Hvad sushi lærte lederen

Det er nok ikke hver dag vi lader en særlig måde at spise fisk på inspirere os til at reflektere over vores lederliv. Men sushi kan være en hjælpsom metafor.

Når vi tilbereder sushi arbejder vi med æstetik og det sublime i det enkle. Sushi er i sin grundform den jævne mands spise hvor der stræbes efter det enestående. Og hvis sushi kokken kan opnå umami – en særlig velsmag og en femte dimension – så er det ultimative højdepunkt nået. Sushi handler om at gribe det unikke. At gøre det trivielle til noget særligt. I vores moderne liv er der en stærk trang til hele tiden at skabe forandringer og en fare for, at vi glemmer værdien i hverdagen. Alt for ofte fejrer vi kun dem der finder på det nye.

Hverdagens lederskab byder på en masse begivenheder som perler på en snor og hvor lederskabet handler om, at lede begivenheder så de bliver til værdifulde oplevelser for alle. I dette perspektiv bliver ledelsen af en helt triviel begivenhed pludselig til en kunst, der kalder på kompetencer og som kan være vejen til ”ledelsesmæssig umami”. Tænk, at kunne bruge en begivenhed i hverdagen som anledningen til at sætte sine egne normer til refleksion, forvandle en begivenhed til en slående og mindeværdig oplevelse der kan engagere begivenhedens deltagere. At nå dertil vil kræve opmærksomhed og træning. Det bliver nødvendigt, at tilegne sig refleksive vaner i det daglige. Og at træne evnen til at betragte sine egne gerninger i en metaposition for at få øje på det unikke i øjeblikket. Selve det at handle i begivenheden sker ofte automatisk – men ofte når vi ikke at overveje alternativerne eller at træne forarbejdet til den næste begivenhed. Når vi mestrer det eller blot er opmærksomme på den ledelseskraft, som er potentielt tilstede i begivenheden så tilføjer vi nye dimensioner til menneskers og medarbejderes liv.

Erkendelsen af begivenhedens æstetiske muligheder og handlingens paradokser er det potentiale som lederen skal se og skabe god proces om. Som leder er det godt at kunne kigge fremad, have udsyn og nye perspektiver. Men faktisk består livet jo også af gentagelser og rutiner. Og det er ligefrem sundt for os, at træne opmærksomheden på hverdagens små sublime øjeblikke. Omsat til et lederliv, så handler det om at innovation sker via refleksion over den daglige drift og produktion – værdiskabelsen i hverdagen. Lederskab handler om, at åbne medarbejdernes øjne for nye dimensioner og oplevelser i hverdagen. Vi skal lære at holde af hverdagen.

Men det med at se potentialet i begivenhederne er ikke noget vi lærer ved kun at læse om det. Det hører til blandt de personlige kompetencer. Ofte skal vi finde tilbage til de fundamentale og drivende kræfter i vores måde at opleve hverdagen på. Vi skal træne opmærksomheden og vores menneskelige autencitet. Der findes mange veje til træningen af disse kompetencer. Coaching, meditation og lignende har vist sig at være virksomme metoder. Gennem disse metoder bliver vi i stand til at betragte begivenheden og os selv i et helikopterperspektiv. Herigennem kan vi genopdage begivenheden, reflektere over den og forbedre vores handlekraft. En anden mulighed er at finde det spirituelle i begivenhederne. At finde harmonien mellem etikken, æstetikken og energien i hverdagen og betragte dem og sig selv som komponenter i et fælles mål og en verden, der er større end selve begivenheden. Det behøver ikke være religiøst funderet men af en mere filosofisk karakter.

Det var jo så sushi vi kom fra. I dagens moderne liv er sushi blevet et hurtigt og nemt måltid som man kan hente i supermarkedets køledisk. Det er imidlertid ikke i den form vi møder umami eller kunsten i hverdagen. Så selv for sushi er der fare på færde. Sushi er jo ellers måltidet, der er omringet af filosofiske betragtninger over skønheden i det enkle måltid. Ikke desto mindre, så er vi tilbøjelige til at glemme disse vigtige og helt essentielle dimensioner af sushi. Ligesom det kan ske med vores hverdag hvis vi ikke passer på.