Indignation som drivkraft

Tænk, at hun er så lille! Jeg bliver lidt overrasket, da jeg ser Johanne Schmidt-Nielsen træde ind ad døren til cafeen på Blågårds Plads, et stenkast fra hendes hjem. I hvert fald hvis man som jeg mest kender Enhedslistens politiske ordfører fra tv-debatter, hvor hun gerne fylder en del med sine skarpe argumenter.

Men den unge politiker startede også tidligt. Som den yngste i en børneflok på 20 voksede hun op i et bofællesskab i den vestfynske landsby Skalbjerg, og det var en fantastisk sparringsarena:

”Man lærer at tale for sin sag, når så mange mennesker skal have det til at fungere sammen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

”Jeg har interesseret mig for samfund, så længe jeg kan huske, og der var altid nogle, der var villige til at diskutere, hvis jeg spurgte.” 

Der var flere ting, der vakte den opmærksomme piges undren. I skolen faldt det hende for brystet, at forældrenes ressourcer og lektiehjælpen derhjemme tydeligvis var afgørende for, hvor godt børnene klarede sig.

”Skolen kunne ikke kompensere for de ulige forudsætninger, og jeg oplevede det som meget, meget uretfærdigt,” husker hun.

Sin første kønspolitiske indsigt fik Enhedslistens nuværende ligestillingsordfører som tiårig. En af bofællesskabets mange kvinder undrede sig over, hvorfor det altid blev meget rost, når man spontant havde malet haveborde, men ikke lige så meget, når man spontant havde bagt en kage.

”Begge dele er jo nødvendigt, når man skal bo sammen. Der tænkte jeg meget over, at forskellige typer af arbejde blev værdsat på forskellig måde,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Det spørgelystne barn fik ikke bare positiv respons på sin forundring over, hvordan verden er skruet sammen, hun var også omgivet af engagerede mennesker, der gjorde noget ved tingene. Og når det altid har ligget Johanne Schmidt-Nielsen fjernt at brænde inde med sine anfægtelser over uretfærdigheder og uligheder, er det ikke noget, hun har fra fremmede.

Moderen havde taget hende med ind i et bofællesskab, hvor beboerne aktivt havde brudt med den traditionelle kernefamilielivsstil for at realisere deres eget værdisæt med fællesspisning, økologi og egne høns – hvis æg blev hentet af Johanne og de andre børn.

Og så var der mormoren. Hun var Fyns første kvindelige sognerådsformand og er et af Johanne Schmidt-Nielsens største politiske forbilleder.

”Hun var sej. Det var ikke let dengang i 60’erne som kvinde at udfordre borgmesteren og sige: ’Jeg tror, jeg vil være bedre til dit job’.”

Boblende aktivisme

Allerede i landsbyskolen stak Johanne Schmidt-Nielsen af fra sine jævnaldrende med sin optagethed af samfundsforhold.

”Jeg tror, at nogle af dem syntes, det var noget lidt mærkeligt noget, at jeg diskuterede så meget politik, men der var også nogle, der synes, at det var helt i orden. Det var jo bare ligesom en del af pakken, ikke?” siger hun retorisk. 

Under alle omstændigheder kommer der ekstra glød i hendes stemme, når hun fortæller om sin gymnasiestart.

”Det var helt fantastisk, da jeg kom i 1.g på Odense Katedralskole og pludselig mødte andre politisk interesserede. Det var en helt boblende fornemmelse, og jeg blev helt vildt aktiv,” fortæller Johanne Schmidt-Nielsen.

Operation Dagsværk var den første platform for Johanne Schmidt-Nielsens aktivisme, derefter fulgte Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor hun blev næstformand, og hvor hun fortsatte med at arbejde som ulønnet i et år efter sin eksamen.

”Det var et intensivt år, hvor jeg knoklede løs, og det bare hamrede derudad med rejser i hele landet,” erindrer hun.

Den unge aktivist knoklede så meget, at hun 1. juledag pludselig fandt sig selv fordybet i skriverier i organisationens sekretariat. Det gav hende så alligevel den tanke, at hun måske skulle tage en pause og få sig et almindeligt arbejde, hvor hun havde fri, når hun havde fri.

Derfor blev hun pædagogmedhjælper i en børnehave, men det gik der imidlertid også hurtigt politik i. Inden to måneder var hun blevet frikøbt af fagforeningen og cyklede rundt for at lave løntjek på institutionerne på Frederiksberg.

”Sådan ender det altid. Det er noget med, at de popper lige ind i hovedet på mig, alle de der uretfærdigheder. Jeg tror på, at man skal gøre noget ved dem, også fordi jeg tror, at man kan. Og der sker i hvert fald ikke noget, hvis man ikke prøver.”

På Frederiksberg fik Johanne Schmidt-Nielsen rådet bod på, at ”skræmmende mange” pædagogmedhjælpere hidtil ikke var blevet honoreret for den anciennitet, de havde krav på.

Blinde vinkler på Christiansborg

Karrieren fortsatte støt og roligt fremad, skridt for skridt. Johanne Schmidt-Nielsen begyndte at studere socialvidenskab, blev politisk aktiv på RUC og blev for første gang kendt i en større offentlighed, da hun som talskvinde for Velfærdsmissionen var med til at smide 40 liter ketchup og 200 kilo pasta på Finansministeriets trappe i protest mod bebudede nedskæringer for unge og studerende.

Det næste skridt var opstillingen som spidskandidat for Enhedslisten, som den unge aktivist dog tog med en vis bekymring.

”Jeg kan huske, jeg frygtede, at jeg, hvis jeg blev valgt ind i Folketinget og fik det der kontor og lukkede døren, ville sidde der og tænke: ’Hvad skal jeg nu lave’,” siger hun og tilføjer med eftertryk:

”Men sådan blev det virkelig ikke, tværtimod.”

Lige fra starten har der været rift om den unge politiker, der har prioriteret det politiske liv uden for Christiansborg som et uundværligt supplement til arbejdet inden for murene.

”Man får nogle oplevelser, man ikke kan læse sig til. Det er ligesom at bo på Blågårds Plads. Det giver en ret god fornemmelse for, hvad der foregår,” siger hun.

Føler du dig truffet, når man anklager folkestyret for at være djøficeret, fordi så mange – især yngre – medlemmer af Folketinget er djøfere ligesom dig?

”Jeg er jo i hvert fald akademiker, og det hverken kan eller vil jeg løbe fra. Men jeg synes, kritikken rammer hovedet på sømmet. Det er et demokratisk problem, for der er simpelthen ting, vi overser, hvis vi render rundt og ligner hinanden for meget inde på Christiansborg. Og uanset hvor meget tid jeg bruger på at tage på byggepladser, så er der da risiko for, at jeg har blinde vinkler, fordi jeg kommer fra den verden. Men mit liv er for kort til at have dårlig samvittighed over at være akademiker,” konstaterer hun.

Møderne i marken er også for alvor med til at gøre politikerjobbet meningsfuldt for Johanne Schmidt-Nielsen. Når hun er ude på ungdomsuddannelserne, ser hun stadig mange flere drenge end piger række hånden op. Men efter foredraget sker der næsten altid det, at der kommer en gruppe piger hen til hende, som er fyldt med lyst til at handle, fx med klima- eller flygtningepolitik.

”De er blevet tændt af diskussionen og vil gerne gøre noget. Det er jo ikke mig, der tænder dem, men det der med at kunne være med til at anvise nogle handlingsveje er fantastisk,” siger hun.

Slut med barer

Med årene i Folketinget har Johanne Schmidt-Nielsen dog lært at sige nej til invitationer, også selvom der er et hul i kalenderen. Da hun som 23-årig blev valgt ind, lovede hun sig selv at prioritere sit sociale liv.

”Jeg ville ikke komme ud af Folketinget og lige pludselig opdage, at hov, nu kender jeg slet ingen mennesker mere,” forklarer hun.

Alligevel er det ikke mindst på dette område, at Johanne Schmidt-Nielsens liv har ændret sig, efter at valget til Folketinget satte en stopper for hendes anonymitet.

”Jeg var jo vant til at gå ud, men det påvirker mig selvfølgelig at blive genkendt,” siger hun.

”Der er sådan en magisk grænse omkring klokken 01, hvor folk er blevet så fulde, at de begynder at diskutere politik, og det er også fint nok, de fleste er jo enormt venlige og søde og vil gerne sige positive ting, men altså ...”
tøver hun lidt, hvorpå hun med et sigende blik fortsætter:

”Det er ikke derfor, jeg gik ud, vel. Det var ikke for at diskutere finanslov.”

Derfor foregår den unge politikers sociale liv i dag i langt højere grad i to- og treværelses lejligheder på Nørrebro end på barer. Og så skal hun tænke på at være parat til at gå på arbejde dagen efter, understreger hun.

Det sidste kræver blandt andet en ordentlig nats søvn, hvilket Johanne Schmidt-Nielsen er blevet mere bevidst om, efter hun faldt om på Folketingets talerstol for et års tid siden.

Temaet er ikke ukendt i Enhedslistens lille folketingsgruppe, hvor medlemmerne typisk har adskillige ordførerskaber, og et par af medlemmerne tidligere er gået ned med stress.

”Jeg synes egentlig, at vi er meget opmærksomme på det i vores gruppe,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter med et fiffigt smil:

”Den bedste strategi er at blive nogle flere, så det arbejder vi på.”

Hun sørger dog også for nogle ugers sommerferie, hvor mailen bliver sat på autoreply og arbejdstelefonen slukket. Og hun sørger så vidt muligt for at frede sin søndage og indimellem sætte tid af til bare at flade ud foran elendige amerikanske tv-serier hjemme i andelslejligheden.

Brændende engagement

Så selvom Johanne Schmidt-Nielsens politikerhverdag normalt varer fra tidlig morgen til sen aften, oplever hun ikke sin arbejdsmængde som en belastning, men snarere som et stort privilegium.

”Jeg synes, det er fedt. Jeg kan ikke lade være med at lave politik, det har jeg aldrig kunnet, og nu får jeg oven i købet penge for det,” konstaterer hun.

Johanne Schmidt-Nielsens engagement bliver også bemærket af hendes kolleger.

”Det er tydeligt, at Johanne helhjertet og inderligt tror på og brænder for den politik, hun er eksponent for. Hun er ægte, og det gør hende til en pokkers dygtig politisk modstander,” siger Karsten Lauritzen, som er integrationspolitisk ordfører for Venstre og en af de politikere, Johanne Schmidt-Nielsen oftest er i clinch med.

”Uanset om vi diskuterer på DR eller på et kollegium med 30 tilhørere, er hun brændende engageret. Modviljen mod alt borgerligt stråler ud af hende, men vi har det nu altid hyggeligt sammen alligevel, selvom jeg på alle områder står for det stik modsatte af, hvad hun gør,” supplerer Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti og fortsætter:

”Det er åbenlyst for alle, at hun er et megatalent, og jeg kan rigtig godt lide hendes engagerede og positive personlighed. Hvis det ikke var, fordi hun er medlem af Enhedslisten, ville hun have statsministerpotentiale. Jeg tør ikke tænke på, hvor venstreorienteret Danmark ville blive, hvis hun fik indflydelse.”

Ministerposter er nu ikke noget, Johanne Schmidt-Nielsen selv har overvejelser om.

”Som situationen er nu, skulle jeg vel skifte parti, hvis jeg havde den slags ambitioner – og det har jeg absolut ingen planer om,” understreger hun.

Altid politik

Arbejdsbegejstringen hjælper hende med at bære det store ansvar, der hviler på hendes skuldre. Især efter at hun i forbindelse med en modernisering i partiet blev politisk ordfører.

”Det sværeste ved mit job er ansvaret, det er der ingen tvivl om. Der er mange mennesker, der har stemt på mig. Når jeg dummer mig, har det konsekvenser for langt flere end blot mig selv,” siger hun.

Samtidig er hun meget bevidst om, at hun maksimalt kan sidde i tre perioder, før Enhedslistens rotationsprincip sender hende ud af Folketinget.

”Jeg tror, det er derfor, vi kan knokle så meget igennem, når vi sidder for Enhedslisten. Vi ved, det ikke er for evigt,” siger den unge politiker, der allerede har klare forestillinger om, hvad tiden efter Christiansborg skal bruges til.

”Jeg har en bachelor i socialvidenskab. Det kan man jo proppe hvad som helst oven på. Det eneste, jeg skal gøre, er at blive klogere, og jeg er kun forpligtet over for mig selv. Det bliver da vidunderligt!” udbryder hun.

Men politik skal der selvfølgelig fortsat laves.

”Det der med at kaste med pasta og ketchup hører nok en bestemt alder til, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at være engageret, når jeg forlader Christiansborg eller fylder 50,” slutter Johanne Schmidt-Nielsen.