”Alt det med forretningsudvikling og strategi lyder jo flot. Men at være direktør og samtidig iværksætter betyder, at man også er den, der skifter lokumsrulle, og derfor er lige så meget vicevært. Og det skal man være villig til at acceptere,” siger Caper Bak, der startede sin karriere som autodidakt restauratør, men savnede intellektuelle udfordringer og derfor søgte ind i revisionsbranchen og uddannede sig som cand.merc.aud. Da han var færdig i 2006, var arbejdslivet dog blevet lidt for talteknisk, og han savnede plads til kreativitet. Han prøvede derfor først lykken som hotelchef i de franske alper og senere som økonomidirektør i et investeringsselskab i København, men uden rigtigt at finde arbejdsgnisten i nogen af delene.