I Sanders fodspor

09-03-2010
8 min.

Farvel til otte år med Sander og goddag til en ny videnskabsminister, der kaldes grænseoverskridende og som vil få ”forandringens vinde til at blæse”.

Jubelbrølet fra universitetsverdenen var næsten på højde med en landsholdsscoring i Parken, da det sidst i februar stod klart, at videnskabsminister Helge Sander efter otte år som øverste politiske chef for dansk videnskab blev hældt ud af ministerkontoret i Bredgade i København.

Udskiftningen af Helge Sander var længe ventet, men på mange måder også paradoksal.

Sander var ganske vist særdeles upopulær blandt menige forskere. Han blev kaldt usynlig og uvidende om videnskabsområdet, han lyttede ikke til sine modstandere, ønskede ikke debat og sad i det store hele kun på vennen Anders Fogh Rasmussens nåde, lød kritikken.

Som Sune Auken, lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet og en af bagmændene bag en underskriftsindsamling mod universitetsloven, der samlede 6.500 underskrifter, formulerer det:

”Helge Sander har været noget så paradoksalt som en totalt anonym katastrofe.”

En markant minister

Pudsigt nok har kritikken redet på ryggen af den nok klarest definerede forskningspolitik, en dansk regering nogensinde har haft. Gennem otte år skabte Sander så meget bølgegang i forskningsverdenen, at han står tilbage som en særdeles markant forskningsminister, mener flere aktører.

”Jeg har jo også en fortid før Sander. Og det vi havde med majoren (Svend Bergstein fra CD, red.), Frank Jensen og så videre, var ikke ekstremt attraktivt. Tidligere var Forskningsministeriet noget, man blev parkeret i eller skulle videre fra. Men Sander blev siddende og har kæmpet for en vis fokus og flere penge til området,” siger professor Jens Chr. Djurhuus, formand for Det Fri Forskningsråd, der ellers ikke er nogen svoren tilhænger af regeringens forskningspolitik og ofte har været i retorisk infight med Helge Sander.

Rektor for SDU og formand for universitetsrektorerne, Jens Oddershede, mener, at Helge Sander kunne have gjort mere for at give universiteterne selvstyre og frihedsgrader. Men generelt har forandringerne i de forgangne otte år været til det bedre.

”Jeg har været med i universitetsledelse siden 1992, og vi har haft mange forskellige ministre, men ikke en minister, der har sat så store fingeraftryk som Helge Sander. Han har holdt i usædvanligt mange år, og det har betydet en stor stabilitet i forhold til den udmeldte politik. Det har sandsynligvis også betydet noget i forhold til universiteternes synlighed internt i regeringen,” siger Jens Oddershede.

Et skyet stedbarn

Faktum er, at de danske universiteter gennem 90’erne levede en tilværelse, som et skyet stedbarn – kastet frem og tilbage mellem undervisnings- og forskningsministerium. Politisk var der ikke stor prestige i området, og det kunne mærkes på bevillingerne. I 1998 havde forskningen offentlige bevillinger på 9,3 mia. kroner, og i 2002 var det faldet til 8,5 mia. kroner.  Også investeringerne i universiteternes uddannelser var langt under, hvad omgivende lande investerede i deres universitetsuddannelser. Samarbejdet med erhvervslivet foregik på skrømt, og universiteterne befandt sig endog meget langt nede ad diverse internationale ranglister. Med Jens Chr. Djurhuus’ ord kiggede de danske universiteter i 2001 ned i afgrunden.

Men Anders Fogh Rasmussen havde fulgt arbejdet med Lissabon-processen, der fastslog, at massive investeringer i forskning og udvikling var afgørende for EU’s fremtid. Og da Dansk Industri og CO Industri i 2001 offentliggjorde et omfattende forsknings- og uddannelsesudspil med titlen ’Fra tanke til faktura’, lå regeringens nye politik lige for. Der skulle flere penge til dansk forskning. Målet var den såkaldte Barcelona-målsætning om at bruge tre procent af BNP på forskning og udvikling inden 2010.

Initiativerne, der blev sat i søen én efter én, var bl.a. en ny og omstridt universitetslov, universitetsfusioner og nyt forskningsrådssystem. Ligesom den sportsglade Sander forsøgte at skabe en elitetankegang på universiteterne med eliteforskere, elitepuljer og eliteuddannelser.

I modsætning til de fleste andre af regeringens fagministre gennemførte han det hele med relativt brede flertal i ryggen blandt andet på grund af en lydhørhed over for politiske argumenter, påpeger både tidligere og nuværende forskningsordførere.

Fra forskning til faktura

Den økonomiske benzinindsprøjtning kom primært fra Globaliseringsforliget fra 2006.  Forliget betød, at de årlige offentlige forskningsbevillinger voksede fra godt 12 mia. i 2006 til ca. 18 mia. kroner i 2010. Penge, der skulle gå til flere forskere, flere basismidler og flere konkurrenceudsatte midler til fri og strategisk forskning. Endelige skulle samarbejdet mellem erhvervslivet og universiteterne opprioriteres. Og over det hele blinkede ’Fra Forskning til Faktura’-sloganet med stadig større styrke. Investeringerne skulle gøre nytte og ikke bare sive ud mellem revner og sprækker i universiteterne.    

Sygt forskningsmiljø

Men den voldsomme fokus på nyttemaksimering og konkurrence mellem universiteterne skubbede også Helge Sander længere og længere væk fra universitetsfolket. Han lyttede ikke til deres kritik af en politik, der skabte et sygt forskningsmiljø, hvor kolleger blev konkurrenter, og hvor øgede krav til citation, formidling, patentering og samarbejde med erhvervslivet de facto stækkede forskningsfriheden, det mest centrale gen i forskningens DNA. Den voldsomme fokus på forskning gik også ud over universiteternes andet ben, den forskningsbaserede undervisning, der i stigende grad er overladt til undervisningsassistenter og eksterne lektorer. 

Kritikken blev decideret personlig. Helge Sander-vittigheder og satire-tegninger florerede på nettet, og i en kronik i Politiken i januar i år kaldte Jørgen Øllgaard, redaktør af det kritiske magasin Forskerforum, direkte Helge Sander for dum.

Mogens O. Madsen, samfundsvidenskabelig lektor ved Aalborg Universitet og formand for DJØFs udvalg for forskning og undervisning kalder Helge Sander for en driftsikker minister, der har haft succes med at gennemføre regeringens politik. Men så er det også slut med roserne. 

”Folk på universiteterne er i dag dynget til i arbejde. Flere undersøgelser peger på, at den typiske arbejdsuge er 47 timer, hvor man knokler derudaf med forskning, ansøgninger, formidling, patentering og citationsindeks. Det giver sig nu udslag i kritisable arbejdsvilkår på universiteterne,” siger Mogens O. Madsen, som peger på, at Arbejdstilsynet flere steder, bl.a. på RUC (omtalt i djøfbladet nr. 4, red.) har konstateret alvorlige problemer med arbejdsmiljøet. 

”Det er en udløber af den måde, som Helge Sander og regeringen har drevet universiteterne på i otte år. Det kan godt være, at der er kommet flere midler til universiteterne, men den New Public Management-agtige måde de administreres og kontrolleres på, gør det til et sandt inferno at være universitetsansat. Der er simpelthen ikke den ro, der skal til for at bedrive ordentlig forskning eller undervisning,” siger Mogens O. Madsen, der frygter, at det inden for en overskuelig fremtid bliver meget lidt attraktivt at være ansat på danske universiteter.

Ny minister er grænseoverskridende

Derfor venter et flertal i forskningsverdenen også spændt på de første udmeldinger fra den nye konservative videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Imens har Lars Løkke Rasmussen i sit nye arbejdsprogram indikeret, at vejen frem for dansk forskning er mere ’Fra forskning til faktura’.



Og det er, ifølge flere kilder som djøfbladet har talt med, noget, der passer den nyudnævnte minister godt.

Charlotte Sahl-Madsen, der kommer fra en stilling som formand for oplevelsesparken Danfoss Universe, har bl.a. som formand for Udviklingsråd Sønderjyllands turistgruppe arbejdet for at erstatte turistfolk med erhvervsfolk og har slået til lyd for at åbne universiteterne i sommerferierne for turisternes skyld. Hun er hovedkvinden bag House of Science i Sønderborg, et netværk, hvor naturfagsformidlere på tværs af institutioner efteruddannes, inspireres og lærer af hinanden i samarbejde med bl.a. Danfoss.  

Andre kilder peger på, at hun med sporer trukket til Danfoss og Lego, skal stå i spidsen for at få det private erhvervsliv til at spytte flere penge i dansk forskning og muligvis etablere et decideret privat universitet, som hendes forgænger for nylig lancerede tanken om.

Ingen går op i, at videnskabsministeren ikke selv har en formel uddannelse. I stedet beskrives hun som dynamisk, utraditionel og en god kommunikator, men også som ekstremt resultat- og handlingsorienteret og en hård nyser, der gør op med vanetænkning og er grænseoverskridende i forhold til sine forhandlingspartnere. Som den mangeårige samarbejdspartner og ven, Peter Rathje, direktør i PointZero, siger:

”Man kan godt forestille sig, at nogen får et kulturchok. Jeg kender også lidt til universitetsverdenen, og tror godt jeg kan sige, at der kommer til at blæse forandringens vinde.”

Charlotte Sahl-Madsens forældre har henholdsvis militær og kunstner-baggrund. Måske er det derfra, hun har arvet det sprælske og samtidig bevaret fokus på resultater og eksekvérbarhed.  

”Hun vil helt sikkert argumentere for flere penge til forskningen, men også at der skal skabes mere værdi for dem. Hun vil lytte til forskerne, tror jeg, men på et tidspunkt vil hun også skære igennem. Hun er kendt som kvinden, der eksekverer,” siger Peter Rathje.

Indtil videre må forskningsverdenen vente. Imens har Mogens O. Madsen ét fromt ønske til den nye videnskabsminister.

”Hun har jo også fulgt med i ni års kritik af Helge Sander. Så hvis hun går i sine egne spor, bør hun også standse op og spørge sig selv, hvad der er gang i med markedsgørelsen af den offentlige forskning.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.