Hvem ringer USA til?

23-02-2010
6 min.

EU har med Lissabon-traktaten fået en ny udenrigstjeneste og chef, der en gang for alle skal fjerne al tvivl om, hvem der repræsenterer og formulerer EU’s holdninger. Men eksperter frygter, at EU’s første udenrigschef bliver en omrejsende joke.

Godt og grundig træt af den daværende danske statsminister Anker Jørgensens inkompetente og ineffektive formandskab for det Europæiske Fællesskab udbrød daværende udenrigsminister for USA Henry Kissinger: ”Hvem ringer jeg til, hvis jeg vil tale med Europa?”

Om Henry Kissinger rent faktisk sagde sådan, er der sidenhen sået meget tvivl om. Hovedpersonen husker det ikke selv, men det ændrer ikke ved, at citatet – sandt eller ej – er gået over i historiebøgerne og er blevet gentaget igen og igen.

Her, 37 år senere, ser det tilmed ud, som om Europa har et svar parat til Henry Kissinger. Med Lissabon-traktaten har EU nemlig fået en ny udenrigschef, der gerne skulle sidde klar ved telefonen, hvis den nu 86-årige Kissinger eller den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton skulle finde på at ringe.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvor meget saft og kraft der vil være i svaret fra EU’s udenrigschef. Vil det blot blive et lille forsigtigt kvæk uden substans og vægt, eller vil det derimod være Europas endegyldige og bindende svar?

Skal man tro den tyske kristendemokrat Elmar Brok, der har udarbejdet Europa-Parlamentets betænkning om EU’s nye udenrigstjeneste, så bliver det sidstnævnte. Nu vil det endelig stå krystalklart frem for alle, hvem der repræsenterer og formulerer EU’s holdninger.

Flere danske eksperter tvivler imidlertid stadig på, hvor meget gennemslagskraft den nye EU-chef vil få.

”Det store problem med EU’s udenrigspolitik og manglende globale gennemslagskraft har altid været, at Storbritannien, Frankrig og Tyskland ikke har haft interesse i at handle gennem EU. Det tvivler jeg på bliver ændret, bare fordi der oprettes en ny udenrigstjeneste,” siger lektor Derek Beach fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Professor Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet siger i tråd hermed:

”Det afgørende bliver, om USA, Rusland, Kina og landene i Mellemøsten rent faktisk henvender sig til EU’s udenrigschef. Hvis de fortsat hellere ringer til Gordon Brown, Nicolas Sarkozy eller Angela Merkel, så er hele systemet undermineret og en stor joke.”

EU taler med én stemme

Om EU’s udenrigschef bliver en omrejsende joke, må tiden vise. På papiret ser det imidlertid ud til, at briten Catherine Ashton – får betydelig magt.

Tidligere var det sådan, at EU havde både en kommissær for udenrigsanliggender, østrigeren Benita Ferrero-Waldner, og en højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, spanieren Javier Solana. De stillinger er nu begge sløjfet til fordel for den nye EU-udenrigschef, der, som det hedder i fagsprog, bliver dobbelthattet.

Samtidig medfører Lissabon-traktaten, at det er slut med de halvårligt roterende formandskaber på det udenrigspolitiske område. Det vil ikke længere det ene halvår være Sverige, det næste halvår Danmark og det tredje halvår Østrig, der er EU’s talsmand i udlandet. Fra nu af vil det altid være EU’s udenrigschef.

Netop det tiltag er ifølge lektor Derek Beach meget velkomment.

”Nu bliver det en stemme, der repræsenterer EU, og ikke den skizofrene situation, der har hersket i mange år. Tidligere var det jo sådan, at eksempelvis Kina eller USA den ene dag kunne få én besked af Kommissionen og den næste dag en helt anden besked af repræsentanten for EU’s formandsskab. Det har ikke just styrket EU’s gennemslagskraft,” siger han.

Helt overordnet mener Derek Beach derfor også, at det er en god ide med den nye udenrigstjeneste. Men derfra og til at sige, at det bliver en dundrende succes, er der meget langt.

Kan Catherine Ashton stå distancen?

Meget afhænger også af den nye udenrigschef, Catherine Ashton. Hvis hun har pondus og gennemslagskraft, kan hun i sig selv sikre EU en større stjerne, men det kan også gå den anden vej.

Mange iagttagere er allerede nu begyndt at sætte alvorligt spørgsmålstegn ved den 54-årige brites kompetencer og gennemslagskraft. Hun har aldrig tidligere gjort sig specielt bemærket i hverken EU eller på den internationale scene, og mange EU-diplomater tvivler på, at hun har den nødvendige tyngde til at styrke unionen mærkbart på verdensscenen.

Flere Europa-Parlaments-medlemmer har også været ude at kritisere hendes manglende udenrigspolitiske erfaring. Og fra britiske parlamentsmedlemmer har hun fået en masse røg for hendes deltagelse i 1980’ernes antiatomkraftbevægelse.

Derek Beach er heller ikke i tvivl om, at man sagtens kunne have fundet en kandidat med mere tyngde.

”Jeg har lidt mistanke om, at der er nogle medlemsstater, der har været skræmte af perspektiverne, hvis en rigtig sværvægter, som eksempelvis EU’s tidligere udenrigspolitiske talsmand Javier Solana, havde fået posten. Derfor har man fundet en, du hverken kan være særlig ophidset eller indigneret over. Det garanterer, at det ikke udvikler sig alt for voldsomt,” siger han og tilføjer:

”Det er en kendt strategi i EU. Er man lidt bange for posten, så finder man en uden den store gennemslagskraft.”

Der var da også mange andre kandidater til den udenrigspolitiske chefpost, som umiddelbart syntes at være mere velegnede og i politisk henseende tungere, deriblandt Østrigs tidligere udenrigsminister Ursula Plasnik og EU’s finske udvidelseskommissær Olli Rehn, der nu i stedet ser ud til at blive kommissær for økonomiske og finansielle anliggender.

Fra forskellig side er der også peget på, at valget af Catherine Ashton skyldes, at EU-lederne var under voldsomt pres for at finde en kvinde fra venstrefløjen.

Danmark skal være rigt repræsenteret

Retfærdigt eller ej, så er der altså ikke kun opbakning og ros til Catherine Ashton, der ellers nok kunne bruge det her i den først tid, hvor hun skal have etableret den nye udenrigstjeneste. Planen er, at retningslinjerne for tjenesten skal være på plads allerede den 1. maj i år.



Der ser dog allerede nu ud til at være enighed om, at medarbejderstaben skal bestå af et miks af ansatte i EU’s institutioner og diplomater fra medlemslandenes udenrigstjeneste. I alt forventer man, at der på sigt vil være cirka 6-7.000 ansatte.

Blandt de mange nye EU-diplomater skulle man gerne finde en masse danskere, da det vil øge vores indflydelsesmuligheder i den nye tjeneste, mener Derek Beach.

”Man kan præge ånden og kulturen i organisationen, så den stemmer overens med danske interesser. Samtidig vil det også give en mulighed for at få fingre i informationer, der måske ellers ikke ville være tilgængelige,” siger han.

Netop de mindre EU-landes muligheder for at hente informationer om lande og områder, som de ikke lige nu er repræsenteret i, er også blevet fremhævet som et plus ved den nye EU-udenrigstjeneste, der forventes at få 130 repræsentationer rundt omkring i verden. Til sammenligning har Danmark i øjeblikket 78 ambassader.

Om det lykkedes Danmark at få en masse diplomater placeret i den nye tjeneste er dog langtfra sikkert. Danmark er nemlig handicappet på grund af EU-forbeholdene, mener Marlene Wind.

”Det vejer ikke så tungt, hvad vi siger. Og højtplacerede embedsmænd skal helst være fra lande, der er fuldt og helt med i EU.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.