Regnbuedamen

Selvom regnbuens farver normalt tilhører de homoseksuelle, virker det dragende at bruge dem til at beskrive Institut for Menneskerettigheders ligebehandlingsekspert, for den 47-årige Mandana Zarrehparvar har mange farver på paletten: Hun er født og opvokset i den tidligere iranske elite og kalder sig kulturel muslim, men har skrevet og fået flere julekort denne jul end en almindelig dansk middelklassefamilie.

Hun er Facebook-ven med Jacob Holdt og stamgæst på den gakkede københavnercafe Bankeråt, hvor plastikdameben og væddere i præstekjoler udgør en væsentlig del af inventaret. Og hun er så populær blandt bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, at hun for to år siden var nomineret til prisen Årets Laks.

Mandana Zarrehparvar er leder af Afdelingen for Ligebehandling og Mangfoldighed hos Institut for Menneskerettigheder (IMR), der egentlig har som formål at rådgive, lave dokumentations- og oplysningsarbejde og give juridisk bistand til ofre for diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse. Men som den selvfølgeligste ting i verden har Mandana Zarrehparvar også samlet seksuelle minoriteter, kønsorganisationer, ældre, handicappede og minoritetsreligioner under sin mangfoldighedsparaply.

Horisontalt arbejde

Læsebrillerne skifter jævnligt plads mellem næsetippen og toppen af hovedet, mens Mandana Zarrehparvar fortæller om arbejdet for de etniske minoriteter – og for de andre grupper, der oplever diskrimination eller forskelsbehandling. Siden 2003 har hun samlet organisationer, der arbejder med diskrimination på grund af køn, alder, etnisk oprindelse, handicap, religion og seksuel orientering i Ligebehandlingsudvalget under IMR og ladet dem udveksle erfaringer. Hun kalder det horisontalt arbejde.

”Det tog to år at få de forskellige grupper til at forstå, hvad vi kan bruge hinanden til. Men da der gik hul på forståelsen væltede det ud med ting,” siger hun om arbejdet, som eksempelvis Danske Handicaporganisationer, Ældremobiliseringen og Islamisk-Kristent Studiecenter har deltaget i.

I fællesskab kæmper grupperne for at påvirke national og international lovgivning, og de har blandt andet lavet en fælles ’Erklæring om det inkluderende samfund’.

”Det er forbløffende, at det overhovedet kunne lade sig gøre – det er ikke noget, vi kender andre steder fra,” siger talsperson i LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) Søren Laursen, der har siddet i Ligebehandlingsudvalget siden begyndelsen.

”Kvinderådet arbejder med diskrimination mellem kvinder og mænd, mens vi fx arbejder med diskrimination mod lesbiske mødre i forhold til andre mødre – begge dele kan formuleres som en kvindevinkel, og nu kan vi lave et mere fuldstændigt billede af de enkelte områder. Det ville vi aldrig gøre, hvis ikke vi havde siddet rundt om det bord og fået den der ahaoplevelse – det er Mandanas fortjeneste,” siger Søren Laursen.

”Det er alt for rosende ord,” indvender Mandana Zarrehparvar, da hun har læst portrættet igennem.

”Hvorfor er der ingen, der har sagt, at jeg er en rejekælling og har et frygteligt temperament?”

Fra overklasse til paria

Historien om Mandana Zarrehparvar starter i den iranske elite i Teheran. Hun blev født ind i en af Irans rige og berømte familier med en dansk mor og en iransk far, der i længere perioder arbejdede for shahen.

Men den islamiske revolution blev også en revolution for familien Zarrehparvar. Familien flygtede til Danmark, og Mandana Zarrehparvar måtte indstille sig på overgangen fra iransk overklassepige til dansk paria, som hun kalder det.

”Jeg kom fra at være en, der var kendt – fra at være noget – til at være ingenting, en belastning for det danske samfund.” Alligevel kalder hun revolutionen en velsignelse:

”Måske var den revolution a blessing for mig. Jeg var møgforkælet, så tænk, hvilken rejekælling jeg ville have været, hvis det ikke var for revolutionen,” siger hun på sit engelskkrydrede sprog.

I barndomshjemmet blev der talt engelsk eller farsi, så Mandana Zarrehparvar lærte først dansk, da hun i 1984 besluttede, at Danmark skulle være hendes nye fædreland.

Da familien Zarrehparvar kom til Danmark i 1978, var det kun for at vente på, at revolutionen skulle drive over, så de kunne vende hjem igen. Derfor var der heller ingen grund til, at Mandana og hendes søskende skulle lære dansk. Hun kom på international skole og fik bagefter et stipendium til at tage en BA i statskundskab i Canada.

Men tilbage i Danmark med en bachelorgrad i rygsækken var hun nødt til at vælge: Skulle hun fortsætte med håbet om at vende tilbage til Iran – og dermed leve på en drøm, som formentlig aldrig ville gå i opfyldelse – eller skulle hun acceptere sit nye liv i Danmark?

”Hvis jeg var blevet i den limbo, at jeg skulle tilbage til Iran en dag, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Du bruger mange ressourcer på at fastholde en identitet, som er smuldret – det ser jeg hos rigtig mange flygtninge, som lever i den tanke, at de kommer tilbage,” siger Mandana Zarrehparvar.

Indtil videre har ingen fra familien Zarrehparvar genset deres land.

Det usynlige højdekrav 

I stedet blev det til et liv i Danmark med base på tredje sal i Nansensgade i København, hvor Mandana Zarrehparvar i dagene op til jul gennemlever en af sit livs kriser.

Hun har netop mistet sin far efter syv måneders sygdom, og lige nu kæmper hun med savnet, sorgen – og det praktiske. For den iranske familie er spredt over hele verden og skal nå til Danmark og indlogeres – under et COP15-møde, der lægger beslag på al overnatningsplads – inden begravelsen. Telefonen er ikke tavs mange minutter ad gangen under det to timer lange interview, og det tikker jævnligt ind med sms’er. Men kun af og til mister hun fokus eller bliver opmærksom på sin egen talestrøm.

”Undskyld, jeg er et sludrechatol – du skal altså sige stop, for jeg snakker og snakker – jeg brænder for det her område,” undskylder hun, og læsebrillerne ryger igen op i håret.

Lejligheden på Nansensgade er også en udmærket illustration af, hvordan etniske minoriteter oplever forskelsbehandling. Da Mandana Zarrehparvar og hendes mand skulle skrives op til lejligheden, blev de opfordret til kun at skrive hendes dansktyske mand op – han hedder Christensen, og det lød knap så farligt som det iranske Zarrehparvar.

”Jeg kæmper mod diskrimination – skulle jeg virkelig æde den?”

Det gjorde hun, og siden har hun kæmpet for at få ændret på det, hun kalder indirekte diskrimination: De usynlige regler og procedurer som vi ikke lægger mærke til, men som er med til at ekskludere bestemte grupper. Eksempelvis Politiskolens tidligere højdekrav, der udelukkede kvinder fra at komme ind på skolen. Det blev sat ned, men ikke nok til at de etniske minoriteter kunne komme ind på skolen. Til sidst blev højdekravet helt fjernet, men det tjener stadig som eksempel på, at der findes mange usynlige ’højdekrav’ og meget ulovlig forskelsbehandling, mener Mandana Zarrehparvar.

Og det lille ord ulovlig er værd at bide mærke i, for Mandana Zarrehparvar har intet imod forskelsbehandling – tværtimod:

”Vi er nødt til at forskelsbehandle folk, for vi er forskellige, men vi skal ikke forskelsbehandle på grund af etnicitet alene eller køn alene eller handicap alene. Vi må se på det enkelte menneskes særlige livssituation.”

Der var modvind

Da hendes canadiske bachelorgrad viste sig at være ubrugelig i Danmark, tog hun en uddannelse som socialrådgiver og blev ansat først af Københavns Kommune og senere Dansk Flygtningehjælp, inden hun i 1998 blev sekretariatsleder for Nævnet for Etnisk Ligestilling. Da Nævnet for Etnisk Ligestilling i 2003 blev lagt under Institut for Menneskerettigheder, gik der lidt tid med at føle hinanden på tænderne i huset på Strandgade.

Mandana Zarrehparvar følte sig isoleret fra resten af huset, som traditionelt har arbejdet internationalt med menneskerettigheder og ikke rigtig forstod arbejdet med ligebehandling og etnisk diskrimination – selvom de er væsentlige elementer i menneskerettighederne.

”Man ville gerne pege på, at der ikke er et ordentligt retssystem i Rwanda og opbygge en domstolsstruktur, men man forholdt sig ikke til, hvordan de enkelte grupper – og minoriteter – skulle få adgang til domstolen,” lyder hendes kritik.

Eller for at tage et dansk eksempel: Det er en grundlovssikret ret – og en menneskeret – at have adgang til uddannelse, men det er ikke alle, der får lige meget ud af vores uddannelsessystem. Eksempelvis de etniske drenge, der falder ud af folkeskolen i de store klasser, fordi uddannelsessystemet ikke er gearet til at samle dem op – eller de handicappede, som ikke kan deltage i idræt.

”Derfor skal der være forskelsbehandling – du er nødt til at lave differentieret undervisning eller gymnastiksale, hvor børnene kan komme ind i kørestole. Tilrettelægge det, så de får noget ud af det ud fra de vilkår, de har,” siger Mandana Zarrehparvar.

”De diskussioner begyndte at rumstere hos mig og kolleger i de andre afdelinger, og nu er tanken om ligebehandling mere legitim i huset.”

”Det er rigtigt, der har været meget modvind,” bekræfter Mandana Zarrehparvars tidligere chef på IMR, Morten Kjærum, der i dag er direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder: ”Folk klapper ikke i hænderne, når man kommer med den slags ideer – der er også meget konservatisme i vores verden.”

Gammeldags fodboldspillere

Men i dag er arbejdet med ligebehandling blevet en fast del af arbejdet med menneskerettigheder, og det danske eksempel giver dønninger flere andre steder i Europa.

”Det er nyt at lægge diskrimination ind under en menneskerettighedsramme, og der gik Mandana kreativt og åbent ind og lagde de første sten sammen med resten af instituttet. Det blev en forløber for andre europæiske lande,” siger Morten Kjærum.

”Begge parter får noget ud af samarbejdet,” understreger Søren Laursen fra LGBT Danmark.

”Et af de fantastiske resultater er, at vi kan lave politikker på tværs af minoritetsområderne, og hvis vi bruger en menneskerettighedsformulering, løfter det vores problemstillinger op på et højere niveau,” siger Søren Laursen.

Mandana Zarrehparvar tager samarbejdet på tværs af minoriteterne så alvorligt, at det er lige så selvfølgeligt, at hun udtaler sig om angsten for homoseksualitet blandt fodboldspillere som angsten for fremmede blandt navlepillere.

Derfor kaldte hun i pressen Dansk Boldspil Union for gammeldags, da den sidste år – efter fodboldmålmanden Arek Onyszkos erklæring om at hade bøsser – opfordrede homoseksuelle fodboldspillere til at passe på med at fortælle holdkammeraterne om deres seksualitet.

Og derfor kæmper hun indædt på at få et klageorgan, der dækker alle minoritetsgrupper mod diskrimination både inden og uden for arbejdsmarkedet.

Som det ser ud nu, er det kun diskrimination på grund af køn og race/etnicitet, der er dækket både inden og uden for arbejdsmarkedet hos Ankestyrelsens Ligebehandlingsnævn, der behandler klagerne om forskelsbehandling. Andre udsatte grupper er kun dækket, når de oplever diskrimination på arbejdsmarkedet.

Samtidig består Ligebehandlingsnævnet kun af jurister og dommere og mangler derfor både rådgivning, dokumentationsarbejde og oplysningsarbejde, lyder Mandana Zarrehparvars kritik. I december måned vandt hun en lille sejr, da IMR fik køn ind under sit arbejdsområde og nu dækker både køn og race/etnicitet – men hun er ikke mæt.

”Det har været et langt og sejt træk, men vi vil gerne have de andre områder også, så vi får det horisontale perspektiv,” siger Mandana Zarrehparvar ambitiøst. Hun vil have flere farver på sin palet.