Så skal der regelforenkles igen!

Det bliver kun en kradsen i overfladen, så længe man ikke tager fat på en drøftelse af de bagvedliggende årsager til indførelsen af de mange statslige detailreguleringer - konflikten mellem regelforenkling og manglende accept af forskellighed.  

Denne kommentar er skrevet på baggrund af en analyse af anvendelsen af New Public Management i Danmark. Analysen er gennemført i en arbejdsgruppe i DJØF netværket Tid til Eftertanke. Kommentaren er dog udelukkende forfatterens ansvar.

Ønsket om at regelforenkle, modernisere eller lette de administrative opgaver er gået igen i samtlige regeringer siden Schlütter var statsminister. Det må imidlertid konstateres, at det indtil videre ikke er lykkedes, snarere tværtimod.  Regeringen lancerer nu en ny plan for afbureaukratisering af den offentlige sektor. Den indeholder blandt andet en liste med mere eller mindre konkrete forslag og initiativer, men der er tilsyneladende ikke nogen grundlæggende forskel på dette nye initiativ og de mange tidligere initiativer, som alle har været fiaskoer, forstået på den måde, at antallet af regler er fortsat med at vokse.

Danmark har sammen med nogle få andre lande i Europa en unik struktur i den offentlige sektor. Kommunerne ledes af folkevalgte kommunalbestyrelser, som har ansvaret for hovedparten af de offentlige velfærdsydelser. Opgaverne skal løses i overensstemmelse med gældende lovgivning og inden for de af kommunalbestyrelserne årligt vedtagne budgetter. Kommunerne har ret til at udskrive skat.

Det er ret oplagt, at en så markant decentral struktur vil medføre forskelle i den konkrete tilrettelæggelse og udførelse af de kommunale opgaver. Der er både politiske og kulturelle forskelle mellem de enkelte kommuner.

Hvis regering og Folketing overlader det til de enkelte kommunalbestyrelser at fastlægge omfang og indhold af de opgaver, som er overdraget til kommunerne, så vil der naturligvis ikke være noget behov for at fastsætte centrale detailregulerende regler.

Hvis regering og Folketing ønsker at begrænse forskellighederne og sikre en vis ensartethed, så kan det ske gennem vedtagelse af mål- og rammestyrende love eller regler. Så længe regering og Folketing anvender mål- og rammestyrende regler, vil det kun kræve et begrænset antal love og regler. Det vil kun forudsætte kontrolmekanismer på et overordnet niveau, og det vil stadig efterlade et stor styringsrum til Kommunalbestyrelserne.

Hvis eller når regering og Folketing ønsker en strammere og mere direkte styring af de kommunale aktiviteter, så igangsættes der en udviklingsproces, som medfører et stadigt stigende behov for detaljerede love og regler. I takt med, at der vedtages flere og flere regler, vil der opstå et parallelt behov for at kontrollere at reglerne overholdes. Den øgede kontrol vil medføre et øget behov for indsamling af standardiserede data for at gennemføre kontrollen. Efterhånden som styringen fra regering og Folketing forøges, efterlader det mindre og mindre plads og frihed i de decentrale enheder.

Hvis man ønsker at gennemføre regelforenklinger og begrænsninger i den centrale kontrol, så må man være villige til at acceptere en større grad af forskellighed. Man må styre gennem mål og rammesætning og overlade et større rum til decentrale prioriteringer.

Hvis regering og Folketing, med den eksisterende opgavefordeling mellem kommuner og centralmagt, ønsker at få succes med regelforenkling, så er det nødvendigt først at få en grundig debat om forholdet mellem den decentrale kommunale styringmodel og kravet om ensartethed i betjeningen af borgerne. Der er behov for at erkende, at de to elementer strider mod hinanden, og man må vælge, hvilket hensyn man vil prioritere højest. I denne afvejning giver det ikke mening at sige, som politikere desværre ofte gør: “Det er ikke et spørgsmål om enten eller, men både og”.