I stresser os!

Jeg har lige modtaget en mail i min indbakke, et tilbud fra et teleselskab, som jeg ikke burde kunne modstå. Jeg kan nemlig købe en smartphone med tilhørende abonnement, sådan at jeg kan modtage alle mine mails på mobilen, lige så snart de lander i indbakken.

Produktet markedsføres på følgende måde:

Den amerikanske præsident har en - altså er det forbundet med højstatus at være ejer af produktet. Produktet er uhyre populært i USA, og nu er turen med sikkerhed kommet til Danmark - altså du har ikke noget valg, hvis du vil følge med udviklingen.

Følgende funktionaliteter udbydes også, så man kan have rigtig mange bolde i luften samtidigt:

• Banke-på-funktion, så du bliver gjort opmærksom på opkald, mens du taler.
• Parkeringsfunktion – hav 2 samtaler i gang på én gang.

Nu er det ikke nok med mobilt bredbånd til din bærbare. Du kan få internetadgang på mobilen, og så er der ingen undskyldning for ikke at være på hele tiden: På gaden, i toget, i supermarkedet, på ferien….

Rigtig mange virksomheder tilbyder elektroniske nyhedsbreve og/eller beskeder via sms. Det massive budskab, som går igen og igen, er: Du skal være ajour og med på bølgen hele tiden!

Sidste skud på stammen er de sociale medier, LinkedIn, Facebook, Twitter og en ufattelig mængde blogs. Her må du også være med, for du skal naturligvis følge med i dine tidligere kollegers og studiekammeraters færden og i en hvilken som helst offentlig debat.

”När har han tid att fundera?”, citat fra en tidligere svensk statsminister.

Jeg spørger bare: Er al information relevant og brugbar? Er det et mål at være med i alt?

Som selvstændig med egen konsulentvirksomhed kommunikerer jeg med mine kunder og samarbejdspartnere via internettet. Jeg søger bl.a. information gennem abonnement på en række nyhedsbreve indenfor og i udkanten af det, jeg beskæftiger mig med. Derfor modtager jeg mange mails hver dag.

Her kommer den dygtige sælger ind: Jamen så må du da absolut sørge for at få sendt dine mails til mobilen, for ellers får du dem ikke med det samme.

Mit svar er, at det behøver jeg heller ikke. En synlig hjemmeside giver fri adgang til min e-mail og mit telefonnummer, hvor der kan lægges besked, ligesom jeg selv kan give besked, hvis jeg ikke træffes. Jeg tjekker med jævne mellemrum, men jeg bestemmer selv hvornår. I kortere perioder tillader jeg mig at lukke helt ned for henvendelser og bare holde fri. 

Jeg passer på mig selv og vil ikke være på hele tiden. Det ville stresse mig voldsomt og i sidste ende gøre mit arbejde dårligere. For jeg lever af at være frisk og veloplagt og kunne tænke tanker.

Valget er frit, man kan både sige nej til tilbud om konstant at forny sin teknologi og slukke for unødvendige funktionaliteter. Men hvad skal vi med dem, hvis de reelt ikke er brugbare? Internet- og teleselskaberne har et medansvar for stressudviklingen ved så ensidigt at fokusere på det positive i at være på og være opdateret med alt muligt. Jeg kan være bekymret for de mennesker, som presses af arbejdsgivere, af kulturen på arbejdspladsen eller af egne ambitioner til aldrig at tillade sig et helle.

Teknologiske landvindinger er nødvendige, men vi skal vogte os for, at endnu flere presses ind i det grænseløse arbejde, hvor der ingen ende er på arbejdet og ingen begyndelse på fritiden. Det giver stress. Kortvarig stress er naturlig og ikke noget problem. Men hvis man ikke får restitueret efter perioder med pres på, og stressen bliver kronisk, kan der udvikles alvorlig sygdom.

Derfor, kære telebranche, hold op med at stresse os og tænk på de budskaber, I sender gennem markedsføringen.  De virkeligt smarte funktionaliteter er dem, som reelt er hjælpsomme, og ikke dem med indbyggede stressorer. Tænk derfor konkret anvendelse og arbejdsmiljø ind i teknologiudviklingen.