Frederik var ung, indtil han fyldte 26. Da trådte han ud ad døren fra CBS’ bygninger i Porcelænshaven på Frederiksberg og ind i et fly, der fløj ham til London og et liv, hvor arbejde fylder alt. På tredje år er Frederik investeringsrådgiver i bankverdenen og har en arbejdsuge, der aldrig er under 70 timer og i perioder runder 100.
”Når jeg kigger på Facebook, har mine venner billeder fra fester og ferier. Jeg har kun minder fra kontoret,” siger Frederik om en tilværelse, hvor han jævnligt må veje store afsavn op mod det sus, han får, når millioner af kroner skifter hænder i en verden, som de færreste har adgang til.
Frederik har altid forestillet sig, at han skulle have et arbejdsliv blandt de bedste. Derfor opsøger han allerede i studietiden udenlandske banker, når de holder rekrutteringsarrangementer. Med professionel hjælp til at lave et målrettet cv begynder Frederik på sit arbejde i investeringsbanken, lige efter eksamen er i hus.
Her møder han med det samme branchens krav til de unge rekrutter: Arbejdet strækker sig næsten altid over 14 til 16 timer på én dag.
”Jeg kan fx få besked på at lave et memo klokken 01 om natten, som skal være færdigt, inden min chef står på et fly klokken 10 næste morgen,” siger Frederik om det pres, der opstår i et miljø, hvor beslutninger træffes på et øjeblik.
Hastigheden gør også arbejdslivet interessant. Særligt når forhandlingerne bølger mellem Frederiks chefer og deres modpart i de store transaktioner.
”Det giver et adrenalinrush, når alting fungerer, når jeg hurtigt finder de rigtige svar, og processen kører videre,” forklarer Frederik.
Alene i London
Jobbet gør, at Frederik fremstår som en succes, når han møder nye mennesker. Men Frederik ved godt, at livsstilen ikke er uden konsekvenser. Det er allerede længe siden, at de mange timer på kontoret begyndte at sætte sig i kroppen og give skader. Frederik er glad af natur, men efter et halvt år i banken siger sindet pludselig stop, og han græder på vej til arbejde et par dage i træk. For det er svært at sige farvel til vennerne i Danmark og endnu sværere at finde nye i London, når de fleste timer tilbringes i et glasbur i finanskvarteret the City.
”En fancy titel har ingen værdi, når jeg sidder på pinden eller på et hotel og føler mig helt alene. Jeg har taget en flyver hjem til Danmark og siddet i en kammerats lejlighed og bare samlet kræfter til at tage tilbage og arbejde videre,” fortæller Frederik, der i samme periode rundede de fleste nætter af med en drink eller to i lejligheden for at slappe af og få hovedet på plads.
Det kræver ofre at være blandt de mest ambitiøse. Det har Frederik mærket, og derfor fører han en indre dialog.
”Jeg har fravalgt meget af min ungdom for at opnå noget. Hvorfor gør jeg det, og er det her job det hele værd?” spørger han sig selv.
Først for nylig mener Frederik, at han har fundet svaret. Der er gået tre år, siden han sagde farvel til Danmark og sine venner og familie. I takt med at ancienniteten i banken stiger, bliver timerne færre og opgaverne bedre. Men livet er også gået videre for dem derhjemme. En del af vennerne er faldet fra. De andre har fået nye historier, som Frederik ikke længere er en del af.
”Jeg har ofret så meget allerede, som jeg aldrig kan få tilbage. Det ville være forkert at smide håndklædet i ringen nu. Nu må jeg i stedet leve eventyret ud og vide, at jeg altid kan søge tilbage til Danmark og få en god stilling med den ekspertise, som jeg opbygger her.”
Frederik ønsker at være anonym af hensyn til sin karriere. Djøfbladet kender hans rigtige identitet.
Ledige stillinger