Læren fra finanskrisen

Som økonom, iagttager og deltager i den offentlige debat er jeg ikke mindst overrasket over, at det tilsyneladende ikke har været forsøgt at uddrage en lære af den såkaldte finanskrise. Dette er så meget desto mere overraskende, idet den nuværende krise i verdensøkonomien i hvert fald er den værste i efterkrigstiden. Ja, den er måske større end 30’ernes økonomiske krise, dog ikke i virkninger, men måske nok i det/de slag, der udløste krisen. Den offentlige sektor er jo i dag langt større end i 1930’erne, hvorfor de automatiske stabilisatorer er langt større, hvad der jo i øvrigt også fremgår af størrelsesordenen af forværringen af de offentlige finanser.

Fra en økonomisk synsvinkel er den afgørende danske lære, at der ikke længere kan fæstes lid til en diskretionær konjunkturudlignende finanspolitik, selv når behovet herfor er ganske åbenlyst. Der var i Danmark i højkonjunkturårene 2006-07 ikke politisk vilje eller kraft til at stramme finanspolitikken, selvom dansk økonomi var mere end overophedet i disse år, hvorfor de beskæftigelsesmæssige negative konsekvenser selv på kort sigt havde været meget små. Og hvad værre var set med en økonoms øjne: den højeste økonomiske sagkundskab, altså hvis formandskabet for Det Økonomiske Råd henregnes til denne kategori, så manglede enten evnen til at vurdere den økonomiske situation eller modet til at udfordre regeringen. I hvert fald anførte de i sammenfatningen af diskussionen om deres juni 2006-rapport, at der ikke engang var grund til at diskutere en finanspolitisk stramning, selvom de var blevet konfronteret med den åbenbare nødvendighed heraf, og dansk økonomi samtidig var rødglødende! Ovenstående er dokumenteret i Samfundsøkonomen fra april i år.

På denne triste baggrund, der jo betyder, at der nu må betales en langt højere genopretningsregning end ellers, må jeg konkludere, at i stabilitetspolitikken, og her er finanspolitikken afgørende i Danmark, må der fremover satses på de indbyggede automatiske stabilisatorer.

Det var ikke blot i Danmark, at stærkt stigende boligpriser med heraf følgende boliginvesteringer var væsentligt medvirkende til den bobleøkonomi, der beredte grunden til den efterfølgende krise. Derfor bør der forsøges etableret automatiske stabilisatorer, der vil bidrage til at reducere bolig- og byggesektorens uheldige indvirkning på samfundsøkonomien.

Forslaget herom går i al sin enkelhed ud på, at den nuværende udskrivningsskala for ejendomsværdiskatten fastholdes. Forslaget er ikke afhængigt heraf, idet en anden grundskala kan vælges, såfremt der kan opnås tilslutning hertil. Det andet element er, at der indføres en automatisk regulering af den således beregnede ejendomsværdiskat, der kan føre til såvel en forhøjelse som en nedsættelse heraf. Afgørende for, om der sker en forhøjelse eller en nedsættelse, er, om ejendomspriserne stiger mere eller mindre end den generelle inflation, som fx målt ved et forbrugerpristal. Det tredje og sidste element er, at det skal besluttes, hvor meget ejendomsværdiskatten skal reguleres med pr. procent, som afvigelsen er mellem forbrugerprisindekset og boligprisindekset i forhold til udgangsåret for en sådan reform. Hvis fx der er en forskel mellem disse to prisindeks på to procent regnet fra udgangsåret, kunne ejendomsværdiskatten året efter reguleres med to procent og så fremdeles.

Indførelsen af en sådan stabilisator vil medvirke til, at boligprisudviklingen og dermed boliginvesteringerne vil blive mindre svingende, ligesom spekulationen på boligmarkedet vil reduceres. Hertil kommer, at der kan indføres en mekanisme, der gør, at boligejernes økonomi ikke undergraves af pludselige og store ændringer i ejendomsværdiskatten. Fx ved at denne kun kan ændres med maksimalt fem procent fra år til år.

Hvor stor chance er der for, at et sådant stabiliserende forslag kan gennemføres? Bedøm det selv under iagttagelse af det rådende politiske klima og udsyn.