Whistleblower - helt eller skurk?

I Danmark er den meget eksponerede straffesag om efterretningsofficeren Frank Grevil inden for sit område fortsat drejebogen for en whistleblower i skurkerollen. Sagen opstår i skyggen af regeringens og Folketingets beslutning om dansk deltagelse i Irak-krigen i 2003. En regnvejrstung dag i marts 2004 vælger Grevil at aflevere en brun kuvert til Berlingske Tidende med hemmelige trusselsvurderinger. De viser, at spørgsmålet om tilstedeværelsen af de famøse masseødelæggelsesvåben i Irak efter efterretningstjenestens vurdering er noget mere tvivlsomt end den officielle udlægning. Dette juridiske sidespring koster Grevil jobbet og en tur igennem retssystemet med en hård fængselsdom på 4 måneder som endeligt resultat. Han har krænket sin tavshedspligt, og det er strafbart. 

Dommen er fortsat en af de eneste illustrationer af straffelovens regler om whistleblowers. Loven indeholder en kattelem, som undtagelsesvist kan åbnes, hvis offentligt ansatte videregiver fortrolig viden med klar samfundsmæssig relevans. Den kollektive samfundsinteresse kan altså overtrumfe den ansattes tavshedspligt, og offentligt ansatte har i visse tilfælde ret til at sige fra og til at dele ud af sin viden. For Grevil forbliver kattelemmen imidlertid lukket, og sagen har næppe styrket incitamentet for offentligt ansatte til at stå frem i den offentlige debat. I bakspejlet er Grevil-sagen i øvrigt blevet mere interessant af, at de involverede journalister og fødselshjælpere i forhold til Grevils læk frifindes i en senere sag. De udråbes altså til helte. 

Også i en menneskeretlig optik er dommen over Grevil interessant. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfattelse er whistleblowers nemlig ikke uden videre skurke. Konkret har Domstolen været på banen i en sag fra 2008 om urent trav hos Rigsadvokaten i Moldova. Her formidler en presserådgiver oplysninger om ulovlig politisk indblanding i verserende efterforskning hos Rigsadvokaturen videre til pressen. Handlingen bliver dog ikke karrierefremmende for pressechefen – Hr. Guja - som fyres på gråt papir. Hos Domstolen i Strasbourg tager man de tykke menneskeretlige briller på. Det lægges til grund, at den åbenmundede pressechef for så vidt har forbrudt sig mod formelle tavshedspligtsregler, men at det er sket i samfundets tjeneste. En god gerning kan nogle gange reparere en lille synd, og den samfundsmæssige interesse i at få løftet sløret for korruption hos Rigsadvokaten vejer tungest i vægtskålen. En whistleblower er en helt.