Burmas jura-partisaner

Deres våben er viden – om retssamfund, demokrati og menneskerettigheder. For et år siden krydsede de i al hemmelighed grænsen til Thailand for at bruge to år af deres liv på en juraskole, drevet af burmesiske eksiladvokater.

Efter endt uddannelse skal Mi Mon og Khun Htet tilbage over grænsen til det militærregime, som i mere end 40 år har holdt den burmesiske befolkning i et diktatorisk jerngreb. Der skal de hver især samle små grupper af landsbyfolk og i det skjulte give deres viden om demokrati og menneskerettigheder videre.

Mi Mon har hverken fortalt sine nærmeste venner eller sin familie, hvor hun er, eller hvad hun laver. Hun frygter, at nogle kunne komme til at tale over sig. De lokale myndigheder tror, hun arbejder for en international ngo et andet sted i Burma. Hvis de finder ud af, hvad hun i virkeligheden laver, risikerer hun en fængselsstraf på minimum syv år, når hun vender tilbage.

Men Mi Mon ligner ikke en skræmt ung kvinde. Hendes øjne har det beslutsomme udtryk, man møder hos mennesker, der ikke tvivler på, at de nok skal få gennemført dét, de har sat sig for.

For Mi Mon er opholdet på skolen forberedelse og et befriende pusterum fra virkeligheden hjemme i Burma, hvor risiko for fængsel og tortur har været et grundvilkår i hele hendes voksne liv.

”Jeg bliver nødt til at arbejde for et nyt Burma, selvom jeg er bange. Folk i Burma skal lære, hvad demokrati og rettigheder er, så kan ting måske ændre sig. Nu ved folk ingenting om, hvad der foregår uden for deres lokalsamfund, og de har ingen ide om, hvad et retssamfund eller menneskerettigheder er,” siger Mi Mon.

Viden som våben

Khun Htet kommer fra den etniske befolkningsgruppe Kayan, som i årevis har gjort væbnet modstand mod styret i Burma. Han var faktisk allerede blevet indrulleret i modstandsbevægelsen, da lederen af den lokale undergrunds-ngo spurgte, om han ikke kunne tænke sig at studere i stedet.

”Jeg er den første fra min lokale organisation, der er blevet optaget på skolen. Jeg tror, man bliver nødt til at vide noget om demokrati og rettigheder, hvis man vil ændre sit samfund. Og jeg vil prøve at overtale flere af mine venner til også at studere, når jeg kommer tilbage,” siger Khun Htet.

Øjnene lyser begejstret, når han fortæller om alt det, han allerede har lært:

”Før jeg kom her, vidste jeg ingenting. Man lærer ikke noget om verden udenfor i Burma. Nu har jeg lært engelsk og hørt om andre landes grundlove og demokratiske systemer. Jeg ved, hvad retssamfund og internationale menneskerettigheder er.”

Men det er ikke nogen let mission, Mi Mon og Khun Htet skal ud på. Det er både vanskeligt og ekstremt farligt at organisere illegal undervisning i Burma. Militærregimet har øjne og ører overalt, og bliver man taget, får det både konsekvenser for en selv og ens familie. Derfor bruger de illegale organisationer i Burma som regel munke, når de skal rekruttere nye folk og organisere undervisning, det er simpelthen for farligt selv at tage kontakt. Man ved aldrig, hvem der kan finde på at stikke én til efterretningstjenesten.

”Ikke engang i min landsby tør jeg tale med folk, men munkene kan man næsten altid stole på,” siger Mi Mon.

Frivillige jurister fra udlandet

Skolen ligger i udkanten af en lille landsby og består af fire små bygninger. Den er omkranset af træer, bananpalmer og en sirligt anlagt køkkenhave, hvor kraftigt duftende krydderurter kæmper om pladsen med et varieret udvalg af Asiens grøntsager.

I bygningerne er der indrettet sovesal og opholdsrum, et miniaturebibliotek med juridisk litteratur og et spartansk undervisningslokale, hvor 25 skolestole af ældre dato er placeret over for et lille kateder på et råt betongulv.

Alle hverdage fra 9-17 er der undervisning, kun afbrudt af en frokostpause, som indtages under et lille halvtag, der gør det ud for spisesal. Her spiser Mi Mon og Khun Htet alle dagens måltider, hvis ingredienser de selv skal dyrke i køkkenhaven, når de ikke har travlt med juridiske studier og lange diskussioner om Burmas fremtid.

De faste undervisere på skolen er ældre eksiladvokater og tidligere professorer fra det juridiske fakultet i Rangoon, der er flygtet over hals og hoved ud af Burma i årenes løb. Især efter den folkelige opstand i 1988, hvor regimet dræbte tusinder og fængslede endnu flere, måtte mange advokater og politiske aktivister flygte til de omkringliggende lande.

Men også frivillige advokater, jurister og andre akademikere fra udlandet lægger vejen forbi skolen. Pt. underviser to jurister fra USA i forfatningsret og kvinderettigheder, mens en tredje frivillig står for engelskundervisningen. Og for kort tid siden havde skolen besøg af en japansk jurist, som fortalte om Japans forfatning og demokratiske procedurer.

”Det er rigtig god erfaring for mig, og så er det rart at yde en meningsfuld indsats samtidig,” siger Andrea Gittleman, som sidste sommer blev færdig som jurist i New York og har fået et stipendium fra sit universitet til at undervise i ét år på skolen.

Håb for et frit Burma

For Mi Mon og Khun Htet fylder drømme om karriere og familie ikke meget. De fokuserer mest på at suge så meget viden som muligt til sig, inden de skal tilbage til diktaturet og leve et hemmeligt liv som undervisere i demokrati og menneskerettigheder.

”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at opleve et frit Burma, men jeg bliver nødt til at tro på det. Jeg vil arbejde for forandringer, til jeg dør,” siger Mi Mon, som også har besluttet, at hun kun skal have mand og familie, hvis han accepterer hendes politiske arbejde:

”Normalt tillader mænd ikke, at deres koner arbejder politisk. Så hvis det lykkes, bliver det nok med en mand, som kæmper mod militærdiktaturet ligesom jeg.”