker, som om den bare er opstået, uden at nogen har tænkt over den. Hvad der er bag jakkesættet af værdier, holdninger og tro, er der til gengæld tænkt meget over. Og en del af dem er gennem årene blevet integreret i Irma. Medarbejderne opfordres til at mærke sig selv og udfolde deres potentiale. Virksomhedens hierarki er fladt – det er ikke strukturer, men den enkelte butikschef, der bestemmer, hvor han vil stille sin mælk. Der er indført helte og en slagsang – Poul Krebs’ ’Suset’ − ”fordi når vi hører den, skaber det sammenholdsfølelse og tro på, at vi kan rykke i flok.”

Der er en Irma-lov, hvor det sidste bud lyder: ’Alt, der kan gå godt, vil gå godt’, en trosbekendelse og ’high performance-dage’ hvor alle gør en ekstra indsats for at skabe resultater. Og midt i det hele er der en meget synlig Alfred Josefsen, der besøger samtlige butikker mindst en gang om året og hver onsdag sender et brev til sine medarbejdere, hvor han informerer om specifikke ting. Om det, der går godt, eller om hvor der skal leveres en ekstra indsats. Alle breve indledes med ’Kære Irma’ og afsluttes med ’Masser af hilsner Alfred’. Altid kun fornavnet.

Lederpris gav selvtillid

Hvor kæden i 1999 var få butikker fra at lukke, klarer de 82 eksisterende Irma-butikker sig i dag i bedste velgående, og der er flere på vej. Omsætningen var sidste år på 2,2 milliarder kroner og overskuddet på 50 millioner kroner.

I hallen på Korsdalsvej er et glasskab med Irmas diplomer og priser ved at sprænges. Siden 2001 er virksomheden hvert eneste år blevet kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser. Dertil kommer andre priser for dyrevelfærd, kødkvalitet og som årets leder i 2003.

Den pris markerede et vendepunkt, fordi den gav Alfred Josefsen en platform til at sætte ord på sine holdninger til lederskab:

”Prisen gav mig selvtillid. Som grøn direktør i 1992 ville jeg ikke stille mig op og sige alt muligt. Nu gider jeg godt fortælle, at når jeg gør sådan og sådan, så lykkes det for mig. Det er ikke nødvendigvis sådan for alle andre, men jeg tror på, at mange medarbejdere vil have det bedre under min form for ledelse end med kæft, trit og retning.”

Alfred Josefsen taler med tydelig jysk diktion. Og holder tænkepauser undervejs. Barndommen i Thy hænger fast i sproget, men ikke i sindet. At tale om indianervisdom og helte er ikke normen for en ”lukket, tilbageholdende og jantelovsramt” thybo, konstaterer Alfred Josefsen, der dog samtidig understreger, at han ikke skejede ud som barn. Til gengæld fik han tidligt indblik i ledelse ved at lytte til sine forældres samtaler over middagsbordet. Faderen var tillidsmand på en fabrik og talte ofte om, hvordan de ledere, der respekterede og kommunikerede med medarbejderne, også var de mest succesfulde. Den devise har Alfred Josefsen ledet ud fra siden.

”Jeg tror, at de dårlige ledere underminerer sig selv. Vi skal i Danmark leve af menneskers innovation og kreativitet. Derfor er der ikke plads til ledere og strukturer, der behandler folk som maskiner. Og medarbejderne skal ikke bruge tid på ledere, der er dumme og diktatoriske. Den slags ledere skal efterlades alene!”

Vi skal ikke være look-alikes

Alfred Josefsen lader sætningen hænge i luften, båret oppe af et underfundigt smil. Han er inde i kernen af sit ledelsessyn, som både kom til udtryk i hans første bog ’Kære Irma – it’s all about people’ og bliver foldet ud i hans nye bog ’Passion’, der udkommer til efteråret. Men er der ikke netop inden for dagligvarebranchen en tendens, der frem for ordentlig ledelse og kreativitet hylder papkasser, robotkassedamer og så billige varer som muligt?

Jo, indrømmer Alfred Josefsen. Den slags virksomheder vil fortsat eksistere i mindre grad, men det berører ikke moderne tænkende virksomheder som Irma. Her står man fast på den vision, han oplevede den nat i Rold Skov: At Irma skal holde Danmark på sporet i forhold til økologi, kvalitet og menneskelig ordentlighed. 

”Jeg kunne godt gå kortsigtet efter at optimere resultater. Også i 2008, hvor tingene på grund af finanskrisen så anderledes ud overnight. Men jeg sagde, at Irma er Irma. Selvom vi oplever, at markedet er usikkert, skal vi ikke være usikre på, hvad vi er sat i verden for at kæmpe for: Sunde fødevarer og kvalitet. At det blæser hårdere, tager vi som gode stifindere. Det kan vi ikke gøre noget ved. Det, vi kan gøre noget ved, er vores egne reaktioner. Vi kunne godt have overvejet at få flere billigvarer, geare ned for omkostningerne og vinde kunder ved at være look-alikes. Det valgte vi ikke at gøre,” siger Alfred Josefsen.

Havde du opbakning til den linje?

”Ikke fra begyndelsen. Men når man tager ejerskab for en problematik, må man kæmpe med hovedet forrest. Hvis det viser sig, at der ikke er markedsmæssigt belæg for det, man gør, må hovedet ryge. Så må vi jo blive papkassebutikker ligesom alle andre.”

Farvel til Mr. Slik & Chokolade

At Alfred Josefsen er klar til tage konsekvensen af sin overbevisning, beviste han allerede før han kom til Irma. Først i Dagrofa, siden i chokoladevirksomheden Toms, hvor han blev ansat som marketingchef i 1996. Ambitionen var at blive Mr. Slik & Chokolade i Danmark, men ret hurtigt fandt han ud af, at jobbet ikke var rigtigt for ham. Der var for meget bureaukrati, og han oplevede sig selv komme hjem om aftenen og skælde ud over en dårlig dag igen og igen. Men en diabetiker hører vel heller ikke hjemme som marketingchef på en chokoladefabrik?

Alfred griner:

”Der er mange ting omkring madvarer, man kun forstår, når man smager på dem. Men jeg kunne nu godt løfte opgaven,” siger han, så man tror det.

Nu står han i spidsen for en dagligvarebutik, der kæmper for økologi og kvalitet i de daglige indkøb, selvom han ikke selv laver så meget mad.

Alfred Josefsen sagde op på Toms efter halvandet år uden at have noget andet i stedet, og han nød at have en periode som arbejdsløs.

”Jeg fik et frikvarter – et rum til at smøre madpakker til børnene, løbe, spille skak og tænke over mit liv. Det var godt for mig. Vi burde blive fyret med jævne mellemrum. Og blive tvunget til at udfordre rutinen,” siger han med et smil.

Har du så lagt en fyring ind i din fremtidige planlægning?

”Nej, men jeg sørger for at blive presset til at opleve andre dele af livet. Også gennem Lasse Zäll. I møderne med ham bliver jeg stimuleret til at arbejde med mig selv på samme måde.”

Men hvor tit skal man lægge rum ind til refleksion? Hvert år? Hvert syvende år?

”Der må ikke gå mere end syv minutter mellem, man tænker sig om. Mit eget behov for store ryk er ikke så voldsomt længere. Jeg sørger for indimellem at tage mig tid til at fundere dybere over, hvad der er rigtigt for mig. Sidste år lærte jeg at meditere. Jeg gravede lidt og så, hvad der kom op af nye dimensioner. Men som mennesker skal vi grave forskellige steder, og andre kan opnå det samme på en anden måde − måske ved at hoppe ud med faldskærm? Jeg kan ikke sige noget om, at det skal være på en bestemt måde. Men som leder er ens værktøj én selv, og man må sikre sig, at det værktøj bliver slebet, holdt ved lige.”

Men det tager jo tid. Hvad vælger du fra?

”Jeg vælger de små rystelser fra i hverdagen. Og jeg er heller ikke god til at spille golf!”

Kernen i Alfred Josefsens værktøj er tillid. Tillid til andres kompetencer og engagement. Også selvom han har oplevet at blive svigtet:

”Jeg har oplevet skuffelser og svigt, måske fordi jeg har været for blåøjet, naiv og ikke-kontrollerende. Og det har ført til fyringer. Men er der andre ledelsesformer, der kunne have fanget tingene tidligere? Det skal jeg ikke kunne sige.”

For Alfred Josefsen er der kun den vej. Han trives simpelthen ikke, hvis kontrol eller politiske spil fylder for meget.

”Jeg vil gerne drive en forretning. Politik er jeg ikke dygtig til. Det har der tidligere været en del af i FDB, men vi er heldigvis kommet fri af det nu. Og Coop spiller efter de samme noder, som Irma har spillet efter længe.”

Men hvad når du møder ledere, der ikke er autentiske? Sætter du dem på plads?

”Det er ikke min natur. Man kan ikke tvinge folk til at udvikle sig. Jeg ser det som et stort privilegium, at jeg kan holde foredrag, og at folk vil sætte spalteplads af til mine overvejelser. Så kan jeg bare håbe, at det kan inspirere folk til, hvordan de kan bruge deres ledertid på den bedste måde. Så har jeg da gjort en lille forskel.”

Små ildsjæle

Den administrerende direktør banker i bordet for at understrege sin pointe. Så holder han en pause, igen, og retter blikket mod det, der giver værdi på den lange bane. I dag prioriterer han at være en faderfigur for sine børn − at inspirere dem til at blive små ildsjæle. Han finder også tid til at indgå i forskellige bestyrelser, blandt andet Unicef og Gyldendal. Egentlig havde han givet sig selv en Irma-udløbsdato i år 2006. Den er for længst overskredet, og han kan ikke lige se, hvornår han skulle få lyst til at forlade virksomheden.

”Jeg er her på den lange bane og mener ikke, at græsset er grønnere andre steder. Det er her, jeg gerne vil sætte mit spor og gøre en forskel. Og det tager tid. Irma er i dag en trebenet taburet: Vi er Danmarks bedste økologiske supermarked, vi er blandt Danmarks mest ansvarsbevidste virksomheder, og vi er blandt Danmarks bedste arbejdspladser. Jeg vil gerne have, vi bliver en firbenet stol: At vi også bliver blandt Danmarks mest innovative virksomheder. Ikke fordi vi er dårlige til det, men vi skal kunne blive bedre til at skabe nyheder, udvikle koncepter og produkter. En taburet står ok, men en stol står bedre,” siger Alfred Josefsen.

Han holder interviewets sidste pause.

”Jeg håber, det kan lade sig gøre at skabe noget, der står, når jeg ikke er her længere, for så har det, jeg har gjort, ikke bare bygget på formel magt. Man kan godt presse folk til, at Irma skal være en særlig ting, men når en anden så får formel magt, vil Irma blive til noget andet. Og har jeg så gjort en forskel? Nej, så ville mine spor være forsvundet. Er det dejligt at tænke sig? Nej! Sporene bliver kun, hvis det enkelte menneske er engageret i at føre ens beslutninger ud i livet.”

Yndlingsvarer i Irma:

Mango: ”der findes mango, og så findes der alle de andre frugter”, rød instant coffee og pebberdew – ”den lille røde peberfrugt, der smager fantastisk med fyld af blåskimmelost.”