Den danske model er i opbrud

Derfor vakte det opsigt, da Fag og Arbejdes (FOA´s) formand Dennis Kristensen i sommeren 2007, mens dansk økonomi stadig buldrede derudad, gik i medierne og sagde: ”Jeg erkender, at jeg kortslutter den danske model.”

Det skete som optakt til langvarige og dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område, hvor Dennis Kristensen flere gange undervejs blev beskyldt for at ødelægge ”den danske model”.

Beskyldningerne kom fra både fagbevægelse og arbejdsgivere, men ifølge samfundsforskeren Dorthe Pedersen havde modellen på det tidspunkt allerede været i opbrud igennem flere år. Det var Dennis Kristensen bare en af de første til for alvor at se og udnytte til sine egne medlemmers fordel, mener hun.

Dorthe Pedersen er ph.d. og forsker i krydsfeltet mellem politik, ledelse, arbejdsmarked og den offentlige sektor. Til daglig arbejder hun som vicedekan og lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School.

Hvad var det, Dennis Kristensen gjorde?

”Han lagde pres på såvel politikere som arbejdsmarkedets parter ved at gøre kampen for sine medlemmer til en god historie i medierne. Havde han optrådt mere traditionelt og været tro mod ”den danske model”, ville han have fremsat sine krav i forhandlingslokalerne. For kernen i den danske aftalemodel er jo, at arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til fælles overenskomster, hvorefter de præsenterer resultatet for deres respektive medlemmer. I stedet valgte Dennis Kristensen at ”forhandle for åbne vinduer”, som en arbejdsmarkedsforsker har udtrykt det.”

Hvad var Dennis Kristensens formål?

”Han ville sikre sine egne medlemmer en større del af den kage, som skulle fordeles ved OK-forhandlingerne i 2008, end de ville få, hvis han fulgte de normale spilleregler. Dels ved at fremhæve sine medlemmers, det vil sige social- og sundhedsassistenters (sosu`ernes), betydning for den velfærd, som samfundets ældre og svage oplever i Danmark. Dels ved at slå et ligelønsslag for sine fortrinsvis kvindelige medlemmer under parolen ”Mandeløn til kvindefag”. Alt sammen i et Danmark på toppen af en økonomisk højkonjunktur og kort tid efter, at de privatansatte havde fået betragtelige lønforhøjelser i deres OK-forhandlinger. Timingen var med andre ord perfekt.”

Hvorfor rettede Dennis Kristensen sin første appel i medierne (Jyllands-Posten, februar 2007) direkte til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)?

”Fordi han kunne se, at Foghs plan om en kvalitetsreform i den offentlige sektor kunne kædes sammen med vigtige forbedringer for især FOA´s og LO´s medlemsgrupper. Med LO-formand Hans Jensens opbakning foreslog Dennis Kristensen Fogh at indbyde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger, og den ide tog Fogh til sig med det samme. Sådan et møde passede med statsministerens egen dagsorden om at gøre noget for velfærden inden næste folketingsvalg (som han efterfølgende fastsatte til november samme år). Og samtidig kunne han i samme manøvre sende sin hårdeste politiske konkurrent, og fagbevægelsens traditionelle alliancepartner, Socialdemokratiet, ud på sidelinjen.”

Mødet vakte vrede i Socialdemokratiet og langt ind i fagbevægelsens egne rækker. Hvad blev resultatet?

”Otte mia. kr. til de offentligt ansatte efter et dramatisk forhandlingsforløb, hvor Dennis Kristensen bl.a. truede med at udvandre, og hvor VK-regeringen blev presset af såvel politiske modstandere som Pia Kjærsgaard, der fra Folketingets talerstol sagde, at: ”de lavest lønnede i den offentlige sektor skal have en bedre løn.” De otte mia. kr. skulle bl.a. gå til seniorordninger, uddannelse og bedre arbejdsmiljø, og pengene skulle fordeles over de kommende fire år og på den måde aflaste de kommende OK-forhandlinger.”

Aftalen blev indgået i juni 2007, og i medierne blev Dennis Kristensen udråbt som ”sejrherren”, fordi han med sin offensive stil havde sikret FOA-medlemmerne 600 mio. kr. ekstra. Men det var ikke nok.

”Nej, i samme måned gik en gruppe sosu´er i Holstebro i strejke i protest over, at deres timeløn på 115 kr. lå 20 kroner under, hvad man kunne få som ufaglært på områdets private virksomheder. Strejkerne, som bredte sig til 74 af landets 98 kommuner, før de ebbede ud i begyndelsen af juli, gav de strejkende ”kæmpe opmærksomhed og sympati” i befolkningen, som dagbladet Politiken skrev. Og den sympati blev værdifuld for FOA under OK-forhandlingerne i 2008.”

Trods et overenskomstresultat i april 2008, hvor arbejdsgiverne - Kommunernes landsforening og Danske Regioner - gav historisk høje lønstigninger (12,8 pct.) til de offentligt ansatte, sagde FOA, Sundhedskartellet og BUPL nej, og gik i strejke. Hvorfor?

”Fordi disse forbund krævede endnu større lønstigninger. Dennis Kristensens mandat var, at han skulle have lønstigninger på 15 pct. med hjem. Det fik han ikke, men det lykkedes ham dog at få en lønstigning på 13,4 pct. til sine medlemmer.”

Strejken i 2008 kostede FOA flere hundrede mio. kr. Var den pengene værd?

”Målt i kroner og ører, nej. Men mens mange andre fagforbund har svært ved at holde på medlemmerne, fik FOA 6.000 nye medlemmer på den offensive strategi, som Dennis Kristensen indledte i februar 2007 og kørte helt frem til sommeren 2008. Og i dag ved hele Danmark, hvad en social- og sundhedsassistent er. Det gjorde vi ikke i 2006.”

Undervejs i forløbet blev Dennis Kristensen tvunget til at forlade sin post som formand for forhandlingsfællesskabet KTO. Hvorfor?

”Det skyldtes, at de andre fagforbund i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) ikke havde tillid til, at han ville varetage deres interesser på lige fod med sine egne medlemmers i de forestående forhandlinger med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Det skyldtes især FOA´s krav om en ekstra pose penge til særlige kvindefag. Og modstanden blev specielt fremført af formændene for AC og HK.”

Beskyldningen om at undergrave den danske model blev fremsat gang på gang mod Dennis Kristensen og FOA. Og beskyldningerne kom både fra vennerne i fagbevægelsen og fra arbejdsgiverne. Havde de ret?

”På den ene side indrømmede Dennis Kristensen jo selv offentligt, at han ”kortsluttede ’den danske model’”, men på den anden side var modellen for ham at se allerede kraftigt undermineret, da han selv gik i aktion.

Strukturreformen har betydet, at kommuner og regioner har mistet suverænitet og derfor er under stram regeringsstyring, når de forhandler overenskomster. Dertil kommer, at OK-forhandlinger – på især det offentlige men også det private område – over de seneste 20 år er blevet stadig mere politiserede, så forhandlingerne ofte foregår i samspil med tre- og fire-parts drøftelser med regeringen. Og endelig har Foghs kontraktpolitik på især offentlig velfærd medført en yderligere politisering, hvor klart opsatte mål – som fx en kvalitetsreform – påvirker forhandlingernes dagsorden og derved forrykker de forhandlingspositioner mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som tidligere definerede den danske model.”

Hvorfor foregår de igangværende OK-forhandlinger på det private område ikke nær så dramatisk som de offentlige OK-forhandlinger for to år siden?

”Det, tror jeg, den økonomiske krise bærer hovedansvaret for. I en situation med stigende arbejdsløshed er det svært for de faglige organisationer at kræve lønforhøjelser eller andre forbedringer af løn- og arbejdsforhold. Men omvendt kan de blive så hårdt pressede af arbejdsgiverne, at de ikke kan sælge resultatet til deres egne medlemmer. I sådan en situation kunne det være fristende at forlade forhandlingslokalet og dermed grundprincippet i ”den danske model” for i stedet at råbe befolkning og politikere op i medierne. Det var netop den mulighed, Dennis Kristensen fik øje på og udnyttede. Det var godt set af ham, men uden et historisk skred i samspillet mellem aftaleforhandlinger og det politiske system havde det ikke været muligt. Dennis Kristensen udnyttede en åbning, som i princippet allerede var skabt af især regeringsstilen.”