Whistleblower - helt eller skurk?

I de senere år har sager om lækager inden for det offentlige været et af de store hits i den offentlige debat. Det er altid interessant, når embedsmænd går til pressen med oplysninger om interne – betændte - forhold. Særligt interessant har det været, at den danske krigsdeltagelse i Irak har affødt flere sager, herunder den kontroversielle Grevil-sag. Den ser vi på om lidt. En ny form for lækage har i 2010 været WikiLeaks netbaserede fodring af en global offentlighed med dokumentation om krigen. Også her har der været muldvarpe på spil. Rent juridisk aktualiserer disse sager spørgsmålet om whistleblowers. Kan offentligt ansatte blæse til alarm over for kritisable forhold ved at lække hemmelige oplysninger? Er en whistleblower helt eller skurk?

I Danmark er den meget eksponerede straffesag om efterretningsofficeren Frank Grevil inden for sit område fortsat drejebogen for en whistleblower i skurkerollen. Sagen opstår i skyggen af regeringens og Folketingets beslutning om dansk deltagelse i Irak-krigen i 2003. En regnvejrstung dag i marts 2004 vælger Grevil at aflevere en brun kuvert til Berlingske Tidende med hemmelige trusselsvurderinger. De viser, at spørgsmålet om tilstedeværelsen af de famøse masseødelæggelsesvåben i Irak efter efterretningstjenestens vurdering er noget mere tvivlsomt end den officielle udlægning. Dette juridiske sidespring koster Grevil jobbet og en tur igennem retssystemet med en hård fængselsdom på 4 måneder som endeligt resultat. Han har krænket sin tavshedspligt, og det er strafbart. 

Dommen er fortsat en af de eneste illustrationer af straffelovens regler om whistleblowers. Loven indeholder en kattelem, som undtagelsesvist kan åbnes, hvis offentligt ansatte videregiver fortrolig viden med klar samfundsmæssig relevans. Den kollektive samfundsinteresse kan altså overtrumfe den ansattes tavshedspligt, og offentligt ansatte har i visse tilfælde ret til at sige fra og til at dele ud af sin viden. For Grevil forbliver kattelemmen imidlertid lukket, og sagen har næppe styrket incitamentet for offentligt ansatte til at stå frem i den offentlige debat. I bakspejlet er Grevil-sagen i øvrigt blevet mere interessant af, at de involverede journalister og fødselshjælpere i forhold til Grevils læk frifindes i en senere sag. De udråbes altså til helte. 

Også i en menneskeretlig optik er dommen over Grevil interessant. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfattelse er whistleblowers nemlig ikke uden videre skurke. Konkret har Domstolen været på banen i en sag fra 2008 om urent trav hos Rigsadvokaten i Moldova. Her formidler en presserådgiver oplysninger om ulovlig politisk indblanding i verserende efterforskning hos Rigsadvokaturen videre til pressen. Handlingen bliver dog ikke karrierefremmende for pressechefen – Hr. Guja - som fyres på gråt papir. Hos Domstolen i Strasbourg tager man de tykke menneskeretlige briller på. Det lægges til grund, at den åbenmundede pressechef for så vidt har forbrudt sig mod formelle tavshedspligtsregler, men at det er sket i samfundets tjeneste. En god gerning kan nogle gange reparere en lille synd, og den samfundsmæssige interesse i at få løftet sløret for korruption hos Rigsadvokaten vejer tungest i vægtskålen. En whistleblower er en helt.

I dansk sammenhæng er der grund til at være opmærksom på denne retsudvikling. Det er vigtigt at fastholde, at embedsmænd besidder en særlig viden om interne forhold i det store myndighedsapparat, og at denne indsigt også giver et ansvar. Der kan nævnes flere eksempler fra dansk hold på, at offentligt ansatte har haft en vigtig funktion som fagligt værn mod ulovligheder og utilbørlig politisering i kommunalt og statsligt regi. Selv om rollen som heroisk whistleblower – også rent menneskeretligt – er snævert defineret, er det vigtigt at have fokus på, at rollen findes og anerkendes som retlig figur.