Nicolai Vedsted havde det rigtig godt med sit job og sine kolleger. Men alt ændrede sig, da han fik ny chef, og til sidst vidste han godt, at det enten var ham eller hende, der måtte gå. Det blev ham.
Nicolai Vedsted glædede sig til at komme på arbejde hver morgen. Ganske vist havde afdelingen lige været gennem en tid med et stort arbejdspres, men det havde bare rystet dem endnu mere sammen. Han var teamleder, og han var stillet en stilling som specialkonsulent i udsigt – et skridt på vejen mod den kontorcheftitel han stilede imod.
Tonen og omgangsformen med chefen var uformel, involverende og åben − baseret på stor gensidig respekt. Og var der antydningen af problemer eller konflikter i afdelingen, var der en indbyrdes forståelse for, at de skulle løses, inden de blev til rigtige problemer, fortæller Nicolai Vedsted.
Men så fik han ny chef. Den øverste chef blev også skiftet ud.
Nicolai Vedsteds nye chef lagde ud med at invitere alle medarbejdere til en ’hilse på-samtale’ en for en. En god ide syntes Nicolai Vedsted, og han følte da også, at han og hans nye chef havde en fin samtale. Her bekræftede hun blandt andet, at hun havde hørt, at han var stillet en specialkonsulentstilling i udsigt, og at hun i øvrigt fornemmede, at der var en anderledes og kreativ arbejdskultur, som hun syntes var meget interessant.
”Set i bakspejlet handlede det nok om, at hun bare gerne ville være høflig i starten, og jeg læste hende altså forkert,” konstaterer Nicolai Vedsted, når han i dag knap et år senere kigger tilbage.
Der gik nemlig ikke længe, før den nye chef skar teamlederfunktionerne fra og dermed også den tætte kontakt, som både Nicolai Vedsted og hans kolleger var vant til at have til chefen. Nicolai Vedsteds samarbejde med den nye chef blev mere og mere anstrengt, og i flere omgange gik han til hende for at få løst problemerne. Men der skete ikke noget.
”Jeg havde været superglad for at gå på arbejde, men nu hadede jeg det, og jeg var sur hele tiden. Det begyndte at køre af sporet, uden jeg rigtig kunne sætte ord på, hvad der skete. Men jeg ville så gerne gøre det godt igen – især over for mine kolleger,” siger Nicolai Vedsted.
Nicolai Vedsted var også tillidsrepræsentant, og flere kolleger kom til ham, fordi de også havde problemer med den nye chef. Men han henviste dem til personalechefen, som han selv besluttede sig for at konsultere, for han havde jo ikke rigtig haft held med selv at tale med chefen.
Det kom der heller ikke noget ud af. I stedet blev han overfuset af chefen, der knaldede med døren ind til hans kontor – og den der specialkonsulentstilling, den kunne han godt glemme alt om, fik han at vide.
Nicolai Vedsted kom til den erkendelse, at det eneste, der kunne få ham til at blive glad igen, var enten, at chefen forsvandt, eller at han selv gjorde. Og han vidste godt, at det så måtte blive ham.
I dag har han fået nyt job som fuldmægtig i Guldborgsund Kommune. Og det allervigtigste for ham, da han søgte nyt job, var, om han ’klikkede’ med chefen, som han kalder det. Lige efter han blev ansat, gik han til sin nye chef og sagde, at han havde en forhistorie, som han gerne ville tale med hende om.
”Jeg havde bare ikke overskud til at tage sådan en tur igen. Og det var der fuld forståelse for. Vi har lavet nogle klare spilleregler for, hvordan vi taler med hinanden, og om hvad jeg skal lave. Og jeg kan igen mærke, hvor stor effekt det har at have en chef, der lytter til mig og er interesseret i det, jeg laver. Nu er jeg glad for at gå på arbejde igen,” siger Nicolai Vedsted.
Ledige stillinger