Økonomer vil reformere banksektoren

”Vores track record som økonomer, centralbankfolk eller embedsmænd i at forudsige kriser er altså ikke imponerende. Det er svært, og vores vidensniveau er ikke deroppe, hvor det skal være, hvis vi skal kunne forudsige det hele.”

Økonom Jesper Berg, der er medforfatter til det nye værk ’Finansernes fald’ om den globale finanskrise, slår en ydmyg tone an, selvom han ved mere om finansielle markeder end de fleste økonomer.

Da DJØF og Debatforum for Politisk Økonomi en dag i december 2009 inviterede til fyraftensmøde om krisen i kreditsystemerne, viste både den massive tilstrømning og deltagernes spørgelyst da også, at djøfere gerne vil blive klogere både på krisen, på økonomernes vanskeligheder ved at forudsige den og på tiltag, der kan hindre en gentagelse.

Og selvom det er vanskeligt, skal vi prøve at gøre det bedre, mener Jesper Berg:

”Krisen har enorme omkostninger, og den måde, systemet har været styret og reguleret på, har ikke været tilfredsstillende.”

Størrelsen af den aktuelle krise får også lektor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet Johannes Raaballe til at slå til lyd for en reform.

”Den danske stat har skudt op til 600-800 milliarder kroner i redningen af bankerne og kan ikke klare en omgang mere,” vurderer han.

Bonusordninger skal ændres

Som økonom peger Jesper Berg blandt andet på, at man fremover skal have bedre styr på incitamenterne. Det gælder ikke mindst bonusordninger for overnormale afkast.

”Det er klart, at aflønningen i investeringsbankerne og det finansielle system generelt bør ændres,” siger han og fortsætter:

”Nogle af de konstruktioner, man bevægede sig ud i, så på den korte bane ud til at give gevinster, men gav nogle gedigne tab på den lidt længere bane, da ulykkerne begyndte at vælte ned.”

Jesper Berg foreslår derfor, at finansbranchen skeler til forsikringsbranchen, hvor man har lært at trække de tab, der er i forsikringerne de første år, fra i den enkelte salgsmedarbejders bonus.

”Det indebærer, at assurandørerne tænker mere over, hvem de sælger deres forsikringer til,” forklarer han.

Finn Østrup, økonomiprofessor på CBS, mener også, at man skal gå bonusordningerne efter i sømmene.

”Man bør se på hele aflønningsstrukturen og ikke i så høj grad aflønne efter salg,” siger han og fremhæver, at det efter hans mening særligt er et problem for de menige medarbejdere.

”Det kan være svært for den øverste ledelse at se, hvilke risici man påtager sig. Derfor skal man sikre sig, at medarbejderne ikke bare løber ud og tager kortsigtede gevinster med store risici,” samtykker Jesper Berg.

Jesper Berg vil ikke udelukke, at der skal lovgivning til, men han ser helst, at bankerne selv træffer beslutninger, blandt andet fordi de ellers blot kunne finde en anden måde at få udbetalt bonusser på.

”Jeg tror, at de fleste fornuftige virksomheder selv synes, at de har en interesse i at skrue noget sammen, og at det vil give problemer for dem, der vælger ikke at gøre noget,” siger Jesper Berg og fremhæver den schweiziske bank UBS som et godt eksempel.

Mere indflydelse til aktionærer

Ifølge lektor Johannes Raaballe, der har lavet flere videnskabelige undersøgelser om udviklingen i den danske banksektor, er aktie- og bonusordninger imidlertid ikke årsag til problemet, men i virkeligheden bare et symptom.

”Vi kan se, at banker med aktie- og bonusordninger til direktionen klarer sig dårligt resultatmæssigt og er særdeles risikable. Men det var de allerede inden ordningerne. Vi kan påvise, at disse banker er karakteriseret ved, at de ikke har en større aktionær,” fortæller han.

Johannes Raaballe mener derfor, at der skal lovgives mod de nuværende stemme- og ejerbegrænsninger i børsnoterede danske banker, så det bliver mere attraktivt for større aktionærer at investere i dem.

”Større aktionærer sørger for at få udpeget nogle kontante bestyrelser, der kigger efter, at direktørerne arbejder i aktionærernes interesse og ikke i egeninteresse,” siger han.

En direktion, der kører sit eget kortsigtede løb i en virksomhed, bliver til et samfundsproblem, hvis samfundsøkonomien er afhængig af virksomheden, uddyber David Dreyer Lassen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

”Staten har en interesse i det, hvis aflønningssystemerne øger risikoen for, at staten på et eller andet tidspunkt skal ind at rydde op. Så er det noget, man kan forestille sig, staten vil blande sig i på et tidspunkt,” pointerer han.

Det gør man allerede på EU-plan, idet sammenhængen afspejles i de nye EU-regler, der er ved at blive udarbejdet omkring bankers kapitalkrav. Her går man ind og vurderer, hvordan lønstrukturerne er. Og hvis de er uhensigtsmæssige eller kan skabe risici for institutionen, så vil man løfte kravet til bankernes egenkapital og på den måde påvirke de pågældende pengeinstitutters beslutninger.

Moralrisiko

Finanstilsynets krav til danske pengeinstitutters egenkapital, der i dag er på minimum otte procent, er i det hele taget et af de centrale håndtag, som eksperter anbefaler at skrue på. Jesper Berg er en af dem.

”Et af de vigtigste tiltag er, at der skal være en større kapitalbuffer i den finansielle sektor, og den skal i højere grad være kontracyklisk, så man i gode år sparer op til dårlige år,” mener han.

I den forbindelse diskuteres det også, hvorvidt man i særlig grad skal øge kravene til store, vigtige banker for at modvirke det fænomen, der kaldes moralrisiko (moral hazard, red.). Moralrisiko betyder, at sandsynligheden for, at staten vil redde en bank i seriøse problemer, bliver højere, jo større og mere uundværlig banken er for samfundet.

”Hvis man ved, at der kommer en og hjælper en med at køre butikken videre, hvis man får store problemer, så er man også villig til at påtage sig mere risiko, end man ellers ville have været.

Og det øger risikoen for, at noget går galt,” forklarer David Dreyer Lassen.

Jesper Berg foreslår, at man udligner denne fordel for særligt vigtige banker ved enten at beskatte dem tilsvarende eller stille nogle meget store krav til, hvor solide de skal være.

”Det vil bevare de reelle stordriftsfordele, der er ved store banker, og samtidig imødegå, at de lever højt på, at myndighederne vil gå ind at redde dem,” argumenterer han.

”Men stordriftsfordelene er relativt små og usikre,” indvender Finn Østrup, der i stedet slår til lyd for, at man splitter de største danske finansielle koncerner op i mindre enheder.

”Det gælder specielt Danske Bank, som ikke også bør drive realkreditvirksomhed, forsikring og ejendomshandel,” siger han.

Uanset hvilke tiltag man beslutter sig for, er det vigtigt at få nogle gode redskaber til at feje op efter kriser, understreger Jesper Berg. For kriser er svære at undgå i et vækstsamfund.

”Der er ingen tvivl om, at risici skaber vækst og fremtidig velfærd, når det går godt med dem, men store tab, når det går skidt med dem. Så vi må være indstillet på, at det nogle gange kan gå galt, hvis vi fortsat vil have vækst,” fremhæver han.

Johannes Raaballe er ikke enig.

”Jeg kender ikke til undersøgelser, der viser, at forholdene i banksektoren på dette punkt er anderledes end i andre brancher. Og derfor kan jeg ikke indse, at dette skulle være en speciel grund til at holde hånden under bankerne, når de fejler. I private banker er dette aktionærernes opgave. Og i Danmark sker det bedst, når der er en større aktionær i ejerkredsen,”
understreger han.