”Vi har verdens dyreste folkeskole. Nu skal vi have verdens bedste folkeskole. Hvis skolen vil have frihed, så må den også stå på mål for sine resultater. Det er godt med konkurrence mellem skoler og mellem kommuner. Vi skal sikre, at vi får noget mere for skatteborgernes kroner. Folkeskolen skal levere varen”. Nogenlunde sådan siger regeringen med statsministeren i spidsen.
Det er en simpel konkurrence- og væddeløbstænkning, en måle- og tælleforestilling, en skole-, dannelses- og uddannelsestænkning, som jeg ville forvente at finde på Hjallerup Marked (undskyld Hjallerup), men ikke hos en ansvarlig regering i et såkaldt højt udviklet samfund som det danske.
Man kan godt tælle og lægge kroner sammen og på den måde regne ud, hvad X-by skole koster om året; koster pr. elev pr. år, koster pr. time eller pr. fuldmåne. Man kan godt lægge karakterer sammen for den enkelte elev, klasse, årgang, skole, kommune, land, ja for hele kloden. Men hvad siger disse gennemsnitstal? Hvad er de værd? Hvad kan de bruges til? Hvad siger et karaktergennemsnit for et enkelt menneske, for en skole, for et land? Ja, det er højst usikkert, og jeg er overbevist om, at vi skal være til det yderste forsigtige med at fortolke disse tal
”Stå i mål for sine resultater”. Det er en bodega- og fodboldretorik om den vigtigste danske samfundsinstitution, folkeskolen, som er ja, uforståelig. Selvfølgelig skal en skole og dens ledelse stå på mål for skolen i den forstand, at den har ansvaret for, hvad der foregår på skolen. Men stå på mål for resultater i en simpel talmæssig karakterforstand – undskyld, det er for primitivt. Nu vil skæbnens ironi, at man ikke kan få skidtet til at virke. Det er vist fjerde gang, at de nationale test ikke kan komme til at virke, og jeg skal ikke skjule, at jeg tænker på sætningen: De onde ler, og de gode græder.
Men dette er langt mere alvorligt. Jeg tøver ikke med at sige, at disse tests er mere skadelige end gavnlige – i sig selv. Men hvad meget værre er: Hvis vi skrider til en offentliggørelse af testresultaterne, så vil det efter min vurdering være en ulykke for landet. Skoler, kommuner, ledere og lærere vil blive hængt ud, komme til at stå på mål, vil blive stigmatiserede, deres ry vil blive spoleret – med og uden gode grunde, og der bliver ikke spurgt om eller oplyst om årsager og forklaringer i de offentlige tal.
Tallene er ubarmhjertige. Tallene står helt alene i kolonner og rækker. De står rangordnet, nr. 1 øverst og nummer sidst nederst. Og det vil blive set og husket. Er det at stå på mål for? Nej, det er det ikke; det er at blive hængt ud for noget målingsmæssigt makværk, som ikke kan bruges til disse formål. Enhver kan læse og enhver kan forstå tallene – men forstå hvad? Konkludere hvad og ud fra hvad? Tallene siger intet om detaljerne, om historierne, om de konkrete mennesker, elever, lærere, ledere og forældre, der er bag ved tallene. Det er tallene, der tæller. Det er tallene, der bliver det afgørende, det eneste. Man står på mål for tallene. Ja, det skal jeg love for, at man kommer til.
Detaljen, dvs. den enkelte elev og lærer, forsvinder op i – ja, op i de højere talgennemsnits sfærer – og her er der ingen barmhjertighed, her er der ingen Kære Mor, her er der ikke plads til undskyldninger og forklaringer, hverken bortforklaringer eller gode forklaringer. Tallene har ét og kun ét sprog.
Det er faktisk rystende, at vi kan drive bodega-politikken så vidt; det er også rystende, at vi ikke lytter til dokumenterede erfaringer fra f.eks. England. En engelsk uddannelsesprofessor udtalte sig for få uger siden til Danmarks Radio – og hans vurdering var klar: Kære danske regering – lad være. Det er en ulykke for landet. Gør det ikke, lyt til vore erfaringer! Sådan sagde han den 1. marts i P1 Orientering.
Jeg håber, at den danske undervisningsminister har mod og kvindehjerte nok til at sige stop; sige stop for dette vanvid, stop for dette taltyranni, stop for denne væddeløbstænkning.
Ledige stillinger