Det er ikke nok at gøre sig umage

De to fik som bekendt deres ønsker opfyldt. Episoden har Bodil Nyboe Andersen siden mindet Hans Gammeltoft-Hansen om, da de begge for nogle år siden sad på hver sin af rigets topposter. Hans Gammeltoft-Hansen havde ellers glemt det, for Folketingets Ombudsmand kan man ikke have som sin karrieres pejlemærke, mener han:

”Det er ikke nok, at man gør sig umage og måske har talent. Der skal også en stor portion held til. Jeg var så heldig, at jobbet som ombudsmand blev ledigt, og at jeg blev valgt.”

Jobbet fik han i 1987, og Hans Gammeltoft-Hansen har snart siddet som Folketingets Ombudsmand i et kvart århundrede. De færreste kan sætte navn på Højesterets præsident, men Hans Gammeltoft-Hansen er i den grad smeltet sammen med ombudsmandsinstitutionen. Han er ombudsmanden.

Og Hans Gammeltoft-Hansen har gjort sig umage. Hvis man ikke var dygtig, så blev man det i præstehjemmet på Østerbro, hvor han voksede op som efternøler i en søskendeflok på fire. Han kunne læse som femårig, spille kammermusik på blokfløjten som otteårig, og selvfølgelig, fristes man til at sige, brillerede han på Sankt Annæ Gymnasium, hvorfra han dimitterede. Hans studentereksamen var dog ikke lige så god som hans mors, der fik landets bedste det år, hun blev student. Hun havde ét ug minus. Faren havde to. Resten var ug’er, svarende til 12-taller. 

”Af os seks i familien havde jeg den næstlaveste studentereksamen. Og den var endda rigtig pæn. På min skole blev den meget bemærket. Men det var ikke noget, mine forældre gik op i,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Hans Gammeltoft-Hansen drømte om at blive fløjtenist, men hans far ’udtrykte bekymring’ for fremtidsudsigterne for en musiker, og Hans Gammeltoft-Hansen valgte det mere sikre jurastudium. Han fortsatte dog med at spille tværfløjte som en … ja, professionel. Han er den eneste amatørmusiker i Københavns Kammerensemble, hvor han har spillet i over 30 år.

Forsvarsadvokat Merethe Stagetorn var ekstern lektor på Københavns Universitet i 1960’erne og lagde mærke til den veltalende, unge mand, der med en cerut i mundvigen kom op og spurgte ind til stoffet i pauserne.

”Det var knap nok noget, jeg kunne svare på,” siger hun.

I en alder af 32 år tiltrådte Hans Gammeltoft-Hansen som en af landets to professorer i procesret. Samme år blev han formand for Dansk Flygtningehjælp og siden formand for Statens Musikråd.

Presseangreb

Hans Gammeltoft-Hansen var på mange måder en oplagt kandidat, da den forrige ombudsmand, Niels Eilschou Holm, blev kabinetssekretær ved hoffet i 1986.

Hans Gammeltoft-Hansen opfyldte de flestes forventninger. Men så kom Tamil-sagen.

Sagen dumpede ned på hans skrivebord i 1988, da Hans Gammeltoft-Hansen havde siddet i halvandet år på kontoret på Gammeltorv midt i København, hvor Folketingets Ombudsmand holder til.

”Jeg havde ikke skjult mig på universitetet, men det var alligevel en lidt beskyttet tilværelse, så sådan noget som presseangreb er man meget følsom over for. I perioden efter Tamil-sagen var der mange heftige, daglige presseangreb på mig. Der var ledere og kommentarer og læserindlæg. Det gik mig meget på,” fortæller Hans Gammeltoft-Hansen.

I politiske kredse var Hans Gammeltoft-Hansen kendt som arkitekten bag udlændingeloven fra 1983. En lov, der blev betegnet som en af de mest liberale udlændingelove i verden. I nogle flygtningesager, som Hans Gammeltoft-Hansen havde været med til at behandle som medlem af Flygtningenævnet, erklærede han sig inhabil, men ikke i Tamil-sagen, for den handlede om familiesammenføringer.

”Tamil-sagen var jo en højst usædvanlig sag, og det blev også en meget belastende sag. Det kan enhver sikkert regne ud. Juridisk set var den ikke så svær som så mange andre sager, men den foregik i et politisk rum, som det var svært at manøvrere i. Jeg skulle tænke mig vældigt godt om,” fortsætter han.

Tamil-sagen endte med en rigsretssag og fældede den daværende borgerlige regering i 1993. Hans Gammeltoft-Hansen fik ret i sin behandling af sagen, og den efterfølgende dommerundersøgelse gik endnu videre. Men han havde også taget ved lære. Særligt når det angik at tackle angreb i pressen.

”Det lyder nok bundnaivt for politikere, men for mange med en ren universitetsbaggrund gør det et vældigt indtryk at slå op i avisen og læse om sig selv, og at der er nogle, der angriber én. ’Åh, nu har alle læst det og husker det til deres dødsdag, og det falder nok tilbage på mig’. Der skal man lære, at sådan er det ikke. Der er ikke andre, der tager det nær så tungt som én selv. Og så er hukommelsen meget kort. Når jeg mødte venner, efter der, havde stået noget forfærdeligt, og sagde til dem: ’Nu skal I bare høre … sådan var det altså ikke’, så stod de og måbede, for hvad var det, jeg talte om? Enten havde de ikke set det, eller også havde de glemt det.”

Hans Gammeltoft-Hansen blev ofte vred over angrebene og prøvede at tøjle det, han selv kalder sit hidsige temperament. Fløjtespillet var hans helle, og her kunne han viske tavlen ren.

”Jeg gjorde, som man nu gør, når man føler sig trængt i sit liv og prøvede at beskæftige mig med noget andet, når jeg var ked af det. Men forløbet under Tamil-sagen var af en sådan karakter, at nu havde jeg virkelig prøvet det, og så var jeg simpelthen bedre rustet næste gang. Også udadtil,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Den ufejlbarlige præstesøn

Den næste sag, der blev meget omtalt i pressen, var Nørrebro-sagen. Den var langt mere juridisk kompliceret end Tamil-sagen, men der var også noget andet, der komplicerede tingene yderligere: Forholdet til Justitsministeriet. Daværende justitsminister Erling Olsen havde udpeget rigsadvokat Asbjørn Jensen som undersøger af Nørrebro-urolighederne den 18. maj 1993, som siden blev kritiseret af ombudsmanden. Konflikten mellem ombudsmanden og Justitsministeriet kulminerede i en artikel i Berlingske Tidende, hvor en anonym medarbejder fra Justitsministeriet udtalte følgende om Hans Gammeltoft-Hansen:

”Vi vil til enhver tid tabe kampen mod ham. Han er alt for dygtig, for veltalende, for velplaceret, han spiller tværfløjte og er præstesøn. Pr. definition er han ufejlbarlig. Og det er vi jo ikke ligefrem.”

Hans Gammeltoft-Hansen selv forklarer forholdet til Justitsministeriet i den periode sådan her:

”Forholdet til Justitsministeriet fik dette her personlige præg, som desværre blev gensidigt. Der var mange medarbejdere herinde, som havde personlige forbindelser til Justitsministeriet. Og det var folk, som på mange måder lignede hinanden, var ambitiøse og som hørte til de samme cirkler, så også på det plan var det et konkurrenceforhold. Det kom ud af kontrol med artiklen i Berlingske Tidende. Det var jeg meget ked af og meget bekymret over. Jeg beflittede mig samme dag, den artikel kom, på at sørge for at få skrevet og afleveret et brev til Bjørn Westh (justitsminister 1994-1996, red.) hvor der stod, at det for min institutions vedkommende var uprofessionelt, og det skulle der blive rettet op på. Departementschefen i Justitsministeriet, Michael Lunn, havde det på samme måde, så det bevirkede, at vi etablerede en vis kontakt med hinanden. Nu kunne vi kontakte hinanden, hvis der blev problemer af nogen art. Og det har virket.”

Forsigtig og modig

Hans Gammeltoft-Hansen vil ikke kun gå over i historien som den ombudsmand, der fik en sag, der endte med at vælte regeringen. Han vil blive husket for sin kompromisløshed – og sin lidt tyste omgang med embedet, mener professor Eva Smith.

”Jeg havde troet, at han ville være mere aggressiv og udfarende som ombudsmand, men det er nok meget fornuftigt, som han har forvaltet det. Det duer jo ikke at have en ombudsmand, som for ofte er udfarende. Så holder man op med at høre efter. Det er klogt, at han har været lidt forsigtig,” siger hun.

Professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Steen Rønsholdt mener, at Hans Gammeltoft-Hansen er en modig mand.

”Hans Gammeltoft-Hansen udviste stort mod i forbindelse med Tamil-sagen og har i øvrigt i hele sin embedsperiode vist stor personlig integritet og et meget højt fagligt niveau. Derudover har han været meget aktiv, når det gjaldt fastholdelsen og videreudviklingen af de forvaltningsretlige regler,” siger han.

Næsten samme ordlyd kommer fra Carsten Henrichsen, ligeledes professor i forvaltningsret på Københavns Universitet. Han tilføjer:

”En leder skal også kendes på de personer, han omgiver sig med, og hvad det angår, må det siges, at ombudsmandsinstitutionen i dag på alle planer repræsenterer en helt enestående samling af forvaltningsretlig kompetence, som næppe har noget sidestykke andetsteds – ministerier, domstole og universiteter inklusive.”

Ét parti protesterer

I Folketinget er der kun ét parti, der ikke har stemt på Hans Gammeltoft-Hansen gang på gang: Dansk Folkeparti. Når de undlader at stemme på ham, har det egentlig ikke så meget at gøre med Hans Gammeltoft-Hansen som ombudsmand, siger partiets næstformand og formand for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup. Grunden skal findes i flygtningeloven fra 1983.

”Det er en stiltiende protest mod den lov, som Gammeltoft-Hansen medvirkede til i sin tid,” siger Peter Skaarup og tilføjer:

Der har heller aldrig været nogen mod-kandidater. Men det er klart, at den tid kommer, hvor Gammeltoft-Hansen vælger at gå på pension, og hvor der skal friske kræfter til på posten. Det kræver omhyggelighed og et stort engagement at behandle alle de sager.”

Men Peter Skaarup tager hatten af for Hans Gammeltoft-Hansens faglige kompetencer og betegner ham som en stor diplomat:

”Han ville passe godt i Udenrigsministeriet. Hvis én har sagt noget lidt ’dumt’ til et udvalgsmøde, vil Gammeltoft-Hansen ikke udstille hans uvidenhed, men stille og roligt sige: ’Interessant spørgsmål, men ...’ og så forklare, hvordan tingene hænger sammen. Det er rart i kredse, hvor tonen godt kan være hård og ubarmhjertig.”

Hans Gammeltoft-Hansen kan sidde fire år endnu. Så bliver han 70 og falder for aldersgrænsen. Hvordan vil han råde den næste ombudsmand? Spørgsmålet virker til at komme lidt bag på ham, som om han ikke har tænkt, han nogensinde skulle holde op.

”Det har jeg faktisk slet ikke tænkt på,” siger han.

Tamil-sagen kort

Før Tamil-sagen hørte udlændingeområdet under Justitsministeriet, og Erik Ninn-Hansen, der var justitsminister fra 1982-89, forhørte sig på et ministermøde om muligheden for at holde igen på de familiesammenføringer, som de herboende 5-6.000 tamilske flygtninge havde retsligt krav på. Flygtningene kunne vente i op til 16 måneder på at få deres sager behandlet i Direktoratet for Udlændinge. En række klager fra tamilske flygtninge endte hos ombudsmanden, som i 1989 kom med sin kritik. Den efterfølgende dommerundersøgelse gik skridtet videre, og en rigsretssag blev indledt. I 1993 trådte daværende statsminister Poul Schlüter tilbage som følge af sagen.

Ombudsmanden