Medarbejdernes fortrolige

Lisbeth Bech har flere gange oplevet, at der pludselig er smuttet en kollega ind gennem hendes åbne dør og hurtigt har lukket den efter sig. Og så triller tårerne, og kleenexboksen, der permanent står på hendes bord, kommer i brug.

”Her er meget gråd, for dem, der kommer her, er meget kede af det,” siger Lisbeth Bech.

Hun er medarbejdernes ombudskvinde hos Novozymes A/S og én af de få af slagsen i Danmark. Og det er hende, kollegerne i al fortrolighed kommer til, hvis alt er gået i hårdknude. Det er hende, de kommer til, når de ikke kan eller vil gå til chefen, tillidsrepræsentanten eller HR – eller forgæves har været der.

Ombudsfunktionen er helt tilbage fra dengang, hvor Novozymes var en del af Novo Nordisk, og Mads Øvlisen var i front. Og netop Novo Nordisk var den første danske virksomhed, der udpegede en ombudsperson – sådan hedder det, så det ikke forveksles med Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden.

”Jeg tror, Mads Øvlisen var ved at drukne, fordi han var sådan en flink fyr, som mange gerne ville tale med. Derfor fik de en ombudsperson,” siger Lisbeth Bech.

Hun har været ombudsperson hos Novozymes i ni år. I starten var funktionen knyttet til stillingen som executive assistent for den administrerende direktør, men da Lisbeth Bech fik nyt job i virksomheden, tog hun ombudshvervet med sig.

”Man bliver ombudsperson, fordi man kan tale med folk og skabe en fortrolig stemning,” siger Lisbeth Bech.

I erkendelse af sprogforskelle og til dels kulturforskelle har Lisbeth Bech fået fire ombudspersonkolleger i Novozymes-afdelinger rundt om i verden. Og hver gang én af dem bliver kontaktet af en frustreret kollega, vender de sagen med hinanden over et telefonmøde, så de sikrer, at alle får nogenlunde samme behandling. Tilsammen får de i gennemsnit en henvendelse hver anden måned, så det er ikke, fordi Lisbeth Bech som ombudskvinde er ved at drukne i henvendelser fra frustrerede og sårede kolleger.

Fordi HR ikke er neutrale

Hvorfor så overhovedet have en ombudsperson? Er det ikke nok med en HR-afdeling?

”Folk opfatter ikke HR som neutrale, de føler, at HR er på ledelsens side – at de allerede har taget parti. Mange af de sager, der havner hos os, kender HR allerede til, for de har måske selv fyret den medarbejder,” siger Lisbeth Bech.

Hendes forklaring på de få henvendelser er, at en del at de problemer, der opstår, forhåbentlig bliver løst, inden det er nødvendigt at gå til ombudspersonen.

Ud over at være ombudsperson er Lisbeth Bech såkaldt senior director, der sammen med sine medarbejdere har fokus på ledelses- og organisationsudvikling, og at Novozymes lever op til sine ti kulturværdier. Og i den forbindelse kommer de løbende rundt i virksomheden på alle niveauer for at tale med medarbejderne og gennemføre trivselsundersøgelser. Det er typisk her, de opfanger problemer med stress eller lignende, og så bliver der handlet, siger Lisbeth Bech.

Men en anden årsag til de få henvendelser kan skyldes, at den frustrerede kollega bare ikke orker.

”Det er stadig et stort skridt, og hvis de allerede har talt med chefen og HR, kan det tage mange kræfter at få vendt sin sag igen,” siger Lisbeth Bech.

Hvad der alligevel når frem til ombudspersonen er af gode grunde fortroligt. Men det drejer sig typisk om en medarbejder, der føler sig klemt i systemet, en medarbejder, der føler sig forfulgt af chefen, eller en medarbejder, der ikke mener, at han eller hun har fået, hvad der var lovet økonomisk.

Det bløde arbejde er hårdt

Nogle samtaler klares på en halv time. Andre tages over mange gange, og nogle ender også som en decideret ’sag’, hvor Lisbeth Bech gerne vil inddrage måske lederen eller HR, fordi hun, som uvildig og objektiv person, godt kan se, at kollegaen måske ikke er blevet helt fair behandlet – eller at en fyring måske kunne foregå på en mere ’elegant’ måde.

Hvis sagen kommer uden for Lisbeth Bechs kontor, skal vedkommende selv være helt på det rene med, at andre bliver involveret. Hvis ikke kommer det aldrig videre, understreger hun.

Men hun har carte blanche fra ledelsen til at beslutte, hvad der videre skal ske, når en kollega kommer til hende med det ene eller andet problem. Og hun har også carte blanche til at handle. Hun erkender dog, at hun ofte ikke kan stille meget andet op end at lytte og spørge ind, for hendes egen konklusion kan godt være, at kollegaen objektivt set er blevet behandlet fair.

”Men selvom min afgørelse sådan set går dem imod, er reaktionen ofte: ’Det er fair nok – det må jeg så acceptere’,” fortæller Lisbeth Bech.

Det gør det på mange måder nemmere at levere sådan et budskab, fordi hun kan forholde sig neutral og objektiv.

”Jeg har jo ikke noget i klemme,” som hun siger.

Alligevel bliver det aldrig noget af det nemme arbejde.

”Noget af det ’bløde’ er noget af det hårdeste at arbejde med, for det er ikke sjovt at have et menneske foran sig, som er meget meget ked af det,” siger Lisbeth Bech.