Vind chefen og tab på karrieren

Men kærlighed mellem chef og medarbejder koster på karrieren for den, der er lavest i hierarkiet – i praksis så godt som altid kvinden.

Sådan gik det også i eksemplet ovenfor, som handler om en kvindelig økonom, der gerne vil være anonym.

Hun var klar over, det ikke var nogen ønskesituation for hende, da hun og kontorchefen kundgjorde, at de nu dannede par. Derfor meldte hun ud, at hun selv ville søge et nyt job. De gode job hang ikke på træerne på det tidspunkt, og allerede efter en måned gav personalechefen hende besked på, at man ville have hende flyttet, hvorpå hun bevidst lod sig placere i en mindre karriereorienteret funktion i en anden, mere perifer del af organisationen.

”Jeg stod ellers midt i en ønskekarriere, hvor jeg var havnet på den helt rette hylde, og hvor jeg havde mulighed for at søge videre opad i systemet, men det lod jeg være med at gå efter. Det kunne blive udlagt som nepotisme.”

Efter halvandet år lykkedes det hende at finde et helt nyt job, som hun brændte lige så meget for som sit gamle job, men i første omgang kun i et vikariat.

”Min karriere blev sat tilbage af, at jeg forelskede mig i en chef. Først i dag er jeg dér karrieremæssigt, hvor jeg var for seks år siden.”

Men hvorfor skal medarbejderen altid vige, har hun siden spurgt sig selv.

”Jeg foreslår, at organisationerne laver et kærlighedskodeks om, at det i stedet er chefen, der skal forlade sit job. Eller hvor man i det mindste tydeligt lægger op til, at det lige så vel kan være chef som medarbejder, der rokerer.”

Altid samme historie

Masser af djøfere finder deres partner på jobbet, og det får DJØF kun sjældent sager ind om, men den kvindelige økonom rammer plet. De sager, DJØF får, ligner hinanden.

”De er skåret over samme læst. Det er den yngre, kvindelige djøfer, der forelsker sig i den lidt ældre, erfarne chef – og derefter er det hende, der rykker. Enten fordi hun bliver forflyttet til en anden plads i organisationen, eller fordi hun selv søger ud til et helt nyt job. Altså en slags stille afskedigelse,” forklarer chefkonsulent i DJØF Lars Petersen.

DJØF har også haft enkelte sager, som er endt med en afskedigelsessag. Typisk fordi forholdet til den ledende medarbejder er gået i stykker.

”Ét eksempel var i et advokatfirma, hvor en kvindelig advokatfuldmægtig blev afskediget på grund af sagsmangel, efter et kæresteforhold til en partner i firmaet var hørt op,” fortæller han.

I så fald går DJØF ind og forhandler en kompensation hjem til medlemmet.

Men en kærlighedskodeks om at chefen skal flytte?

Nej, lyder det fra formanden for Foreningen af Personalechefer i Danmark, Kim Staack Nielsen.

Han kan godt forstå den kvindelige økonoms synspunkt, men det er meget svært at ændre på, at det er chefen, der bliver, og den anden, der må gå.

”Det har at gøre med den indre værdi, som den enkelte medarbejder har for organisationen. Husk, at når man flytter den ene part, er det først og fremmest af hensyn til de øvrige medarbejdere,” siger Kim Staack Nielsen.

De fleste virksomheder har ikke en formel, nedskreven personalepolitik om parforhold på jobbet, understreger han. Og hvis de har det, er det typisk, fordi de har haft et tilfælde, som har givet problemer. Men ellers vil virksomhederne – også de store – helst finde løsningen fra gang til gang.

Også DJØF mener, at det er urealistisk at kræve, at arbejdsgiveren skal forflytte chefen og ikke medarbejderen.

”Men vi vil til enhver tid kæmpe med næb og kløer for den bedst mulige løsning for dét medlem, som skal forflyttes. Er der problemer, må man endelig komme til os,” understreger chefkonsulent i DJØF, Helene Rafn.

På plads med incesttabu på jobbet

Karen Sjørup, leder af Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitet, kalder
problemstillingen med forhold mellem chef og medarbejder for tabubelagt og noget, som vi i praksis er meget dårlige til at håndtere i virksomhederne.

Men heller ikke hun tror på regler om, at det er chefen, der skal flytte sig.

”Selvom vi mener, at forelskelse har sin egen ret, er man nødt til, når man indleder et seksuelt forhold til en over- eller underordnet, at tage stilling til, hvis karriere det så vil have konsekvenser for.”

Men regler omkring parforhold bør der være, fordi der er en række magtperspektiver i det, understreger hun.

”Fx har vi her på RUC flere institutter, hvor to magtfulde professorer er gift med hinanden og dermed danner en alliance med hinanden, som er vanskelig at arbejde sammen med for kollegerne. Der skulle den ene selvfølgelig flyttes til et andet institut.”

Og så det helt store tabu:

”Visse – nok især mandlige – ledere mener, at de har ret til at have favoritter eller elskerinder blandt deres kvindelige underordnede. Og det er jo lige så forpestende, fordi det både giver forstødte personer og uigennemskuelige privilegier til de udvalgte. Jeg mener selv, at der bør gælde en slags ’incesttabu’ i forhold til underordnede og ofte væsentligt yngre ansatte,” siger Karen Sjørup.

Den kvindelige økonom holder fast.

”Regler om at det lige så vel kan være chefen, der skal flytte sig, vil sende et rigtig godt signal fra organisationen om, at man tager ligestilling og hensynet til medarbejderne alvorligt. Det er også et signal til cheferne om at være deres ansvar bevidst og tænke sig om, før de indleder et forhold til en underordnet.”

Eksempel på regelsæt om parforhold på jobbet

Danmarks Statistik
Danmarks Statistik har rigtig mange, der i tidens løb er blevet kæreste og/eller ægtefæller/samboende.

Danmarks Statistik har nedskrevne regler:

1. Det anses ikke for hensigtsmæssigt, at medarbejdere, der bor sammen privat eller er nært tilknyttet familiemæssigt, arbejder i samme kontor. I så fald vil der blive søgt en løsning, således at den ene skifter arbejdsområde.
2. Den ene må ikke referere direkte til den anden.

Vil det i sidstnævnte tilfælde ikke typisk være den, der er lavest i hierarkiet, som skal skifte stol?

”Det har vi ingen regel om. Det kunne i princippet være chefen,” siger personalechef i Danmarks Statistik Marius Poulsen.

Har I konkrete eksempler på det?

”Nej, det har vi ikke. Men vi ville se på det med åbne øjne, hvis det var dét, som det pågældende par selv så som løsningen.”

Hvad ville du sige til regler om, at det var chefen og ikke den menige medarbejder, der skulle flytte?