"Lovgiverne burde lovgive mere præcist"

For aktivistisk, for politiserende og for magtsyg.

Når EU-Domstolens hammer falder med en dom, som ikke har det udfald, politikerne havde håbet på, hagler mishagsytringerne ned over Domstolen i Luxembourg, som beskyldes for uretmæssigt indtog på medlemslandenes nationale suverænitet.

Senest i Danmark med den omstridte Metock-dom (sag om familiesammenføring, red), der blev afsagt i juli 2008. Her lød det blandt andet fra Dansk Folkeparti, at Domstolen gør demokratierne irrelevante.

Set fra Luxembourg ser tingene dog noget anderledes ud.

Her en lidt grå mandag er der meget stille i den gigantiske lobby, som leder direkte ned til domstolens hjerte: den store retssal, hvor de indimellem kontroversielle domme afsiges. Men bag dørene på de lange gange sidder de 27 EU-dommere og deres ansatte og arbejder med de cirka 750 sager, der i øjeblikket verserer ved Domstolen.

Her sidder også den danske EU-dommer, den tidligere højesteretsdommer Lars Bay Larsen. Han mener, at kritikken af Domstolen i vidt omfang er forfejlet. I stedet bør den i første række rettes mod kvaliteten af den lovgivning, der kommer fra Bruxelles, og som politikerne selv er med til at vedtage.

”De garantier, der er indbygget i EUs lovarbejde for at beskytte mindretallene i form af krav om kvalificeret flertal og i nogle tilfælde enstemmighed i Ministerrådet, betyder, at det indimellem er meget vanskeligt at træffe beslutninger i et EU, der nu består af 27 lande,” siger Lars Bay Larsen.

Konstruktiv uklarhed

Lars Bay Larsen har selv, som ansat i Justitsministeriet, arbejdet med politi-, strafferetligt og civilretligt samarbejde i EU-regi og kender derfor udmærket de vanskeligheder, der gør, at man kan ende med et mudret resultat.

”På et tidspunkt kan ministrene i Rådet ikke længere holde til for tredje eller fjerde formandskab i træk at gå ud og sige til journalisterne, at det altså heller ikke blev på det her rådsmøde, man nåede til enighed,” siger Lars Bay Larsen.

Samtidig er der et formandskab, som presser på for at nå resultater, og så er det, man ender i det, man i Bruxelles kalder ’konstruktiv uklarhed’. Det indebærer, at teksten udvandes ved, at man tager de vanskeligste ting ud eller skriver dem på en måde, så teksten bliver flertydig og mindre klar. Så kan alle tage hjem og sige: ’Vi fik ikke præcist det, vi kom efter, men det, vi gerne ville have, kan godt rummes inden for det her resultat’.

”Jeg har selv prøvet at gå fra sådan et rådsmøde, hvor vi har sagt til hinanden: ’Det bliver spændende at se, hvad Domstolen når frem til om fem eller ti år, når der dukker sager op om det her’, fordi det ikke var helt klart, hvad kompromisset gik ud på,” fortæller Lars Bay Larsen.

Det er ikke optimalt, men i Lars Bay Larsens øjne kan det være en forståelig politisk nødvendighed, der imidlertid reelt indebærer, at lovgiverne i Bruxelles delegerer noget af deres lovgivningskompetence til Domstolen, der så ender med den varme kartoffel.

”Selvfølgelig ligger der en magt i at have det sidste ord, men det er bestemt ikke en magt, vi efterstræber ved Domstolen. Lovgiverne burde lovgive mere præcist. Det er vi som dommere dybt enige i, men sådan som kortene og kompetencerne er fordelt i traktaten, er det vores pligt at give en national dommer et svar, når der bliver spurgt, hvordan en uklar bestemmelse i et direktiv skal forstås. Vi lytter bestemt til kritikken, men har samtidig en bunden opgave, som vi ikke kan løbe fra,” siger Lars Bay Larsen.

Hukommelsen svigter

Det at træffe en afgørelse i Luxembourg kan indimellem være noget sværere end i et dansk tilfælde ved Højesteret, hvor der som regel ligger et udførligt materiale som en sagkyndig betænkning, Folketingets forhandlinger og måske flere end 100 besvarede spørgsmål fra en fagminister bag et lovforslag.

”Derfor har danske domstole som regel bedre mulighed for at fornemme, hvad det var, man forestillede sig i Folketinget, da man vedtog loven. Det er typisk meget sværere her ved EU-Domstolen at finde ud af, hvad ministrene egentlig tænkte for fem eller ti år siden på et todages rådsmøde i Bruxelles, da et kompromis blev strikket sammen. For godt nok ligger der nogle sagsakter, men de er ofte ikke nær så detaljerede som et nationalt materiale,” fastslår Lars Bay Larsen.

Og så er dommerne selv piskede til at prøve på at skyde sig ind på formålet med direktivet eller forordningen.

”Hvis man vælger en fortolkning, der fx ligger tæt på den franske eller danske fortolkning, udløser det ikke jubelscener hverken i Paris eller på Christiansborg Slotsplads. Man tænker måske bare fra politisk side, at Domstolen for en gangs skyld har truffet en rigtig afgørelse. Går fortolkningen derimod imod det, man havde ønsket, er man i mine øjne for hurtig til at sige, at Domstolen tilraner sig magt. Man glemmer, at det faktisk var ministrene i Rådet, der reelt pålagde Domstolen at gøre det på et senere tidspunkt. Dermed bliver Domstolen øretævernes holdeplads, selvom endestationen egentlig burde være i Bruxelles,” siger Lars Bay Larsen.

Tilbagevendende diskussion

Beskyldningerne mod Domstolen er også et udtryk for, at det er svært at ændre EU-lovgivningen.

”Det sker jo også i Danmark, at Højesteret kommer med en fortolkning af en lov, som får politikerne til at rive sig i håret. Men så er det lettere at få afløb for frustrationen, for der skal man bare kunne tælle til 90 for at få loven lavet om,” siger Lars Bay Larsen.

I Bruxelles derimod skal man først have overbevist Kommissionen om, at den skal stille et ændringsforslag til det direktiv, man er utilfreds med. Hvis det så lykkes, skal man derefter have opbakning fra et kvalificeret flertal for at få ændringerne vedtaget. Det er bestemt ikke nogen let øvelse, for var det svært at finde et kompromis i første omgang, bliver det typisk ikke lettere at finde fælles fodslag om nye løsninger, efter direktivet er blevet gennemført i medlemslandene.

”Det er jo altså prisen for at være med i et forpligtende samarbejde,” siger Lars Bay Larsen, der derfor også mener, at vi vil få en tilbagevendende diskussion om Domstolens rolle:

”Debatten har i Danmark nok været særligt ophedet omkring Metock-dommen, men den har været der mange gange før med stort set de samme grundelementer. Den eksisterer også i andre lande, og det vil den fortsætte med så længe, der skal indgås kompromisser. Og de bliver ikke færre i et stadigt voksende EU.”

Lars Bay Larsen ser dog ikke noget alternativ til Domstolen:

”Det er ikke mindst i de små landes interesse, at der er en domstol til at træffe de afgørelser, der ellers ville være overladt til kræfternes frie spil. I et juridisk forpligtende samarbejde er man nødt til at have en tvistløsningsmekanisme, hvis det hele ikke skal falde fra hinanden meget hurtigt.”