Træn din opmærksomhedsmuskel

15.12.2010

af

Hvis du vil have mere koncentration og overblik i jobbet, skal du træne din opmærksomhedsmuskel. Erhvervspsykolog Clarissa Hoff Corneliussen hjælper dig på vej.

Hvad mener du med opmærksomhedsmuskel?

”Det er din evne til at holde bevidstheden og koncentrationen på dét, du beslutter dig for at give din opmærksomhed – og at kunne hive opmærksomheden tilbage til det, når du igen og igen bliver distraheret.”

Men mange gange kan du jo ikke selv bestemme det?

”Nej. Men du kan skrive en prioriteret liste over, hvad du gerne vil nå i dag. Eller du kan gøre dig klart, hvad dine livsværdier er i forhold til dit job. Det er vigtige redskaber til at fokusere din opmærksomhed på dét, der er vigtigt.”

Hvordan opdager du, at din opmærksomhedsmuskel er svag?

”Hvis du gang på gang oplever at blive revet med af en afbrydelse, uden du selv har villet det. Eller hvis du føler dig prisgivet af forstyrrelser og har en følelse af utilfredshed med din arbejdsdag. Eller hvis tankerne fra jobbet kører videre for dig derhjemme, og når du skal sove.”

Hvorfor skal du træne din opmærksomhedsmuskel?

”For at du bevidst kan fokusere på dét, der giver dig energi og arbejdsglæde. Hvis du kan være fuldt ud til stede og holde en mental pause i dét øjeblik, du bliver afbrudt, kan du træffe et bevidst valg om, hvorvidt du vil gå med forstyrrelsen eller fx sige, at du vender tilbage om en time. Dét, at du træffer et bevidst valg, ændrer dine tanker og dermed din oplevelse. Vi kan ikke fixe det moderne vidensarbejde, så vi må starte med os selv og vores egen oplevelse af vilkårene – og de valgmuligheder, vi har.”

Men du kan jo ikke bare vinke dine medarbejdere og kolleger af med besked om, at du ikke vil forstyrres?

”Nej, og det er heller ikke meningen. Meningen er, at du får kvalificeret alle dine aktive handlinger i løbet af en dag ved at stoppe op og lige mærke efter først. Så bliver du meget mere nærværende i relationen med dig selv, dine arbejdsopgaver og andre og dermed en bedre chef og kollega. Dét, vi bringer i spil i forhold til andre, har effekt på vores koncentration og overblik.”

Hvordan træner man sin opmærksomhedsmuskel?

”Ved at øve sig på at være til stede skridt for skridt i nuet. Og ved at øve sig i at holde mentale pauser. Du er nødt til at træne med det.”

Hvordan helt konkret?

”Ved at gøre én ting ad gangen. Hvis du spiser, så spis. Hvis du lytter, så lyt. Fold dine sanser ud. Stop op, slå automatpiloten fra og oplev med nye øjne. Hvilke følelser, tanker og kropslige fornemmelser er der i spil lige nu i dig – og omkring dig? En nem måde at komme i kontakt med nuet på er at mærke dit åndedræt.”

Skal man ikke bare lære at sige nej til for mange opgaver, også selvom de er spændende?

”Du skal sige ja med et nej. Hvis jeg siger nej til en spændende opgave, så er det, fordi jeg siger ja til koncentration og overblik. Og dermed til trivsel, velvære og større kreativitet. Hvis du bliver bedre til at mærke, hvad der er vigtigt for dig, bliver du bedre til at sige ja til de rigtige ting og at sige fra på den gode måde.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet