Her går man ikke før chefen

”Det kan godt være, der er 35 timers arbejdsuge, men der er også en arbejdskultur, der siger, at man ikke skal gå tidligt, i hvert fald ikke før chefen. Hjemmearbejde er heller ikke velset. Franske arbejdsgivere har simpelthen ikke tillid til, at arbejdet bliver gjort, hvis man ikke sidder på sit kontor,” siger Annemette Jocteur Monrozier.

Annemette Jocteur Monrozier er 34 år gammel, dansker, fransk gift og har arbejdet med ligestillings- og diskriminationspolitik, siden hun blev færdiguddannet som cand.scient.pol. i 2002 fra Københavns Universitet. Først for et konsulentfirma i London og siden i den britiske ngo Cancer Resarch UK. De seneste to år har hun været ansat i det franske konsulentfirma Inergie, hvor hun udarbejder ligestillingsprogrammer og undersøgelser for en række franske firmaer.

I Frankrig skal enhver større virksomhed årligt udarbejde en rapport, der indikerer, hvordan det står til med ligestilling og andre diskriminationsspørgsmål: Hvor mange handicappede? Hvor stor er lønforskellen blandt kvindelige og mandlige medarbejdere osv.?

”Når det handler om ligestilling, er det en fordel at være dansker. I Frankrig mener de, at Danmark er dette her fantastiske land, hvor vi har ligestilling over hele linjen,” smiler Annemette Jocteur Monrozier og tilføjer, at chefen ofte sender hende nyheder om IKEA. Han har alligevel ikke helt styr på nationaliteten.

Mændene passer job, ikke børn

Står det så bedre til med ligestillingen i Danmark end i Frankrig? Ja, i hvert fald ifølge det årlige internationale indeks for ligestilling, the Global Gender Gap Report, som World Economic Forum udgiver hvert år. Her ligger Danmark i 2009 på en syvendeplads og Frankrig på en 18. plads, skarpt efterfulgt af Trinidad og Tobago. Men forrige år tog Frankrig et gevaldigt spring på listen. I 2007 lå franskmændene på en 51. plads, og i 2006 var de nede på en 70. plads.

Når Frankrig nu rangerer blandt de 18 lande i verden med størst ligestilling, så skyldes det flere forhold: Franske kvinder er en anelse bedre uddannede end mændene. 28 procent har en videregående uddannelse modsat 25 procent af mændene. Og efter parlamentsvalget i 2007 kom der flere kvinder ind i toppolitik, men det er især i kommunalpolitikken, at kvinderne står stærkt. Næsten halvdelen af de franske kommunalpolitikere er kvinder, men det er ikke nødvendigvis, fordi franske kvinder er mere optaget af kommunalpolitik end andre:

”For nogle år siden vedtog man en lov, der tvinger politiske partier til at have det samme antal mænd og kvinder på valglisterne til kommune- og regionalvalg. Selvom loven ikke gælder for parlamentsvalg, er det en symbolsk tilkendegivelse af, at det kan være nødvendigt at tvinge ligestilling igennem,” siger Annemette Jocteur Monrozier.  

Kvinder på deltid

Frankrig er et land, der holder på traditionerne. Det er fortsat overvejende kvinder, der laver mad, vasker tøj, passer børn – og mændene, der arbejder fuldtid. Annemette Jocteur Monrozier har været med til at lave en undersøgelse, der viste, at det er svært, ja endog meget svært, for de franske mænd at sige til deres arbejdsgiver, at de må gå tidligt, fordi de skal hente børn – eller blive hjemme med et sygt barn.

”Lederne er ofte mænd i 50’erne, og de har svært ved at forstå, at de yngre mænd også har huslige pligter. De opfatter det, som om de ikke interesser sig for deres karriere. Konsekvenserne er i mange tilfælde, at det så er kvinden, der går ned i tid eller afspadserer, hvis børnene er syge. Og så får hun ikke samme karriere som manden,” siger Annemette Jocteur Monrozier.

Men handler ligestilling om, hvem der henter børnene? Hvem der bedst kan tackle den dårlige samvittighed – enten over for karrieren eller børnene? Eller handler det om at indrette arbejdsbetingelserne, så den enkelte selv kan træffe sine beslutninger?

Annemette Jocteur Monrozier kan blot konstatere, at gør man som i Frankrig, hvor man kan tage barsel i barnets første tre leveår og har de såkaldte RTT-fridage, som vejer op for overtid, ja, så er det kvinderne, der går ned i tid. 30 procent af de franske kvinder arbejder deltid, men mange ville gerne arbejde fuldtid. Det svarer næsten til danske forhold. Herhjemme arbejder cirka en tredjedel af kvinderne også på deltid. De hollandske kvinder topper i øvrigt den statistik i Europa, hvor omkring 75 procent af kvinderne er på deltid.

”Man kan ikke bebrejde kvinderne, at de går på deltid, men især i Frankrig er der fastlåste forestillinger om, hvem der gør hvad: Kvinder er hjemme med børnene, og mændene er på arbejde. Jeg synes, man skal passe på med at sige, at sådan vil alle gerne have det. Ofte bliver beslutningen om, hvem der skal gå på deltid jo også truffet ud fra et økonomisk synspunkt. Og når det som regel er manden, der tjener mest, bliver det kvinden, der går ned i tid,” siger Annemette Jocteur Monrozier.

Privatlivet spænder ben

For nylig var Annemette Jocteur Monrozier med til at lave en undersøgelse for en stor, fransk supermarkedskæde. De ville vide, hvorfor det var let at rekruttere de højtuddannede kvinder til mellemlederstillinger, men svært at tiltrække dem til direktionsgangen.

”Når kvinderne ikke blev identificeret som lederpotentialer, skyldtes det ikke manglende vilje, men hensyn til privatlivet. For de højtuddannede kvinder er typisk gift med højtuddannede mænd. Det gør dem mindre mobile, fordi ægtefællen ikke så let kan flytte. Og mobilitet er netop et kriterium for denne supermarkedskæde. De skal kunne rykke til en anden by for at blive chefer. Det er nemmere for de højtuddannede mænd, fordi de ofte er gift med kvinder, der er lavere uddannede og derfor havde lettere ved at flytte,” siger Annemette Jocteur Monrozier.

Når Annemette Jocteur Monrozier afleverer sin søn i skole (franske børn går i skole fra treårsalderen, red.) om morgenen, får hun typisk følgeskab af fædrene. Når hendes mand, der er skolelærer, henter sønnen ved 18-tiden, står han der sammen med mødrene. Det samme gælder om onsdagen, når franske skolebørn har fri. Det er mødrene, der tager tjansen, nå ja, lige bortset fra Annemette Jocteur Monroziers mand, der også har fri om onsdagen.

”Der blev kigget meget i starten, men nu har de andre mødre vænnet sig til det, og det ser ud, som om det langsomt er ved at ændre sig. Nu begynder de unge mænd også at hente deres børn fra skolen,” siger Annemette Jocteur Monrozier og rejser sig fra sit lille kontor i Paris-forstaden Vanves.

Klokken er 17, og i dag kan hun gå tidligt. Hun skal hente sin søn: