Mads fra Verden

Mads Kjær virker ubekymret. Ubekymret som en 12-årig, der ligger på knæ i jordbærmarken i timevis og spiser sig ondt i maven.

Det lyser langt væk, når han svinger sin hvide Porsche 911 med nummerpladen ’Love X’ ind på parkeringspladsen hos familievirksomheden Kjaer Group og slentrer af sted med rulamsjakken svingende om sig. Når han ikke ser noget modsætningsforhold mellem at ville redde verden og spille golf eller køre i hurtige biler. Og når han insisterer på, at glasset er halvt fuldt.

Den 48-årige erhvervsmand og stifter af mikrolånsportalen MyC4 kalder det for passion.

”En vinkel (på portrættet, red.) kunne være passion og den energi, jeg får, når det er lidenskab, der driver værket,” foreslår han med dagsordensættende sans allerede før interviewet. Passion på engelsk, forstås.

”Det lyder bare meget bedre på engelsk end på dansk. Lidenskab lyder næsten religiøst, men I have a lot of passion, jeg har en masse energi, lyder bedre. Lige meget hvad jeg gør, om jeg ligger og plukker jordbær og er 12 år gammel eller er voksen og leder en virksomhed, så er det den energi, der driver mig, så synes jeg, det er skægt,” siger Mads Kjær.

Hvis vi kan gå på månen

Man kan måske godt kalde Mads Kjær for ubekymret, men det betyder ikke, at han er useriøs, understreger hans lillebror, Søren Rose Kjær.

”Det er rigtigt, at han sparer sig selv for en masse bekymringer over ting, man ikke kan gøre noget ved, men samtidig er han seriøs og hårdtarbejdende – han arbejder altid, rejser altid og er altid online,” siger Søren Rose Kjær.

Men han er også en lille smule uhåndgribelig, den fynske forretningsmand, som efter 25 år i familievirksomheden Kjaer Group, der sælger biler og autoudstyr til nødhjælpsorganisationer, har skiftet rolle fra CEO til bestyrelsesformand og i stedet startet mikrolånsvirksomheden MyC4 op fra bunden. En virksomhed, der ikke bare skal tjene penge, men også være med til at udrydde fattigdommen i Afrika.

”If we can walk on the moon ... then we can also end poverty by year 2015,” lyder et af Mads Kjærs mottoer, fulgt op af ”Business must be for a profit and profit must be for a purpose” og andre oneliners, der med Mads Kjærs ord er til for de journalister, der gerne vil have tingene skåret ud i pap.

Uhåndgribelig, fordi han glider lidt let hen over spørgsmål om privatlivet og leverer et lidt indstuderet svar om, at han er et privat menneske, der kan lide god mad, hurtige biler, golf, rejser, kunst og venneselskab – og igen hurtigt vender samtalen til at handle om forretningsmodeller.

Og så insisterer han næsten fanatisk på at vende tingene til det positive. Fx når han taler om virksomheden MyC4, der det seneste halve år er blevet ramt af en korruptionsskandale i Kenya og en række utilfredse investorer, der ikke har fået den profit ud af deres investeringer, som de var blevet stillet i udsigt.

”Det er ligesom, når man lærer at cykle, så må man snuble nogle gange. Med nogle af de snublinger, vi har lavet, har vi fået flade dæk, og så skal der pumpes luft i igen,” lyder det ukueligt fra Mads Kjær.

Op på cyklen igen

Mikrolånsportalen MyC4 startede i 2006 som et samarbejde mellem Mads Kjær og den unge iværksætter Tim Vang. Gennem hjemmesiden kan investorer fra hele verden låne penge til navngivne, afrikanske iværksættere, der optræder på hjemmesiden med billede og en beskrivelse af deres virksomhed. Investorerne kan tage op til 50 procent i rente på lånene, men da de konkurrerer om at give den laveste rente, er den gennemsnitlige rente godt 13 procent.

Allerede fra begyndelsen var interessen for MyC4 stor. Virksomheden blev spået til at blive en kæmpe succes og sigtede efter at udlåne 300 millioner kroner i 2009, men så kom bedragerisagen i Kenya, hvor MyC4s samarbejdspartner opfandt fiktive låntagere, som har lånt op mod ti millioner kroner, der er forsvundet i systemet. Samtidig begyndte flere investorer at brokke sig over, at de ikke fik så stort et udbytte af deres investeringer som forventet. Nogle af de afrikanske iværksættere betalte simpelthen ikke deres lån tilbage, og investorerne taber i gennemsnit næsten otte procent. Derfor har MyC4 nedjusteret forventningerne og skal i gang med at tænke forretningsmodellen om, så investorerne får deres penge.
Men selvom Mads Kjær er slået tilbage til start, får det ham ikke til at lægge sig med blottet strube:

”Vi skal op på cyklen igen, plaster på såret og så må vi videre.”

”Han har et fantastisk positivt livssyn,” siger Søren Rose Kjær og fortæller om dengang, de to brødre i 2005 deltog i East African Classic Safari Rally med det formål at gøre opmærksom på FNs 2015-mål, og bilen brød sammen allerede på andendagen.

”Min verden ramlede helt sammen, jeg havde brugt så meget tid på at forberede det rally. Men Mads stod med et stort smil og sagde: ’The sun will shine tomorrow’.”

Mønten har to sider

Mads Kjær holder sig dog ikke tilbage fra at svare igen på kritikken af MyC4. Han mener, at vi – de vestlige investorer og medierne – glemmer at se begge sider af mønten:

”Den ene er, om de afrikanske forretninger har tabt penge, den anden er, om vi, der har lånt ud, har tabt penge. Man vil gerne diskutere vores situation, men ikke de andres – man ser kun den ene side af mønten.”

Han peger fx på, at ingen taler om, at ni ud af ti låntagere har betalt deres lån tilbage, eller at lånene til de afrikanske iværksættere har påvirket tusindvis af menneskers liv.

”Mennesker, som gennem to år har været i stand til at flytte deres liv en tand videre – ikke gennem charity, men gennem forretning. Det er det, jeg står for, og det er det, der giver energien til at gå tilbage og se, hvad der er galt med modellen. Men jeg har respekt for, at folk er kommet for at tjene penge, og det har de ikke gjort – det er ikke godt. Skal vi så stoppe? Nej, vi må finde ud af, hvad der er gået galt,” siger Mads Kjær.

Ideerne til, hvordan MyC4 skal se ud i fremtiden, står i kø. I stedet for kun at investere i enkeltstående virksomheder vil Mads Kjær og MyC4 fremover lade investorerne låne til specifikke dele af en forsyningskæde. Det kan fx være til kenyanske småbønder, der leverer sukkerærter til en større gård, som igen leverer til en dansk supermarkedskæde. Her er sikkerheden for, at lånet bliver betalt tilbage, større, fordi småbønderne afregner for lånet, når de leverer varerne – og investorerne er sikre på, at der også er en aftager af bøndernes produkter, nemlig supermarkedskæden.

”Selvfølgelig kan det også misbruges. Den lille bonde kan sælge såsæden i stedet for at bruge den selv, men vi prøver at binde det op på, at der er nogle grupper, som er gensidigt afhængige af hinanden, der er noget social kontrol,” siger Mads Kjær.

Fra shippingmand til bilmand

Det afrikanske eventyr startede i Svendborg i 1962. Mads Kjærs far, Christian Kjær, åbnede et bilhus, der skulle sælge Renault-biler. Ved et tilfælde solgte han i 1977 en firhjulstrækker til en volontør, der skulle til Zambia, og sådan opstod ideen med ikke kun at sælge biler til svendborgenserne, men til hele verden. I dag er Kjaer Group – der stadig har hovedsæde i industriområdet i udkanten af Svendborg – en international arbejdsplads med 300 ansatte spredt over hele verden. I hovedsædet i den danske provinsby bliver der talt fransk på gangene, og der er kunst på væggene og Fatboy-sækkestole i mødelokalerne.

Mads Kjær ville enten være jurist, journalist eller shippingmand. Han endte med det sidste og nåede at rejse en del rundt i verden, inden hans mor i 1984 ringede for at høre, om han ville komme og høre lidt mere om, hvad faren arbejdede med i Afrika. Så blev Mads Kjær salgsdirektør i Kjaer Group, og hans kone Hanne flyttede med fra København.

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde sammen med min far, eller at jeg skulle være bilmand i Svendborg. Ikke fordi der er noget dårligt i det, det var bare ikke det billede, jeg havde,” siger Mads Kjær.

”Når Kjaer Group er så stor en succes i dag, er det på grund af Mads,” siger lillebror Søren Rose Kjær om virksomheden, der på trods af krise fortsætter med at hæve omsætningen.

Medarbejderaktier, adgang til fitnesscenter og kurser i stresshåndtering og NLP-terapi betyder samtidig, at Kjaer Group to gange er blevet kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads og placeret som en af de ti bedste arbejdspladser i Europa. Og det handler ikke kun om, at Mads Kjær er en ordentlig mand, der vil sine ansatte det bedste – det handler om forretning:

”Forestil dig, at vi to havde en gård for 250 år siden. Vi besluttede, at vores staldknægte skulle have mindst to måltider varm mad hver dag og the og kaffe. Ovre på den anden gård sad Gertrud og Hans og lod dem gå for lud og koldt vand. Hvem vinder? Jeg tror på, at vores gård vinder. Jeg tror på det gode i stedet for det onde.”

Drengen Mads

Mads Kjær er god for 100 millioner kroner, afslører et tidligere portræt af den entreprenante fynbo. Sammen med andre lokale investorer ejer han flere bygninger i Svendborg og har involveret sig i byudviklingen af den sydfynske havneby, men selvom Mads Kjær har boet det meste af sit liv i byen, afviser han det, da jeg kalder ham Mads fra Svendborg.

”Det er lidt sjovt det der … jeg synes jo egentlig, at jeg er Mads fra Verden,” griner han og fortsætter:

”Hvis vi alle sammen tænker på os selv som globale borgere, vil vi tage mere vare på hinanden, end hvis vi tænker Mads fra Svendborg. Vi har et ansvar for hele verden.”

Mads Kjærs første besøg i Afrika var i den etiopiske hovedstad Addis Ababa under tørken og hungersnøden i 1985, hvor han skulle levere otte biler til en amerikansk hjælpeorganisation.

”Det at se den enorme afstand mellem vores liv og en afrikaners liv og selv sidde på værdikæden og tjene penge på, at der er en nødhjælpsorganisation, der skal hjælpe de mennesker – det hobede sig op i hovedet på mig,” siger Mads Kjær.

”Jeg har lyst til at gøre noget ved det nu, hvor jeg ser det. Hvis jeg sad hjemme på Thurø og kiggede på skoven, ville jeg ikke se det,” siger Mads Kjær.

Men selvom Mads fra Verden ser den afrikanske fattigdom og gerne vil lave om på den, spilder han ikke tiden på at have dårlig samvittighed over den hvide Porsche eller timerne på golfbanen.

”Noget af det, vi skal passe allermest på, er ikke at blive enormt puritanske. For mig er der helheder – der er drengen Mads, som gerne vil køre i Porsche, lave god mad, spille golf og stå på snowboard. Og så er der min lederrolle – her vil jeg gerne bygge virksomheder op og gøre noget for verden. Det hænger sammen, det ene giver energi til det andet. Et helt menneske er jo ikke kun det ene eller det andet. Hvis Mads fra Svendborg er glad, er Mads fra Verden også glad.”

Visioner søges

Mads fra Verden vil gerne ændre vores vanetænkning. Ændre vores billede af afrikanere fra at være nogen, som vi deler nødhjælp ud til, til et billede af forretningskvinden, der bager brød, sælger det og bruger pengene på at sende sine børn i skole. Og så savner han, at vi har flere visioner og mere mod til at handle.

”Hvis ikke vi kan forstille os en fremtid, som er inspirerende for os at komme hen imod, vil vi heller ikke søge den,” pointerer han.

”Vi vil gerne have, at der ikke er nogen, der dør af sult. Vi vil gerne have fred på jord. Kan vi blive enige om det? Det forbander mig, at vi ikke kan blive dygtigere til at gøre noget ved det,” siger han og fortæller om konferencen, hvor han bad en paneldeltager fra Verdensbanken fortælle, hvad han ville gøre for at udrydde fattigdom, hvis han kunne få ét eneste ønske opfyldt. Paneldeltageren ville afskaffe alle landsbrugssubsidier i den vestlige verden.

”Vi ved godt, at det ikke skaber bæredygtighed at subsidiere noget trøstesløst i årtier, men vi gør det alligevel, fordi det mest fundamentale for alle mennesker er at overleve – være sikre på at vi får mad. Jeg tror ikke, den tryghed forsvinder, ved at vi fjerner subsidierne, men selv hvis vi skulle sænke vores levestandard i et år eller to … screw that, det klarer vi nok. Jeg er ikke bange for det,” lyder det, ubekymret, fra Mads – fra Svendborg ... og Verden.