Motiver med nærvær og kommunikation

28.4.2010

af

Kontorchef Annedorte Elklit Pedersen, der for nylig blev kåret til Årets Personaleleder af Personalestyrelsen, peger på kommunikation, nærvær og situationsbaseret ledelse som det, der i hverdagen gør teamorganiseringen så succesfuld.

At skabe motivation omkring det daglige teamarbejde er vigtigt for Annedorte Elklit Pedersen i det daglige teamarbejde hos Jobkortkontoret:

”En teamleder skal have en anerkendende tilgang. For mig er det vigtigt med en positiv synliggørelse af, hvad vi når, og hvad vi gør godt. Målene skal synliggøres, så alle ved, hvad vi arbejder imod. I praksis gør vi det ved at hænge tavler op, så teamet hele tiden kan følge med i, hvor langt vi er.”

Også den enkelte medarbejder skal motiveres af sin leder.

”Jeg har mange samtaler med den enkelte. Det handler meget om at tale sammen. Nærværet er vigtigt – at den enkelte ved, at jeg er der. Jeg har samtaler med medarbejderne hver måned,” understreger Annedorte Elklit Pedersen.

Kommunikation fanger konflikter

Den tætte, konstante kommunikation i det enkelte team har også en gavnlig effekt på potentielle konflikter.

”Vi afbøder meget ved at tale om, hvad der foregår. På den måde fanger vi tit konflikter, før de for alvor bliver til noget,” siger Annedorte Elklit Pedersen.

Er balladen opstået, er hun dog som leder ikke i tvivl.

”Jeg er jo efterhånden trænet i at mærke en konflikt. Typisk kan jeg mærke en uro i teamet, fokus mangler pludselig, og sagsproduktionen bliver lavere,” siger hun og peger igen på kommunikation som nøglen til at løse konflikten – fx i form af lederens deltagelse i alle teammøder og drøftelser i teamet om konflikten.

Lederens skiftende rolle

At være leder for et team er dog langt fra en stationær opgave.

”Min rolle og funktion som leder er meget forskellig afhængig af teamet. Teammedlemmer er forskellige, nogle stopper, og andre rokerer videre i systemet, så rollen som leder skifter meget,” siger Annedorte Elklit Pedersen.

Det nye team har eksempelvis brug for en mere synlig leder end det mere modne team har.

”I det nye team skal jeg som leder være meget aktiv, motiverende og støttende. Senere bliver teamet mere selvledende, så der er min rolle mere tilbagetrukket og coachende – indtil der er udskiftning i teamet, og det hele starter forfra igen,” smiler Annedorte Elklit Pedersen om den cyklus, der hele tiden gentager sig, og som i hendes øjne er med til at gøre jobbet som leder for et team både mere udfordrende og spændende end et mere klassisk chefjob.

Engagement og begejstring er ifølge Annedorte Elklit Pedersen to evigtgyldige nøgleord for den gode leder.

”Engagement i forhold til både teamet og til den enkelte medarbejder,” understreger hun.

”Det smitter typisk. Og det samme gør en leders begejstring. Formår du at skabe det, så kører dit team og dine medarbejdere rigtig godt,” siger  Annedorte Elklit Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet